Nedenstående tekst er en artikel, jeg skrev til studenterbladet på Nordisk litteratur og sprog, ‘Vandfanget’ i april 2010. Det er langt og på nogle punkter outdated i forhold til, hvad der sker i dag, men jeg læser lige nu Irene Vallejos helt fremragende bog ‘Evigheden i et siv’ om bogens historie og betydning, og så fik jeg lyst til at genlæse og genudgive min artikel fra dengang.
Blodbad i bogbranchen…, Krisen har ramt bogbranchen…, Benhård konkurrence sender bogpriserne i frit fald…, E-bøger er fremtiden for forlagene…
Overskrifterne her, hentet fra forskellige danske dagblade, giver et rigtig godt billede af, hvad der i øjeblikket er på færde i bogbranchen: der er krise, bogpriserne falder, forlag drejer nøglen om, litteraturen skifter form og selve bogens udformning udfordres og ændres med udviklingen af digitale bøger og e-bogslæsere. Flere forudser ligefrem bogens død, ligesom mange også mener, at litteraturen er i fare. Denne artikel har som mål at nuancere disse synspunkter ved at bevæge sig gennem bogens fortid, til bogens nutid for til sidst at give et bud på bogens fremtid…hvis der findes en sådan?
Bogens fortid
Længe før bogen eksisterede som et egentligt fysisk objekt, har mennesket overleveret information og viden til hinanden. I Europas vugge, oldtidens Grækenland, fandtes rapsoder, som ved hjælp af formelvers og rytme var i stand til at memorere og mundtligt fremføre store mængder af tekst, som eksempelvis Homers store eper. Overgangen fra mundtlighed til skriftlighed var en langstrakt proces, og grækerne vedblev at komponere de skriftlige værker efter mundtlige metoder indtil filosofiens guldalder, hvor det at kunne formulere sig smukt på skrift blev en fordring i sig selv. Med skriften kom også behovet for skrivemateriale, og dette udviklede Ægypterne af en plante, som grækerne kaldte papyros: et smidigt materiale, der let kunne rulles. Bogens første udformning var således papyrusrullen.
I 3. århundrede f.v.t. begyndte man at behandle dyrehuder på en måde, som gjorde dem anvendelige at skrive på, og dette materiale, som kaldtes pergament, var væsentlig mere slidstærk og modstandsdygtig end papyrus. Pergamentbøgerne var i begyndelsen også ruller, men formatet havde visse mangler. Det var blandt andet forbundet med stort besvær at slå op i rullerne, og man kunne selvsagt ikke bladre, som vi kender det i dag. Codex-formatet, altså en bog med sider som vi kender det i dag, blev til som følge af dette.
I 105 e.v.t. opfandtes papiret i Kina, men først omkring 1100 nåede det til Europa. Denne opfindelse har haft en gennemgribende effekt på den vestlige verdens bogvæsen.
Siden antikken var udbredelsen af bøger foregået ved hjælp af håndskrevne kopier af originaler og håndskrevne kopier af kopier af originaler og så videre, som munke i klostre over hele Europa arbejdede med at udforme. Denne metode var både tidskrævende og forbundet med stor fejlrisiko, ligesom bøgerne også var særdeles kostbare, og derfor havde kun meget velhavende personer adgang hertil. Men efterhånden som papiret vandt frem i stedet for det kostbare pergament, faldt omkostningerne og antallet af bøger og læsere steg. Også med de så småt fremvoksende universiteter i 1300-tallet steg behovet for bøger, og derfor begyndte man mod middelalderens slutning at eksperimentere med tryk i stedet for håndskriftsarbejdet. I Europa begyndte man i starten af det 15. århundrede at lave trætryk, hvor man skar bogstaver i træplader og herefter strøg farve over og trykte det på et givent materiale, men metoden var alt for besværlig til større bøger, da hver ny tekst måtte skæres fra første til sidste bogstav. Opfindelsen af de løse typer lå således lige om hjørnet; denne skyldes tyskeren Johannes Gutenberg (ca. 1400-1468) .
Opfindelsen af de løse typer og det, vi kender som bogtrykkerkunsten, blev først en realitet, da det lykkedes Gutenberg at skabe et instrument, der muliggjorde masseproduktion af bogstaver med nøjagtig samme højde, som stod nøjagtig på linje og holdt en bredde, som gjorde, at der var samme afstand fra bogstav til bogstav. Man regner årstallet for opfindelsen til 1440, det år, hvor opfindelsen var brugbar. Syv år efter så bogtrykkerkunstens mesterstykke dagens lys: den 42-linjede bibel, eller Gutenberg-bibelen. De ældste trykte bøger, kaldet inkunabler, bibeholdt æstetikken fra håndskrifterne, og det i en grad, så det var og er vanskeligt at skelne et middelalderligt pergamentcodex fra bogtrykkerkunstens papirtryk.
Gutenbergs opfindelse af de løse typer forandrede bogverdenen for bestandigt. Bogtrykket muliggjorde udgivelse af en bredere og lettere tilgængelig litteratur, og dermed steg procentdelen af personer, der kunne læse. Bogtrykkerkunsten spredte sig til hele Europa, og i Skandinavien så den første bogtrykker lyset i 1483.
Op gennem oplysningstiden blev den trykte bog kanal for videnskaben, og bøgernes indhold gav således anledninger til åben debat og diskussion, hvor der i middelalderen og renæssancen i højere grad havde været tale om, at bøgerne og deres indhold tilhørte privatsfæren. I 1700-tallet og i starten af 1800-tallet var bogen derimod et samlingspunkt, hvor også skønlitteraturen blev læst op.
Med den europæiske industrialisering fra slutningen af det 18. og gennem det 19. århundrede blev trykmetoderne forbedrede for første gang siden Gutenberg. Således skiftede trykkeribranchen fra håndtrykkeri til maskiner.
I det 19. og 20. århundrede havde den maskindrevne bogproduktion betydet lavere omkostninger kombineret med mere salg; produktionen af bøger var blevet effektiviseret, og forlagsbranchen en industri, præcis som vi kender det i dag. Bogen var igen gradvist blevet mere og mere institutionaliseret på universiteterne, og skønlitteraturen noget, man nød alene.
Bogen og industrien bag synes her et tiår inde i det 21. århundrede endnu engang at stå over for en stor omvæltning som resultat af ændringer i vores muligheder, vores samfund og vores måde at kommunikere på.
Bogens nutid
Inden for de sidste 50 år er antallet af medier, som vi omgiver os med, forøget i helt enorm grad. For et halvt århundrede siden, i TV’ets spæde barndom, var der tidspunkter på dagen, hvor der ikke blev sendt, fordi programplanlæggerne var bevidste om ikke at influere på menneskets øvrige liv, og således var der eksempelvis ikke udsendelser i kirketiden.
I dag er mennesket konstant udsat for medier både i det private, men også i det offentlige rum, og vi bombarderes dagligt med informationer på den ene eller anden måde. E-mails, elektroniske aviser og mobiltelefonen har bevirket, at kommunikation og informationsudveksling sker meget hurtigt. Således er samfundet i stigende grad blevet medialiseret; alle samfundets institutioner fra de mindste til de største er afhængige af medier af den eller ene eller anden art, og denne medialisering har udvirket en række ændringer i vores samfund; ændringer, som bogmediet har måttet tilpasse sig.
Ændringerne i vores kommunikation og adfærd skyldes det faktum, at medierne ikke bare er et neutralt og gennemsigtigt middel, hvormed vi bliver i stand til at kommunikere med andre, men ved mediernes mellemkomst forandres vores måde at kommunikere på og vores måde at være sammen på. Allerede i 1985 udviklede den amerikanske kommunikationsprofessor Joshua Meyrowitz sin teori om, hvordan social adfærd har ændret sig med mediernes massive fremtog. Meyrowitz fokuserer på, hvorledes de elektroniske medier influerer på menneskelig adfærd. Han fremdrager den pointe, at de elektroniske medier ophæver grænser; Grænser mellem steder: man kan sidde i Skagen og tale i mobiltelefon med sin veninde i New York; Grænser mellem tid: vi kan se og høre optagelser af for længst afdøde personer. Men Meyrowitz fokuserer i særdeleshed på, at medier taler til alle på tværs af sociale skel, og dette bevirker, at grænserne mellem forskellige institutioner og grupperinger i samfundet udviskes. Således skaber den øgede medialisering i samfundet en suspension af de sociale roller og hierarkier og den frie adgang mellem forskellige diskurser medfører nye handlemåder. Den nye adfærd beskriver Meyrowitz ved at tilføje en ekstra dimension til adfærdsforskeren Erving Goffmans betragtning af det sociale liv som en scene med front region behavior, den offentlige adfærd, og en back region behavior, den private adfærd. Meyrowitz tilføjer en middle region behavior, som således er resultatet af vores omgang med nye elektroniske medier, gennem hvilke vi får adgang til såvel front region som back region adfærd. Denne adfærd er, hvad navnet antyder, en blanding af det, man kan kalde sceneadfærd og kulisseadfærd, hvilket bevirker, at forhold, der før hørte privatlivet til, nu kommer frem på scenen til skue for alle. Således er ikke kun skellene mellem forskellige diskurser blevet rykket, men grænsen for, hvilken adfærd, man fremviser hvornår ligeledes ændret.
Udviskningen af grænser har også en effekt på vores sprog. Den uformelle sprogtone breder sig til arbejdsmæssige og offentlige sammenhænge, hvor man tidligere ville have benyttet sig af et formelt sprog. Grænserne mellem det private og det offentlige, mellem arbejde og fritid er således mindre markerede end for blot 20 år siden.
På den hjemlige scene har medieforskeren og litteraten Stig Hjarvard karakteriseret det medialiserede samfund som værende selskabeligt. Hjarvards pointe synes at gå hånd i hånd med Meyrowitz’: Den øgede selskabelighed i samfundet, trangen til konstant at kunne komme i kontakt med andre mennesker, det, at kommunikationen bliver et mål i sig selv, som Hjarvard beskriver det, gør, at vi får adgang til informationer, vi ikke før havde adgang til. Her behøver man kun tænke på, hvordan mobiltelefonens opfindelse har ændret måden, vi kommunikerer på, og hvad vi taler om i al offentlighed; i tog, på cafeer, i supermarkedet etc. har man nu ubegrænset adgang til andre menneskers privatliv, og i biografen er det nødvendigt at iværksætte kampagner for at få folk til at slukke mobiltelefonen, når de har sat sig til rette i mørket. Enhver given lejlighed til at kommunikere med andre mennesker gribes uanset tid og sted. Således synes det medialiserede samfunds stigende samværsbehov ligeledes at udløse middle region adfærden. Medierne har således haft en effekt på to selvstændige fænomener: mængden af kommunikation og på kommunikationens form. De to fænomener er altså udtryk for samme tendens.
Medialiseringens effekt på bogens indhold og udtryk
Siden oplysningstidens diskussioner med bogen og litteraturen i centrum er bogen langsomt blevet institutionaliseret, og uden for institutionerne er bogen et privat anliggende. Men dette har ikke betydet, at bogen har mistet sin status — tværtimod. Med kultur-kanoner og diverse litteraturpriser har bogen bibeholdt sin ophøjede position — indtil nu. For i dag har populærkulturens medier deres egne værdikriterier og prisuddelinger, hvorfor litteraturen ikke længere er i stand til at sætte dagsordenen. I stedet præger den fremtrædende mediekultur nu billedet, så når litteraturen i dag slår igennem, er det i en ny form, hvor den både forsøger at tilpasse sig det det nye mediebillede og behandler og udtrykker mediernes effekt på mennesket, på forfatterne.
Prosa
Helt overordnet bliver der i stigende grad udgivet kortprosa. Forfattere som Naja Marie Aidt og Katrine Marie Guldager udgiver kortprosasamlinger, hvori tekststykkerne varierer længde, men dog sjældent over 20 sider. Et mere ekstremt udtryk for samme tendens kan ses hos Hans Otto Jørgensen i hans værk Ålen har englelyd. Værket består af 82 kortprosastykker, hvor nogle strækker sig over få sider, mens andre i højere grad har karakter af udsagn eller fragmenter som eksempelvis stykket Hip-hip, der i alt sin enkelthed lyder: Svindebonde go east. Denne tendens går fint i tråd med den samfundsændring, vi har været vidne til over de sidste 10-15 år. Vi har vænnet os til, at vi kan få informationer meget hurtigt, og de færreste har tid til at sætte sig med en fortælling, der strækker sig over mange hundrede sider. Kortprosaen er her ideel, og det bliver en måde for litteraturen at overleve på.
En anden fremherskende genre inden for prosaen er krimigenren. Denne har i høj grad fået en renæssance med udenlandske forfattere som Dan Brown og Stieg Larsson, men også danske forfattere som Anna Grue og Arne Dahl sælger som aldrig før. Denne tendens skal ligeledes ses som en konsekvens af medialiserede samfund. Genren anvender en enkel, men særdeles effektiv teknik, som er lånt fra andre medier, nemlig film og TV-serier; læseren fastholdes med korte kapitler og flerstrengede handlinger. Bogen har således tilpasset sig et andet medie, og dette medvirker til dens popularitet.
Romanen synes at være den mest rene form for prosa, men parateksten ‘roman’ benyttes nu på en ny måde hos forfattere som Knud Romer og Erling Jepsen, som i henholdsvis Den som blinker er bange for døden og Kunsten at græde i kor blander fakta og fiktion under netop denne paratekst. Således dækker romangenren ikke længere kun over fiktive fortællinger, som vi har været vant til, men der gives flere informationer, mere middle region, uden dog egentlige udpenslinger af, hvad der er fakta og hvad, der er fiktion. Således ses her det medialiserede samfunds effekt på forfatterne; grænserne for, hvad man kan berette internt i romanen har rykket sig. Ligeledes har også udtrykket ændret sig markant, og der er i de senere år udgivet bøger, der nyfortolker udtrykket på en særdeles medieret facon. Et eksempel herpå er Thomas Thorhauges Kom hjem, som er en helt ny genre, en såkaldt graphic novel — en roman, men i tegneserieformat. Der fortælles en historie om et ungt menneske i identitetskrise — et kendt og meget anvendt tema inden for romangenren, som vi kender den. Men udtrykket er nyt. Historiens personer bliver levendegjort i tegninger, og den direkte tale ses i talebobler. Thorhauge har således bevæget sig væk fra den gængse romanudformning med tæt helsidet tekst fra ende til anden, som ellers har været bogens udtryk siden codexformatets opståen. Tendensen er et udtryk for en yderligere tilpasning af romangenren til populærkulturen.
Et andet eksempel er bogen Sirene, som er et samarbejde mellem flere kunstnere og flere kunstarter. Bogen er en roman, men også her er ses mere og andet end den gængse romanbog. Udtrykket er en blanding af helsidet brødtekst, tegneserie-sekvenser og illustrationer, der fylder flere sider. Personernes dialog er en blanding af prosaens almindelige replikskifter og tegneseriens talebobler. Ydermere er der i bogen inkorporeret en MP3-afspiller, som indeholder musik komponeret og udført specielt til denne udgivelse. Musikken skal fungere som stemningsskabende underlægning, der understreger følelser og handlinger i fortællingen. Sirene er således et særdeles godt eksempel på, hvorledes bogmediet i øjeblikket forsøger at mime andre medier og ligefrem integrere dem. Netop denne udgivelse må siges at favne meget bredt ved både at have lyd, billeder og tekst på én gang. Bogen er i høj grad et produkt af det medialiserede samfund og dets effekt på det moderne menneske.
Den biografiske genre kan ej heller undvige den øgede medialisering, og et særdeles godt eksempel herfor er Andrea Hejlskovs facebookbiografi – den første i verden sin slags. I biografien udgiver hun noter og statusopdateringer fra sin facebookprofil. Hejlskov udlægger hele sit liv og sin meget private historie om en hård skilsmisse. Ligeledes er hendes statusopdateringer gode eksempler på Meyrowitz’ teori om, at medierne har udvisket grænserne for, hvad man kan gøre og sige og måske især, hvad man ikke kan gøre og sige. Til eksempel:
Andrea Hejlskov skal i morgen holde en forelæsning for 300 mennesker, i et fag hun ikke ved en skid om og i et emne, hun ikke rigtig interesserer sig for.
Andrea Hejlskov synes de unge er nogle forkælede røvhuller der bare skal holde deres kæft.
Statusopdateringerne er i høj grad udtryk for den øgede nedbrydning af grænser. Både i indhold og sprog synes mere og mere at være tilladt. Også bogens udformning udfordrer den gængse opfattelse af biografigenren. Hele bogen er bygget op af skærmbilleder fra Hejlskovs facebookprofil, og mediet, internettet, er altså bogstaveligt talt rykket ind i bogmediet, og den almindelige tekst, der forefindes i form af noter, er flittigt kommenteret af hendes venner. Denne pointe understreger Hjarvards selskabelighedstese: litteraturen er i meget høj grad blevet selskabelig og endda interaktiv hos Hejlskov. Kommentarerne tages med i den endelige (papir)udgave af biografien, og projektet er således ikke længere kun Hejlskovs, men et net af noter, kommentarer og statusopdateringer fra forskellige personer, forskellige diskurser. Dette illustrerer Meyrowitz’ pointe omkring udjævningen af diskurs-niveauerne — her er uindskrænket adgang til adskillige forskellige diskurser og adfærdsmønstre.
Prosaen har således på adskillige måder forsøgt at tilpasse sig det nye mediebillede. Ligeledes gives der i litteraturen udtryk for det, man kunne kalde det medialiserede menneskes synspunkter i de fortællinger, der skabes.
Lyrikken
I en tid, hvor bogen og litteraturen får prædikater som ‘døende’ og ‘kriseramt’, er det ofte den sværttilgængelige lyrik, der først får dødsstødet. I en længere periode har det da også været sådan, at lyrikken i høj grad var de intellektuelles og måske især litteraternes, men dette billede synes at være ved at opløses. Mange digtere er blevet særdeles bevidste om, at de må tilpasse deres udgivelser til det medievante og mediehungrende menneske, som den bredere læserskare udgøres af. Således har forfatteren Jørgen Leth udgivet en cd, hvor Leth selv læser sine digte op, og musikeren Mikael Simpson akkompagnerer ham med underlægnings-musik. På samme måde har forfatteren Lone Hørslev komponeret musik til sin lyrik. Men tilpasningen går videre endnu. Både Leth og Hørslev benytter sig af internetsiden myspace.com, hvor værkerne lever videre, og hvor publikum kan høre musikken igen og igen, læse teksterne og kommentere på det. Således favner lyrikken i dag også bredere og tilpasser sig den nutid, vi lever i, hvor informationer skal være tilgængelige på tværs af tid og sted. Ligeledes er denne nye tilgang til formen med oplæsninger og performance et udtryk for selskabeligheden; vi samler os igen om litteraturen.
Også i indholdet udforskes emner, der eksemplificerer Meyrowitz’ middle region behavior. Lone Hørslev inddrager i Jeg ved ikke om den slags tanker er normale læseren i sin egen back region – sin skilsmisse og tankerne om denne. Og digteren Christel Wiinblad beskriver i Min lillebror i detaljer sin lillebrors selvmordsforsøg og sine tanker omkring dette. Desuden er Wiinblads udgivelse ikke blot en bog, men den indeholder også en cd med broderens musik. Således er der i høj grad tale om, at læseren får adgang til kulissen og til informationer fra et normalt lukket område.
Polymedialitet
Det, som synes at karakterisere de forskellige litterære fremstillinger og genrer, som er kommet frem som følge af bogens og litteraturens forsøg på at tilpasse sig det medialiserede samfund, synes at kunne sammenfattes under én overskrift, nemlig polymedialitet. Størstedelen af eksemplerne gør brug af medier, der ligger uden for det primære: bogmediet. Prosaen gør brug af illustrationer, nye formater og musik, og lyrikken af internettet og ligeledes musikken. Værkeksternt findes der nu muligheder for videre at udforske og interagere med litteraturen, og flere og flere bøger videreudvikles til computerspil og naturligvis film.
Desuden tydeliggør gennemgangen, at middle region adfærden er særdeles fremherskende også i litteraturen. Vi får oprigtige og autentiske beretninger om selvmord og skilsmisser og i Hejlskovs facebookbiografi kommer vi med ind i det inderste af privatsfæren. Således er bogmediet nu, på lige fod med andre medier, en kanal, gennem hvilken vi kan få adgang til informationer, som ikke tidligere var tilgængelige for os.
Bogmediet kan således i dag siges at række langt ud over codexformatets fysiske grænser og de genrebestemmelser, litteraturen tidligere har arbejdet med, og som har hersket i adskillige år. Bogen har tilpasset sig og er nu i høj grad også eksponent for den nye medierede virkelighed.
Bogens fremtid?
Den øgede medialisering og ikke mindst digitalisering har ikke kun haft en effekt på litteraturens indhold og udtryk, som netop skitseret ovenfor, men i særdeleshed også på bogens tilblivelsesproces og senest også på dens udformning.
I snart 20 år har fremtidsforskere og teknologiske vismænd talt om bogmediets død som en uundgåelighed. Computerens og nok især internettets mange muligheder for kommunikation er blevet set som afløsere for den trykte bog, som vi har kendt den siden Gutenbergs tid. I starten af 1990’erne var optimismen stor, og mange firmaer, også uden for forlagsverdenen, eksperimenterede med og investerede i at tilpasse sig den foranstående digitale revolution.
I starten af det nye årtusinde havde de digitale medier endnu ikke fortrængt den trykte bog og adskillige forsøg med udgivelse af bøger udelukkende i digital form slog fejl; læsningen af bøger på en almindelig computerskærm fangede ikke læserne og flere og flere af de foranstaltninger, der var blevet taget til e-bogen i 90’erne, lukkede ned. E-bogsrevolutionen synes således at lade vente på sig, hvilket fik nogle til at drage den konklusion, at digitale revolution slet ikke ville nå til forlagsbranchen. Men sådan forholder det sig imidlertid ikke. Digitaliseringen har i højeste grad gjort sit indtog i bogbranchen, men denne digitale revolution har ikke været synlig; det har været en stille revolution. For selvom det fysiske objekt, bogen, først for ganske nyligt har ændret form, har hele bogens tilblivelsesproces fra forfatterens første idé til det endelige tryk ændret sig i utrolig høj grad de seneste 20 år. De tider, hvor bøgernes vej til læseren gik gennem specialiserede bogtrykkere, der oprettede satsen med løse typer, er for længst forbi. Forfattere skaber værker på computere, sender det til forlag, forlagenes redaktører redigerer bøgerne og sender dem videre i trykken — alt sammen digitalt. Således synes vi netop nu at være midt i en helt ny æra, som med hastig fart afløser Gutenbergs opfindelse, og således kan man tale om en egentlig bogrevolution i bogproduktionen. De nye produktionsformer synes at have flere fordele end ulemper. Medieudviklingen har gjort den enkelte tekst uafhængig af det konkrete medie, og den kan således ikke længere ses som et fysisk objekt, men mere en tekstuel form, en måde at kommunikere på.
Bogen er blevet en digital fil, og det muliggør nu, at tekster kan omarbejdes og gøres bedre, og ligeledes har bogens digitale form gjort det nemmere for forlagene at lave nye oplag af udsolgte bøger. Således må man konkludere, at digitaliseringen af bogen mere har karakter af evolution end revolution.
Tid til sørgesang?
Der vil altid, og nok i særdeleshed ved et medie som bogen, der har haft så stor betydning for vores kultur og historie, være modstandere af en given udviklingsproces. De største kritikere af den øgede medialisering af samfundet og digitaliseringen af bogen hævder, at den stigende brug af elektroniske kommunikationsmetoder vil nedværdige store klassiske værker, forringe vores sprog, og sidst, men ikke mindst, fuldstændig destruere det subjektive rum. Disse kritikere kan synes forholdsvis regressive, idet deres pointer udelukkende ses i forhold til fortiden, som de har tendens til at glorificere.
En anden og muligvis mere frugtbar tilgang kunne i stedet være at kigge tilbage og undersøge, hvilke konsekvenser overgangen fra et medie til et andet tidligere har haft. Overgangen fra mundtlighed til skriftlighed i det antikke Grækenland var en særdeles langvarig proces, og i det nye skriftlige materiale efterlignede man rapsodernes sprog og benyttede fortsat formelvers og metrum, som havde været altafgørende værktøjer for rapsoderne i de mundtlige fremførelser. Gutenbergs opfindelse gjorde det lettere og hurtigere at producere bøger, men håndskrifterne forsvandt ikke fra den ene dag til den anden, for deres æstetik blev som tidligere nævnt videreført i inkunablerne. På samme måde vil det skift, vi nu står overfor, være en udvikling snarere end en udviskning af bogen. Ligesom fjernsynet og DVD’en ikke har udkonkurreret biografen, men blot videreudviklet og gjort filmmediet tilgængeligt for en bredere skare, har digitaliseringen både udviklet litteraturen og øget produktion og salg af trykte bøger.
Kindlen kommer!
Digitaliseringen af bogen har som sagt en forholdsvis lang historie, der dog har været svær at få øje på for lægmand, fordi selve det fysiske objekt, bogen, ikke har ændret sig synderligt. Indtil nu altså. Det sidste skud på den store boghistoriske stamme er Amazons e-bogslæser, Kindle.
En elektronisk bog synes da også at have en række fordele i forhold til den klassiske bog; papiret er ikke længere er en nødvendighed, hvilket kan spare miljøet, men også penge, den kan rumme op mod 1500 bøger og den fylder og vejer ikke ret meget og er derfor let at have med sig. Problemet med e-bøgerne har dog været læsevenligheden. Det var ubehageligt at læse på en computerskærm og at ‘bladre’ i et elektronisk dokument. Dette problem har Kindlen løst. Ved hjælp af såkaldt ‘elektronisk blæk’, fremstår skriften som almindeligt blæk på et stykke papir, og formatet er blevet en succes. I USA har krimiforfatteren Dan Browns sidste bog solgt flere digitale eksemplarer end eksemplarer i papirs- og codexformat.
Således synes næste kapitel i boghistorien at kunne tage sin begyndelse.
Opsamling
Fra mundtligt fremførte eper til skrevne filosofiske dialoger, fra rulle til codex, fra håndskrift til trykt bog og nu til digital fil; bogmediet og litteraturen har over de sidste årtusinder gennemgået store forandringer som følge af store opfindelser og ændringer i vores samfund og vores adfærd. Alle overgangsfaserne har kunnet medtage den foregående fase i sit udtryk på den ene eller anden måde, hvilket også er tilfældet med den sidstkomne fase: digitaliseringen. Selvom der siden starten af 1990’erne adskillige gange er blevet råbt ‘Ulven kommer!’ i bogbranchen, og bogen er blevet erklæret død, har den gang på gang overlevet. Nu synes ulven dog at være her — i Kindle-klæder. Amazons Kindle er det næste led i kæden, rulle, codex, Kindle, og denne vil sandsynligvis bevirke, at den trykte bog på længere sigt må lade livet. Man kan naturligvis begræde denne udvikling af hensyn til bogtrykkerne og bogbinderne og ønske sig tilbage til tider, hvor skabelsen af bøger var resultat af stor håndværkskunst, men det til trods synes der at være grund til begejstring: Bogen og litteraturen synes netop med digitaliseringen og medialiseringen at være blevet allestedsnærværende: på internettet, i computerspil, i film, i billedkunsten og endda i musikken. Den øgede kommunikation på tværs af forskellige diskurser har udvidet bogens indhold og litteraturens genstandsfelt, og adgangen til kulisserne synes i højere grad at berige end at besudle litteraturen.
Digitaliseringen og medialiseringen synes således nærmere at være får i ulveklæder end den anden vej omkring.
Frk. Borch anbefaler 