Hej. Jeg hedder Pernille, og jeg er polyamorøs …
… i hvert fald når det kommer til bøger! (Kys kys, Hr. Borch)
Jeg kan være i gang med den mest interessante, velskrevne og fængende bog, men alligvel tager jeg mig selv i at komme til at hive en anden ned fra reolen eller at komme til at gå i en bogbutik bare for lige at kigge lidt (med Dankortet klar til ACTION!) Når jeg taler med andre i bogkredse om det, kan det virkelig dele vandene: nogle er strengt monogame, mens andre er lidt mere letlevende – som mig selv. Og det er da heller ikke sikkert, at det er særligt smart at spille på flere heste, for det betyder også, at det sker, at jeg er i gang med en bog så længe, at jeg glemmer handlingsgangen og personerne, og så ender jeg typisk med aldrig at læse den. Ikke desto mindre fortsætter jeg ufortrødent mit skørlevned!
Lige nu læser jeg:
Jeg er omtrent halvvejs, og jeg er temmelig forvirret, men på en gode måde … tror jeg. I romanen møder vi en forfatter, der holder op med at beskæftige sig med fiktion. Hun holder op med at skrive, sælger alle sine bøger og ser ikke film.
I stedet gjorde jeg mit bedste for kun at beskæftige mig med virkeligheden, det faktisk forekommende, summen af kendsgerninger.
Efter afskeden med fiktionen og fokusskiftet til virkeligheden, bliver forfatterens blik skarpere: hun opdager flere elementer af virkeligheden og nyder på en anden måde samværet med sin 5 årige datter. Men fiktionen lurer lige om hjørnet, og en virkelig besynderlig historie dukker pludseligt frem om konsulenten Jacob van Zijl (!?)
Jeg ved ikke rigtig, hvor historien fører hen eller ender. Der er en masse katte, og på nogle måder minder romanen mig om Italo Calvinos ‘Hvis en vinternat en rejsende’ eller Murakamis ‘Trækopfuglens krønike’, hvor der også optræder en del katte, og hvor man som læser hele tiden er på gyngende grund og uforstående overfor, hvad der egentlig foregår. Men det er så finurligt og velskrevet, så jeg læser lystigt videre!
Og …
Sidste år spurgte jeg ud på den lokale Facebook-side, om ikke der var nogle, der var interesserede i at starte en litteraturklub – og det var der! Siden da har vi mødtes fire gange, og det er så hyggeligt og spændende at læse og tale om bøger med mennesker med helt forskellige baggrunde, jobs og aldre. Det er så interessant og skægt at høre, hvad de andre læser ind i bøgerne, og jeg nyder at mødes med dem hveranden måned.
Til næste møde læser vi Hallgrimur Helgasons ‘Kvinden ved 1000°’, som efterhånden har en del år på bagen.
Jeg er stadig ret tidligt i historien, men jøsses, den kommer hurtigt og godt fra land!
Den 80 årige Herbjørg Maria Bjørnsson, kaldet Hera, ligger i en garage med en gammel computer, har KOL og venter sådan set bare på at dø. Men mens hun venter på døden, følger vi hendes tanker og hendes erindringer om et langt og spændende liv – i skarp kontrast til det nutidige statiske liv. Og vi følger hendes eskapader på Facebook, hvor hun har en række profiler, som hun bl.a. bruger til at lokke sagesløse til at forelske sig i de personer, hun udgiver sig for at være – bare fordi!
Hera er ikke en hvilken som helst gammel dame, og hendes sprog er fandenivoldsk, og pointerne friske og virkelig sjove! Bogen var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2013, og jeg glæder mig virkelig meget til at diskutere den med litteraturklubben!
Nå ja, og så lige ….
Jeg bor i 3460 Birkerød ( *indsæt selv håndtegn*), og jeg kaster altid lange blikke efter den ‘store smadrekasse’, Ditlevsens egne ord, på Bistrupvej. En kæmpe stor og smuk hvid villa, hvor Tove Ditlevsen boede ‘de lykkelige år’ med Victor Andreasen fra 1955 til 1962. Jeg fantaserer om, hvordan hun har siddet i den villa med sine slanke ben over kors og røget smøger og hamret løs på sin skrivemaskine. I det hus skrev hun ‘Vilhelms værelse’, som er en af de bøger af Tove Ditlevsen, som jeg stadig har tilgode – lidt endnu.
I juleferien pløjede jeg mig igennem ‘Kærlig hilsen, Tove’ – en samling af Tove Ditlevsens breve til sin forlægger Mogens Knudsen, og i disse breve skriver hun bl.a. om sit arbejde med ‘Vilhelms værelse’, så nu skal det altså være. Jeg er gået i gang med den og blev virkelig overrasket over formen. Jeg troede, at det var en ‘almindelig’ Tove Ditlevsen-roman, men det er det ikke! Hun leger med fortællerinstansen på et ret original måde og med spring i tid og personer på en måde, der gør, at jeg ikke bare lige kan læse i den de der 20 minutter, inden hovedet rammer puden. Hovedet skal være frisk og have ro, og det er en sjældenhed! Og så tror jeg nok lige Rifbjerg og de andre ‘elitemodernister’ skal stikke piben ind, for det er sgu en modernistisk roman, Tove har begået der nå! Jeg MÅ læse den, så jeg kan fantasere videre om, hvad hun har tænkt og skrevet, mens hun sad der i smadrekassen med cigaretten i mundvigen.
Ja, og så er jeg altså også i gang med Mary Beards ‘SPQR’ om Roms historie, Stephen Frys ‘Heroes’ om græske helte og Agota Kristofs trilogi ‘Det store stilehæfte/Beviset/Den tredje løgn’.
Okay okay, jeg har måske lidt et problem … Men for mig er det rart at have gang i en masse, så jeg kan vælge det, der lige passer til dagens læseform. Og så har jeg altid gang i en lidt længere bog, som er dedikeret bil-bog, og som jeg, af gode grunde, hører som lydbog.
Men hvad synes du? Er jeg gal på den? Hvordan er dine læserutiner?
Frk. Borch anbefaler 
Jeg hylder dine læserutiner, frk. Borch – og deler dem langt hen ad vejen. More is more!
LikeLike