Titel: ‘Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe’
Forfatter: Agnès Martin-Lugand
Politikens Forlag
Bogen kan købes her
2018 – 184 sider
Nærværende blog hedder, som du måske har opdaget, ‘Frk. Borch anbefaler’. Det gør den, fordi jeg normalt kun anmelder bøger, som jeg mener, at alle bør læse. Denne anmeldelse bliver derfor noget atypisk. Jeg vil nemlig anmelde en bog, som jeg ikke vil anbefale. Faktisk overhovedet ikke! Den franske forfatterinde Agnès Martin-Lugand er sikkert et dejligt menneske og god mod dyr, men hun er altså ikke nogen stor forfatter!
Da jeg så efterårskataloget fra Politikens Forlag blev jeg med det samme total fortryllet af titlen på denne bog: ‘LYKKELIGE MENNESKER LÆSER OG DRIKKER KAFFE’. Ja mand! Jeg tænkte: åh hurra, en roman om læsningens og ikke mindst kaffens glæder! Jeg forventede en roman, der beskæftigede sig med nogle grundlæggende filosofiske spørgsmål; Hvordan finder man ro med sig selv? Hvordan finder man lykke i de små ting? Hvad er lykke osv. osv. osv. Jeg blev slemt skuffet. Ikke alene blev mine forventninger på ingen måde indfriet, men såvel plot som sprog halter gevaldigt i denne roman. Og hvorfor så anmelde den? Jo, det skal jeg fortælle dig ….
Men først et lille rids over handlingsgangen:
Vi kommer ind i historien et år efter, at jeg-fortælleren Diane har mistet sin mand og sin lille datter i et biluheld. Diane, der ellers har levet et skønt liv i Paris med mand, barn og som ejer af en bogcafé med navnet ‘Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe’ (det lyder helt sikkert smukkere på fransk!) lammes fuldstændigt af sorgen og falder ned i et bundløst sort hul. Hun brænder alle broer og flygter til Irland (af alle steder) for at komme væk fra det hele. Her møder hun fotografen Edward som ud over at være pisse sur også er lidt af et røvhul. Alletiders fyr forstås. De to bliver imidlertid ved at støde ind i hinanden … og så skal jeg ikke afsløre mere (… men du kan godt regne ud, hvad der sker i store træk, hvis du har set bare et minimum af romantiske film).
Nå, jeg kunne næsten ikke engang skitsere handlingen uden at lyde sur, men faktisk er romanens grundidé på ingen måde ikke dum.
Granskningen af, hvad sker der i og med et menneske, når det er ude for en altfortærende sorg, er fængende også i en litterær sammenhæng. Og det kan behandles så utroligt fint. Her tænker jeg særligt på Naja Marie Aidts ‘har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage’, hvori hun angriber sorgen fra alle tænkelig vinkler gennem sproget og forskellige litterære genrer. Den bog tager fuldstændigt pusten fra en, fordi den på fineste vis viser os, at sorg ikke er én ting, men et stort fragmenteret kaos, og den ville ikke forklare os noget, men lade os erfare det selv.
‘Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe’ gør dog noget helt andet. Den opregner alle klicheer, man overhovedet kan komme i tanke om såvel i indhold som form. Nu, jeg tænker over det, ville bogen faktisk fungere ganske glimrende som drukspil: Ned med et shot Fernet Branca ved hver kliche – av, en hovepine!
Helt slemt bliver da, da Diane kommer til Irland: hun bor i en hytte ved vandet, det regner og blæser hele tiden, hendes udlejere er et sødt og hjertevarmt ældre par, og så er der den sure, mørke og mystiske, men vældig smækre nabo Edward, som er total utilnærmelig og hader Diane fra første minut – hvorfor er temmelig uklart dog?!? Men Edward fatter pludselig sympati for Diane; Bling, som et trylleslag inviterer han hende med på tur, aer hende på kinden og ja, kysser hende, og hendes reaktion har vi set i alle romantiske film:
I halvmørket lod jeg mine fingre glide hen over mine læber. Jeg ville så gerne have mærket hans læber mod mine igen.
HEP – ned med Fernet Branca’en!
Romanen er altså fortalt af jeg-fortælleren Diane, og selvom jeg knuselsker jeg-fortællere, så er det på ingen måde en formildende omstændighed ved denne bog. For Diane er faktisk ikke særlig elskelig. Generelt er personerne i romanen omtrent af samme dybde som en pandekage (de almindelige – ikke de amerikanske). De er totalt uvedkommende, og deres handlinger bliver utroværdige, fordi vi overhovedet ikke lærer dem at kende.
Diane er ydermere en jeg-fortæller der udpensler ALT. Vi som læsere behøver ikke rigtigt bruge indersiden af hovedet, fordi forfatteren sørger for, at Diane forklarer os alle grunde til, at hun gør og tænker, som hun gør – her f.eks. fra hendes første møde med Edward:
Den omtalte nevø stod ud af bilen. Hans hårde ansigt og hånlige mine indgød mig ikke ligefrem sympati.
No shit, Sherlock? Ud over at være virkelig kluntet sprog er det også bare dårligt skrevet. Det kan gøres så meget finere. Hvad med at beskrive Edward grundigt, så vi som læsere helt selv kan tænke os til, at han måske ikke lige er den type, man krammer ved første møde?
Sproget er i det hele taget ret ubehjælpsomt, og jeg tror ikke, man skal klandre den stakkels oversætter. Dialogen er stiv og utroværdig, som her, hvor Diane fortæller sine forældre, at hun rejser:
“Jeg er klar til at rejse.”
“Dit evige omkvæd! Skat, det er din datter, hun vil stadig rejse.”
En stol skrabede mod flisegulvet, og min far tog røret.
“Hør her, min pige, kom og tilbring nogle dage hos os, det vil hjælpe dig med at løsne tankerne” (sic!)
“Far, der nytter ikke noget, Jeg rejser i morgen. I har stadig ikke forstået, at jeg ikke vil hjem og bo hos jer. Jeg er en stor pige på toogtredive år – så bor man ikke længere hjemme hos sine forældre.”
“Du har aldrig kunnet finde ud af at gøre noget selv. Du har brug for nogen til at vejlede dig, du er ude af stand til at fuldføre noget.” (…)
- Hvem taler sådan?!
- Hvem siger ‘løsne tankerne’?!
Som I måske kan fornemme, er det her, efter min mening, en dårlig bog. Faktisk en virkelig dårligt bog, men jeg kan godt lide titlen, som bare heller ikke rigtig giver mening i forhold til indholdet. Der er ingen, der læser, men de ryger masser af cigaretter og drikker naturligvis Guinness (hep, endnu en kliche – skål!), så det er ganske enkelt bare titlen på den bogcafe, hvor handlingen ikke finder sted?! Arhmen, for f*****!
Hvorfor så anmelde en bog, der ikke er god? Fordi jeg, mens jeg læste dem, fik skærpet mit blik på, hvad god litteratur er, og hvad rigtig gode forfattere kan. Når jeg læser bøger, vil jeg gerne møde personer, der er nuancerede og troværdige. Og jeg vil gerne kunne fornemme og forstå dem, det, de gør og tænker. Og jeg vil gerne have en historie, der er original og gennemtænkt, og som dvæler og viser frem for at doktrinere og forklare! Så hvis du trænger til en lille reminder om, hvad god litteratur er og kan, så skal du læse “Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe’ … eller bare de første ti sider og så et shot Fernet Branca.
Hvad er god litteratur for dig?
Frk. Borch anbefaler 
One thought on “Anmeldelse :: Agnès Martin-Lugand ‘Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe’”