ANMELDELSE :: Pénélope Bagieu ‘Skamløs’

k.jpg

TITEL: ‘Skamløs’
FORFATTER: Pénélope Bagieu
FORLAGET COBOLT

2018 – 144 sider

Bogen kan købes her

Skærmbillede 2017-10-01 kl. 22.39.15


Okay … nu lægger jeg mig bare fladt ned og kommer med en indrømmelse:

Jeg har muligvis i fortiden måske eventuelt haft en lille flygtig tanke om, at tegneserier ikke rigtigt var værd at beskæftige sig med. UNDSKYLD – sluk faklerne og læg høtyvene, for jeg er heldigvis kommet på bedre tanker!

For flere år siden så jeg i det hedengangne program ‘Smagsdommerne’ på DR2 de tre smagsdommere tale om og anbefale bogen ‘Asterios Polyp’ – en graphic novel af David Mazzucchelli om arkitekten med det mundrette navn Asterios Polyp, der bag den succesfulde facade er i en dyb livskrise.

img_7154.jpg

Jeg læste den, og det værk fik mig overbevist om, at tegneserieformatet eller graphic novels, som nok er en mere korrekt genreangivelse i dette tilfælde, har enorm værdi. Formatet har flere tangenter at spille på end den skrevne litteratur, fordi de rigtig dygtige tegnere kan fortælle så meget og skabe så stor dybe alene i måden, eksempelvis personer er tegnet på. Sproget bliver overflødigt – tegningerne taler for sig selv. Asterios er en kantet fyr, hans talebobler er firkantede og hans tale er skrevet med VERSALER, mens de øvrige personer, særligt kvinderne, er tegnet mere runde og deres dialog i en blødere skrifttype:

img_7156.jpg

Dette giver en dybde i persontegningen, og jeg faldt helt på halen over det!


Det samme gælder den franske tegner Pénélope Bagieus ‘ Skamløs’!

Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvilken genreboks jeg skal komme den i. Der er tale om tegnede portrætter af 15 historiske kvinders livshistorier, så der er ikke tale om én fortløbende handling – grafiske portrætter måske? Og vi kommer vidt omkring både i tid og sted – fra Agnodike, gynækolog, Athen 4. årh. f. Kr., til Tove Jansson, Mummi-mor, Finland, 20. årh., og med pitstop undervejs i bl.a. Afrika, Sydamerika, Australien og USA. Fælles for alle kvinderne er imidlertid, at de ikke følger tidens normer, hvis det ikke passer dem. Og det gør det ikke – derfor blev de i tiden anset for at være skamløse.

img_7122.jpg

Bogen er en intelligent skildring af, hvordan 15 kvinder trodser deres egen tid, normerne og patriarkiet, for at være dem, de er. Det lyder måske banalt, men det er rørende og virkelig interessant læsning, og jeg blev meget klogere undervejs i læsningen. Jeg kendte  Josephine Baker af navn, men jeg var ikke vidende om, at hun var modstandskvinde under 2. verdenskrig. Og flere af de portrætterede kvinder kendte jeg ikke, før jeg læste bogen.


Sideløbende med  beskrivelsen af de hårdtslående og standhaftige kvinder, har Bagieu en virkelig morsom åre også. Det er en hårfin balance ikke at ende i en karikatur, men Bagieu falder ikke i. Hendes humor er bare med til at gøre kvindernes historie endnu mere levende og vedkommende! img_7121.jpg


Ud over at være intelligent og sjov, er bogen også utrolig smuk! De 15 portrætter varierer i længde, men fælles for dem alle er, at de afsluttes med en tegning, der fylder en dobbeltside i bogen. Tegningen destillerer den pågældende kvindes liv, og de er så smukke, at jeg ville ønske, man kunne skalere dem op og hænge dem på væggen (oplagt som merchandise – ideen er hermed givet videre.)

skamloes-side-082-83-p.jpg


Man kunne godt have forestillet sig en ‘almindelig’ portrætbog med beskrivelse af disse kvinder, men det ville på ingen måde have samme gennemslagskraft som disse tegnede portrætter. Kvinderne og deres historier bliver virkelig levende i med Bagieus skarpe pen, og der er tale om mere end bare underholdning og smukke tegninger. Bogen giver stof til eftertanke, vigtig viden om fortidens store kvindeskikkelser og en knyttet næve i sympati med kvinder i dag.


Frk. Borch

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s