ANMELDELSE :: Siri Ranva Hjelm Jacobsen ‘Havbrevene’

Titel: ‘Havbrevene’
Forfatter: Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Lindhardt og Ringhof

2018 – 63 sider

Bogen kan købes her

---

Kære søster

Snart vil store skove igen vokse frem
i os, tykke og sorte af næring. Tænk
på det.

Tænk på, vi bliver den eneste lyd i verden.

Din,
A. 

‘Havbrevene’ er den smukkeste lille lyriske brevveksling mellem to søstre, to have. Storesøsteren Atlanterhavet med 180 millioner år på bagen og den 5 millioner år gamle lillesøster, Middelhavet. Det lyder måske sært – måske ligefrem komisk, men det er så smukt og rammende. Brevromanen skyller ind over læseren med en voldsom kraft!

De to søstre har en plan, og planen er den lille brevromans udgangspunkt, det første afsnit. Havene savner hinanden og vil være sammen igen og med deres øvrige søstre også. Ét stort hav, en “spejlkugle”, som de kalder det. Det er planen, og det går meget godt; De samler ‘krybenes vande’. Og hvem er så krybene? Dig og mig. Os – menneskene. Ubetydelige for et 180 millioner år gammelt hav – det er klart.

Atlanterhavet er den lidt kyniske og hårde storesøster, der stadig kan huske tiden, før landene splittede det store urhav i mindre have. Og hun har meget lidt tilovers for krybene:

De fylder mig hver dag
med noget væsenløst og fremmed, de propper det i
mig. 

Middelhavet derimod er den lidt tvivlende lillesøster, der faktisk holder af de levende eksistenser og nærer en dyb moderlig kærlighed over for den mytologiske skikkelse, Ikaros, der ifølge den græske myte styrter ned i hende, middelhavet, efter i et tankeløst overmod at have fløjet for tæt på solen med sine vinger af fjer og bivoks. Middelhavet bliver påvirket af menneskene og den strøm, der foregår over hende, og hun er bange for at blive ensom:

Jeg er så træt. Det er årstiden. Sommeren tærer på mig. Før var det ikke så slemt, men nu klatrer krybene så meget rundt på mig i deres bælge, alt for mange om én bælg. Jeg lytter til de synkende stimer. Hjernernes kliklyd, der gradvist stiger og så ebber ud. De står på bunden og duver med lunger, der spjætter af plankton og lyskrebs. Når ålene kommer, kigger jeg væk.

Av, lige i hjertekulen ikk’?

Siri Ranva Hjelm Jacobsen skriver fænomenalt, som det også ses af ovenstående citat. Så præcis og rammen, men alligevel sanseligt og rørende. Der er så mange lag, men det er ikke vanskeligt at læse.

---

Vi ved det godt. Vi mennesker flyver for tæt på solen, vi har været overmodige. Klimaforandringerne galoperer, det bliver varmere, polerne smelter, og havene stiger. Vi læser og hører om det hele tiden. I en grad, så man næsten bliver blind og døv for det.

Men Siri Ranva Hjelm Jacobsens lille brevroman fjerner sløret fra øjne og ører. Hun skriver om skabelse, klimaforandringer og flygtningestrømme fra havenes synsvinkel, og på den måde bliver det levende og virkeligt og rørende på ny. Det er virkelig en bedrift fra forfatterindens side at skabe en lille perle, 63 sider, læst på under én time, som brænder sig fast og bevæger i det omfang!

Læs den. Gør det. NU!

Du bliver ikke ensom, det lover jeg dig. Vi bliver en spejlkugle, et øje, en mor.

---