Anmeldelse :: Albert Camus ‘Pesten’

Skærmbillede 2020-04-30 kl. 09.22.38

Titel: ‘Pesten’
Forfatter: Albert Camus
Forlag: Gyldendal

2012 – 381 sider

Skærmbillede 2017-10-01 kl. 22.39.15


Ret hurtigt efter at skepsis blev til virkelighed, og COVID-19-pandemien en ny hverdag, begyndte det at vrimle med forslag til og anbefalinger af bøger med sygdomme og epidemier som omdrejningspunkt. Jeg gik i længere tid og debatterede lidt med mig selv om, hvorvidt det var klogt for en notorisk hypokonder og verdensmester i unødig bekymring som mig at kaste sig over de litterære beskrivelser af diverse gruopvækkende sygdomme og konsekvensen for de mennesker, der levede under epidemier. Jeg synes egentlig, at virkeligheden føltes ret meget som en ond fiktion i sig selv! Men jeg kunne ikke holde mig væk. Jeg startede med I.P. Jacobsens ‘Pesten i Bergamo’ (1881), som blev smerteligt aktuelt efter de hjerteskærende billeder af militærlastbiler, der fragter ligkister ud af netop Bergamo i april 2020. Med læsningen af den novelle opdagede jeg, at de litterære epidemier gav mig nogle fremtidsudsigter, som var konkrete (og gennemlevede – i fiktionen altså, men stadig) og det i modsætning  til alle de mange modsatrettede og for mig forvirrende og ukonkrete overskrifter i dagbladene med gisninger om fremtiden fra den ene, den anden og den tredje epidemiolog. Og så fik jeg blod på tanden og kastede mig over en af de helt store forfattere og nok den mest ikoniske bog om et omfattende sygdomsudbrud …

Jeg kender kun lidt til Camus. Jeg ved, han er filosof og eksistentialist, og jeg kender som oldtidskundskabslærer selvfølgelig hans lille bog om Sisyfos-myten. Bogen tager udgangspunkt i den græske myte om sagnkongen Sisyfos, der som straf for at sætte sig op mod gudernes vilje tvinges til i al evighed at skubbe en sten op af et bjerg, for derefter at se den rulle ned igen og starte forfra. Myten har oprindeligt haft et normativt formål, nemlig: SÆT DIG IKKE OP MOD GUDERNE, men Camus bruger den til at udfolde sine eksistensfilosofiske betragtninger om menneskelivet som absurd; livet er meningsløst, vores handlinger er meningsløse, men derfor er vi alligevel nødt til at handle. Den absurditet ser Camus også i Sisyfos-myten, og absurditeten og meningsløsheden er også et gennemgående tema i ‘Pesten’ fra 1947.

Tegninger: Rasmus Meisler

Romanens handling, hvis man overhovedet kan tale om en sådan, udspiller sig i den ellers ret søvnige og ucharmerende algierske havneby Oran. Og når jeg er trækker lidt på, om der er en handling som sådan, så er det, fordi der ikke er tale om en plotdrevet bog. Bogen kredser i stedet om en række personer og beskriver deres reaktioner og handlinger, da der pludselig dør rotter i tusindevis, og smitten spreder sig hurtigt til mennesker.

Om formiddagen d. 16. april, da doktor Bernard Rieux forlod sin konsultation, stødte han med foden mod en død rotte midt på trappeafsatsen. Først skubbede han dyret til side uden at tage sig af det og gik ned ad trappen. Men da han var kommet ud på gaden, slog det ham, at den rotte ikke havde noget at gøre der …

Orans indbyggere holdes i karantæne i byen i et forsøg på at inddæmme smitten. Der er vagter ved byportene, der sørger for, at ingen forlader byen, og denne indespærring synliggør forskellige reaktionsmønstre hos byens borgere. Vi præsenteres for et persongalleri, kun mænd, der alle er i den nære omgangskreds omkring Dr. Rieux, der er romanens hovedperson, og også mere end det (og så siger jeg ikke mere – ingen plotspoilers her).

Vi følger Rieux’ forsøg på at forstå sygdommen, behandle de syge og afprøve medicin, og forløbet og epidemiens faser, som Rieux og romanens øvrige personer gennemgår, ligner i meget høj grad det forløb, vi gennemlever med COVID-19; den indledende vantro, panikken (dog ingen scener med hamstring af gær og toiletpapir), frygt, handlekraft, afmagt, savn, desperation og håb. Og nogle sætninger og scener var skræmmende præcise.

De troede, at de var frie, men ingen er nogensinde frie, så længe der findes plager som denne.

Den første halvdel af romanen bestyrkede mig i min antagelse om, at det var rigtig godt at læse fiktive skildringer af konsekvenser af en epidemi. Jeg strøg lige igennem og understregede fede sætninger og lækre formuleringer, men så, omkring s. 222, indtræder desperationen og kaos for alvor. Dér er civilisationens tynde lag fernis godt slidt, og man begynder at ane afgrunden lige fremme. Og det gjorde ondt. For indtil da mindede Orans indbyggeres virkelighed med epidemien om min egen situation i lille Danmark i det herrens år 2020, og at se den genkendelige virkelighed udvikle sig i nærmest apokalyptisk retning var skrækindjagende; er det så dér, vi er på vej hen?!?!? (Det er vi ikke … lader det til!)


Romanen har en original og interessant fortællerkonstruktion, som jeg ikke vil afsløre alt for meget om, for det vil fortælleren heller ikke selv før romanens slutning. Men det er ikke en spoiler at sige, at det ender håbefuldt … eller hvad?

For mens Rieux lyttede til de lykkelige råb nede fra byen huskede han på, at denne glæde altid var truet. Han vidste, at hvad denne glade menneskemængde ikke vidste, at pestbacillen aldrig dør eller forsinder, at den kan sove i årevis i møbler og linned, at den afventer tålmodigt i værelser, kældre, kufferter, lommetørklæder og papirer, og at der måske vil komme en dag, hvor den, til menneskenes ulykke og belæring, vækker sine rotter igen og sender dem ud for at dø i en lykkelig by.

Ja. Og således opmuntret – her er Camus’ filosofi i en nøddeskal: hvordan skaber vi mennesker mening og finder lykke i al den meningsløshed og absurditet, der er en del af eksistensen?


Det ville være løgn at sige, at jeg nød hver side af ‘Pesten’. Det gjorde jeg på ingen måde, for der er nogle scener, der er så gennemgribende meningsløse, at de har brændt sig ind i min erindring og har bevirket, at jeg har måttet holde flere dages pause fra læsningen. Og det lyder jo ikke som en anbefaling, men jeg vil i dén grad anbefale den. Indholdet er fængende, sproget er præcis og nøgternt og alligevel smukt og fortællerkonstruktion interessant. Og de scener, der brændemærker dig – det er godt for dig, så du kan øve dig i at møde livets absurditeter med oprejst pande og blive ved med at skubbe den skide sten op ad bjerget. Held og lykke og hakuna matata!

Frk. Borch

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s