ANMELDELSE :: Donatella Di Pietrantonio ‘Pigen de sendte tilbage’

Pigen de sendte tilbage anmeldelse frk. Borch

TITEL: ‘Pigen de sendte tilbage’
FORFATTER: Donatella Di Pietrantonio
C&K FORLAG

2019 – 215 sider

Bogen kan købes her

Skærmbillede 2017-10-01 kl. 22.44.56


I læseåret 2017 var en af mine absolut største læseoplevelser Elena Ferrantes såkaldte ‘Napoli-romaner’; fire bøger, der følger de to veninder Lila og Elena fra barndom til alderdom, fra 40’erne til i dag, i det fattige og benhårde Napoli . Jeg ELSKEDE de romaner; familierne, det italienske temperament og miljøet. Så da jeg opdagede, at endnu en italiensk forfatterinde (uden at gå ind i diskussion om, hvorvidt der bag pseudonymet Ferrante gemmer sig en mand og/eller en kvinde …) nu udgives på dansk, drømte jeg mig fluks tilbage til stradonen og den syditalienske støv. 

Familie. Egentligt en underlig størrelse, hvis man tænker over det. Du har ikke valgt dem selv, men alligevel har de en enorm indflydelse på dig, hvem du er, og hvem du bliver.

‘Pigen de sendte tilbage’ er fortællingen om en 13-årig pige, der ved romanens begyndelse netop er blevet sendt tilbage til det, der viser sig at være hendes biologiske forældre efter at være blevet opfostret af et par, hun troede var hendes mor og far. Forvirringen og fortvivlelsen er naturligvis total, og det gør det ikke lettere for hende, at der er himmelvid forskel på de to familiers sammensætning, indkomst og miljø.

Hun er opvokset som enebarn i et rigt miljø i byen med god skole og ballet og bliver sendt ud på landet, hvor der ikke er mad på bordet hver dag, hvor hun må dele seng med søsteren Adriana, der tisser i sengen, og værelse med tre brødre … og øretæverne hænger løst.

Da hun lander hos sine biologiske forældre, afleveret af ham, hun egentlig troede, var hende far, har hun ikke andet med end en pose med sko. Hun føler sig fuldstændig fremmed og forladt, hvilket forfatterinden meget fint får frem ved at lade jeg-fortælleren omtale sin biologiske forældre  som ‘moren’, ‘faren’, ‘forældrene’, mens dem, hun kom fra, omtales som ‘min mor’, min far’, ‘mine forældre’. Alene med sproget ses afstanden og nærheden.

Pigen de sendte tilbage anmeldelse

Romanen fortælles retrospektivt af en jeg-fortæller, som undervejs kommer til syne og relaterer fortidens begivenheder til et nu og reflekterer over den situation, hun var i som et stort barn. Jeg blev ellevild, da jeg først gik i gang med romanen, for Ferrante bruger samme greb. Og jeg ved godt, at jeg på et eller andet tidspunkt i nærmeste fremtid skal holde op med at måle alle italienske forfattere op mod Ferrante, men det er bare så ærgerligt, at vi i denne roman aldrig når til nutidsplanet. Jeg ville så gerne have hørt mere om forholdet mellem de to søstre nu, om forholdet til de to mødre, og jeg synes også, vi lidt bliver lovet det undervejs – der skabes en suspense, som aldrig indfries, og det skuffede mig meget.

Jeg var moderløs med to levende mødre. En havde givet mig væk, mens jeg stadig havde smagen af hendes mælk på tungen, en anden havde leveret mig tilbage, da jeg var tretten. Jeg var et barn af adskillelse, af falsk eller fortiet slægtskab, af afstand. Jeg vidste ikke længere, hvor jeg stammede fra. Selv den dag i dag ved jeg det i grunden ikke.

For mig bliver det derfor en lidt uforløst læseoplevelse, for svaret på det, som romanen egentligt bygger op til: HVORFOR BLEV HUN SENDT TILBAGE, er ligesom ikke rigtig stort nok til at kunne bære. Desværre!

Når det er sagt, er det en fin lille roman om barndom, arv og miljø med et persongalleri, man kommer til at holde af. Og det var en lækker tur tilbage til Italien.

Skulle du have lyst til at kaste dig over italiensk litteratur, er her et lille overblik over romaner fra støvlelandet, som jeg varmt kan anbefale:

Pigen de sendte tilbage anmeldelse italiensk litteratur

  • Elena Ferrante: ‘Min geniale veninde’, ‘Historien om et nyt navn’, ‘Dem, der flygter og dem, der bliver’ og ‘Det forsvunde barn’ – de såkaldte Napoli-romaner ingen over og ingen ved siden af! Hun har inden da også udgivet romanerne ‘Forladte dage’, ‘Dukken, der blev væk’ og ‘Besværende kærlighed.
  • Domenico Starnone: ‘Drilleri’ og ‘Bånd’ – muligvis manden bag Ferrante!
  • Italo Calvino: ‘Hr. Palomar’, ‘Hvis en vinternat en rejsende’, ‘Vore forfædre’, ‘De kosmikomiske historier’, ‘De usynlige byer’.

God læselyst!


Frk. Borch

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s