Titel: ‘Det samme og noget helt andet’
Forfatter: Katrine Marie Guldager
Forlag: Politikens Forlag
2021 – 454 sider
I det forjættede og helt Corona-fri 2018 var en af de bedste bøger det læseår Katrine Marie Guldagers roman ‘Bjørnen’, som jeg anmeldte her på siden. ‘Bjørnen’ handler om Vibse, en vred midaldrende kvinde, der flygter til Sverige væk fra sin uduelige (læs: søde) mand. Jeg forelskede mig hovedkulds i Vibse. Hun var fuldstændig urimeligt vred, fordi hun i virkeligheden var ulykkelig og måske nok i en art livskrise, men trods vreden var hun gennemskuelig og lige til at kramme – altså, dengang man måtte det.
‘Det samme og noget helt andet’ er, som bagsideteksten fortæller, Guldagers egen historie i romanform, og hun starter da også med følgende disclaimer: ‘
Bare rolig, alle sammen, det er 50 % auto, 50 % fiktion’.
Hvordan man gør det regnestykke op, er jeg lidt i tvivl om, men grunden til, at jeg overhovedet nævner Vibse er, at jeg nu kan se, hvem hun er modelleret over, og det får mig bare til at holde endnu mere af Katrine Marie Guldager. For denne roman er det samme, men noget helt andet end ‘Bjørnen’ …
Romanen springer mellem et fortids- og et nutidsspor.
I fortidssporet følger vi den 21årige unavngivne kvindelige jeg-fortæller, som ved romanens begyndelse vækkes af et telefonopkald med nyheden om en nær venindes tragiske død – skudt af røvere i Nicaragua. Veninden er kun lige begravet, før næste katastrofe indtræffer: fortællerens far omkommer i den voldsomme togulykke i Sorø i 1988.
Det er en uge side, Anne blev bisat fra kapellet i Lyngby, nu skal min far bisættes fra baghaven, i lyset, min far bliver bisat fra sin egen baghave, Storebælt ligger nede på den anden side af markerne. Der bliver sunget Amazing Grace og Tag og kys det hele fra mig. Det bliver holdt tale og grædt, men hvem er egentlig til stede, hvem ser egentlig direkte ind i dødens øjne?
Jeg gør ikke, jeg ser væk, jeg vender siden til …
Farens død kommer til at fungere som fremkaldervæske for fortælleren, der begynder at se sin familie i et klarere, men ikke kønnere lys. Det kommer til retsager om arven, skænderier om genstande i farens hjem, og ultimativt bliver det efter mange år katalysator for fortællerens brud med familien.
Indholdet er struktureret i meget korte kapitler, der har karakter af scener, som driver læsningen frem. Læseren selv må stykke indholdet sammen til et helt billede. Som det er klassisk for Guldager er sproget enkelt, men indholdet bredt, dybt og komplekst. Den store historie om et menneske, der bryder med sin familie. Alle de forviklinger, forventninger og skuffelser, fortælleren udsættes for, fremskrives på en nedtonet måde, hvor fortælleren selv er i tvivl om, hvorvidt hun nu også oplever de ting, hun rent faktisk oplever. Og det, hun oplever, er ikke vold eller incest eller lignende rædsomme handlinger – det er så utydeligt – næsten usynlig – og så ødelæggende:
Min søsters billede er flot, hun ser glad ud på billedet, hun er i en skov, hun smiler.
– Tusind tak, siger min mor og vender sig nu mod gaven fra mig, hun åbner den, kigger tvivlende på det.
Så rækker hun det over mod min søster som for at spørge, hvad hun skal synes om det, og min søster ryster på hovedet.
– Det er ikke noget godt billede, siger min søster og rækker det tilbage til min mor, som kigger på mig.
– Nej, det er ikke rigtig godt. Jeg synes ikke rigtig, det ligner dig. Det er ikke sådan, vi kender dig.
Familien er kendetegnet ved det ene øjeblik at virke varme og interesserede for det næste øjeblik at lægge afstand, og det er noget af det, der gør det vanskelig for fortælleren at navigere i familiens fællesskab. Års psykoanalyse, men også udsagn fra personer, der har iagttaget familen udefra, som bakker hende op i hendes følelse af at være fremmed, gør hende i stand til at bryde med familien, som hun længe – måske aldrig – har følt sig som en del af. Og hun opdager, at også faren følte sig ensom i sin familie.
Og så er der nutidssporet. Her følger vi forfatteren under tilblivelsen af romanen. Vi får indblik i hendes betragtninger og refleksioner over det at skulle skrive sin egen historie, at udlevere sig selv og ikke mindst at udlevere andre. Vi følger med hende til Malaga og – nu kommer det – ind i de svenske skove, hvor hun tager til for at få fred til at skrive. Skoven giver dog mere angst end ro, og nu er det, mit forelskede hjerte igen begynder at kunne mærke Vibse og galopere lystigt. Flere steder, både i fortids- og nutidssporet, kan jeg spore den vrede, som ligger i Vibse også. Jeg forstår nu Vibse meget bedre, og jeg holder ikke mindre af hende – tværtom!
De seneste år har jeg slugt uanede mængder af autofiktion, og jeg har elsket det! Særligt Delphine de Vigans FREMRAGENDE ‘Alt må vige for natten’ (læs anmeldelse her) og Leonora Christina Skovs ‘Den, der lever stille’ (læs anmeldelse her).
Netop de to minder tematisk og kompositionsmæssigt om ‘Det samme og noget helt andet’. For alle tre gælder det, at en forælders dødsfald bliver igangsætter for tilbageblikket, skrivningen og refleksioner over det at skrive SANDHEDEN. Ligeledes gælder at de tre forfatterinder alle i deres romaner inddrager selve processen, hvilket er uhyre interessant.
Romanen er en lækkerbisken for alle os skabsforfattere, der gemmer sig bag blogs og har notesbøger liggende i skuffer og skabe og på loftet. Selvom Guldager ikke navngiver sin fortæller, er der ikke tvivl om, at hun skriver fra sig selv. Fortælleren nævner, at hun er forfatter til de værker, vi kender fra Guldagers egen hånd, og vi kommer på den måde med ind i forfatterens værksted, på forfatterskolen, Hald Hovedgård og til møder med redaktører. Og det er lækkert!
Frk. Borch anbefaler 