ANMELDELSE :: Monica Isakstuen ‘Vær god ved dyrene’

TITEL: ‘Vær god ved dyrene’
FORFATTER: Monica Isakstuen
FORLAGET GLADIATOR

Bogen kan købes her

2018 – 214 sider

---

Er det bare mig og mit ekkokammer, eller fylder MODEREN med alt, hvad deraf følger, mere og mere i mediebilledet og i litteraturen?

Følger du med her på bloggen eller på Instagram, har du nok opdaget, at jeg er blevet mor for anden gang for et halvt års tid siden. Derfor er min ammehjerne og jeg nok også særligt modtagelige over for alt, hvad der handler om at blive og at være mor. Vi har blandt andet opsnappet podcast-serien ‘Jeg er mor’, radioprogrammet ‘Kejser på p1’  og masser af skønlitteratur beskæftiger sig med graviditet og moderrollen – på godt og ondt. For det at blive mor er ikke kun ensbetydende med at svæve på en sky af babypudder og babylatter; for rigtig, rigtig mange (de fleste?) er det at blive mor et omfattende identitetsarbejde fyldt med komplekse følelser af total lykke og absolut mening kombineret med sorg over tabet af frihed og af den, du var, før du var MOR. Og den moderne litteratur skildrer netop dette. Flere forfattere skildrer mødre, der har det rigtig svært i moderrollen – nogle magter det faktisk slet ikke – læs f.eks. mine skriblerier om  onde mødre i litteraturen.

Der åbnes altså, set med mine trætte øjne, mere og mere op for denne sammensatte og ærlige skildring af det at blive og være mor. Og i norske Monica Isakstuens roman ‘Vær god ved dyrene’ møder vi også en mor, der, efter en skilsmisse, graver dybt i moderrollen og i sig selv.

Nå, men det er vel efterhånden ved at være mit trademark dels at læse bøger med en jeg-fortæller dels at læse bøger, der holder dit stakkels lille forsvarsløse hjerte i sin hule hånd, og som langsomt, men sikkert kvaser det! Og ‘Vær god ved dyrene’ er ingen undtagelse.

‘Vær god ved dyrene’ er ikke som sådan en plotdrevet bog. Der er en ganske enkel handlingstråd, der ganske kort kan skitseres således:

Karen er nyligt fraskilt fra sin datter Annas far, og tiden nærmer sig for den første jul som skilsmissefamilie.

Men plottet er ikke det interessante, og bogen er heller ikke skrevet som én lang sammenhængende kronologisk fortælling. I stedet består den af en række korte sekvenser, fra én linje til halvanden side, der veksler mellem af være flashbacks til tiden før skilsmissen: graviditeten, Annas fødsel, dagligdagen som familie på tre, forholdet med eksmanden, til mere generelle betragtninger om dyr, tårer, fabler om Kong Salomon og refleksioner over det at blive og være mor.

Bogen indledes med beskrivelsen af Annas fødsel, og hvordan Karen allerede her er i gang med at omkalfatre opfattelsen af sig selv – også i relation til andre:

Anna blev født under juleudsalget i Christiania GlasMagasin. Da min mor besøgte os på hospitalet, var hun synligt stolt af den gave, hun havde med, den kom dansende foran hende over dørtærsklen: et dusin julekugler, som hang frit i luften. Hun blev stående midt på gulvet, mens jeg ammede. Se, hvad jeg har med til dig, min guldklump, sagde hun, og i et kort øjeblik misforstod jeg, hvem hun talte til.

Karen er allerede her i gang med at forstå, at der er sket en forskydning. Hun er datteren, men endnu mere er hun nu moren til barnebarnet, og mormoren kiler sig ind mellem Anna og Karen og har mere end almindeligt svært ved at finde sin rolle som mormor – ikke mor. Dette er også et spor, der forfølges i romanen, ligesom Karen også får et andet blik på sin egen mormor.

Fordi fortællingen ikke er drevet frem af et plot, må vi som læsere hele tiden forsøge at stykke kronologien og Karens fortid sammen, og det gør, at man drøner lige igennem bogen, selvom man ikke læser efter plottet. Vi finder ud af, at det er hende, der er gået fra manden, vi får løbende et indblik i møderne og aftalerne i Statsforvaltningen, og vi opdager mere og mere om Karens forhold til sin egen mor og mormor, ligesom vi også præsenteres for, hvordan Karens omgivelser reagerer på skilsmissen og det, at Anna nu er delebarn:

Jamen, du er faktisk også ret heldig, siger min veninde. Småbørnsmor med tid til sig selv, hvor mange af os har dét, ligesom. 

Men sådan føler Karen det ikke. Langt fra. Bogen er en granskning af sorgen efter skilsmissen og savnet af datteren hveranden uge. Og dette kommer ikke til udtryk ved lange følsomme, psykologiske udredninger, men i stedet skildres det på fineste vis gennem netop samtaler, Karen har med sin omgangskreds, beskrivelser af hvordan forskellige dyr lever med og uden deres unger og refleksioner over, hvordan sproget ændrer sig efter skilsmissen:

Tilknytning siger jeg, Gensynsglæde eller glasblik, når jeg henter hende i børnehaven. Separationsangst, når hun skal til sin far og måske til mig, jeg ved det ikke, samarbejde siger jeg også, og fælles regler, og kontinuitet, og alderstilpasset kontaktflade, og jeg lover mig selv, at jeg skal huske at slå det op, når alt dette er overstået, hvis det nogensinde går over, hvad disse ord og begreber egentlig betyder. 

---

“Vær god ved dyrene” er en virkelig stærk bog, der rammer hovedet på sømmet i forhold til moderrollens kompleksitet. Den er velskrevet og velkomponeret, og den har da også vundet den prestigefyldte norske litteraturpris, Brageprisen, for årets bedste roman i 2016.

---

Har du lyst til at udforske andre litterære skildringer af moderrollen, gode som mindre gode, kan jeg anbefale:

• Maja Lucas: Mor
• Leonora Christina Skov: Den, der lever stille
• Vita Andersen: Indigo
• Niels Frederik Dahl: Mor om natten
• Delphine de Vigan: Alt må vige for natten

 

God fornøjelse 

---