Frk. Borchs læsebriller

 

Hvis du gerne vil vide mere om, hvordan jeg angriber bøgerne, hvorfor mine anmeldelser og bedømmelser ser ud, som de gør eller du bare er nysgerrig på mine læsevaner, finder du svarene her.


Først og fremmest:

Anmeldelserne på frkborchanbefaler.com er helt og holdent et udtryk for mine egne uforbeholdne meninger og kanal for mine egne små lommefilosofiske udredninger, analyser og fortolkninger. Jeg modtager af og til og meget gerne anmeldereksemplarer fra forlag samt billetter til diverse litterære arrangementer, men det, jeg skriver, skriver jeg frivilligt, gratis og ud fra en dyb interesse i alt godt fra bøgernes verden.
Jeg skriver personligt, ærligt og altid med faglig dybde – fordi jeg ikke kan lade være.


♥ Bedømmelse
Bøgerne bedømmes på en skala fra 1 til 5 Borch’er: Skærmbillede 2017-10-01 kl. 22.39.155 er den højeste karakter, og den gives til den bog, jeg ikke kan lægge fra mig. Den bog, som inspirerer mig på den ene eller anden måde, griber mig og bliver siddende i mig. Det kan være alt fra lige fra plottet, fortællerstemmen, sproget, karaktererne, kompositionen til en kombination af det hele, der gør, at jeg ikke kan lade være med at ævle løs om den til alle, der vil (og ikke vil) høre på mig.

♥ Læsning er noget, jeg prioriterer.
Jeg læser sjældent en bog færdig, hvis jeg ikke bryder mig om den. Jeg anmelder bøger, jeg kan lide – derfor: Frk. Borch ANBEFALER. Det vil sige, at du sjældent vil støde ind i bøger, der har fået færre end 3 Borch’er. Derfor er bloggen her stedet at være, hvis du mangler anbefalinger af GODE bøger.

♥ Genrer
Jeg læser og elsker bøger af forfattere lige fra H.C. Andersen til Homer, og jeg anmelder bøger inden for mange forskellige genrer, men hovedsageligt fiktion og særligt autofiktion og lyrik fanger min opmærksomhed.
Bøgerne på bloggen kan være helt nye bøger, men også bøger, der af den ene eller anden grund har været sørgmodige bænkevarmere på mine reoler i årevis eller mølædte loppefund finder af og til vej ind i varmen på bloggen. Det er fuldstændig min litterære sult, der styrer, hvad der anmeldes.

♥ Litterær polygami
Jeg læser altid mere end én bog af gangen. Typisk har jeg gang i én bog, jeg har lyst til at anmelde her på bloggen, noget lyrik, jeg går lidt til og fra over kortere tid og et større faglitterært værk, jeg læser nogle sider i her og der over meget lang tid. Og så læser jeg en helt masse bøger – særligt Jakob Martin Strid – for min søn, mini-Borch. Jeg læser aldrig ikke!