Årets Louisiana Literature løber af stablen fra 23. til 26. august. D. 23. august fylder jeg flotte 35 år, og jeg ville afsindigt gerne bruge min fødselsdagsweekend på at nørde litteratur og være starstruck over forfattere fra ind- og udland. Men i år er der en lille fyr på bare én måned, som jeg meget hellere vil være sammen med. I skal nu alligevel ikke snydes for min top 3 over de forfattere (plus det løse), som jeg ville satse hele butikken på at opleve, hvis jeg skulle afsted til Humlebæk i år.
I give to you:
Frk. Borchs top 3 (+ det løse) over arrangementer,
man bør opleve på årets Louisiana Literature!
Først og fremmest: Det er et helt utroligt imponerende program, Louisiana Literature har præsenteret i år, og selv hvis man ikke kender nogle af de forfattere, der gæster museet i weekenden, kan jeg virkelig anbefale en tur til Humlebæk under alle omstændigheder. Museet ligger i de smukkeste omgivelser, og en del af de programsatte events foregår på scener udenfor med direkte udsigt over Øresund. Man kan gå til og fra, som man vil, sidde på tæpper på græsset og nyde naturen og litteraturen. Jeg ville sammensætte mit program således:
1. DELPHINE DE VIGAN
Sidste års absolut største læseoplevelse for mig var den franske forfatterinde Delphine de Vigans roman “Alt må vige for natten”. Romanen er Vigans egen granskning af sin mors liv; et liv levet næsten udelukkende i modvind og med en tragisk slutning. Samtidig med, at Vigan undersøger moderens liv og opruller sin egen families temmelig dystre historie, reflekterer hun over det overhovedet at forsøge at skrive sandheden om netop sin mor og sin familie. Denne vekslen mellem den fortløbende beskrivelse af moderens liv og forfatterindens egen barndom og ungdom kombineret med de mere essayistiske afsnit om skrivegerningen er så original og afsindigt fængende og interessant. Jeg blev total blæst bagover af den bog, og jeg læste fluks alt andet, hun havde skrevet – du kan læse mine anmeldelser af hele Vigans værk her.
Det, der er særligt interessant ved Vigans forfatterskab, er, at hun gennem hele sit værk leger med og reflekterer over forholdet og grænsen mellem fakta og fiktion. Og jeg kunne forestille mig, at interviews’ne på Louisina Literature også kommer til at kredse om netop dette. Hvis det har interesse, så start med at læse “Alt må vige for natten”, og find Vigan på Parkscenen fredag d. 24.08. kl. 13.00 og lørdag d. 25.08. kl. 12.00.
Vigans seneste roman “De loyale” er netop udkommet på dansk. Den har jeg endnu tilgode – og jeg GLÆDER mig!
2. DOMENICO STARNONE
En anden af de helt store læseoplevelser i 2017 var italienske Elena Ferrantes Napoli-romaner. En serie i fire bind om veninderne Elena og Lina, deres barndom, ungdom, voksenliv og alderdom i og omkring Napoli. Det er på alle måder et stort værk, som jeg på det varmeste vil anbefale ALLE at læse.
Værket er interessant i sig selv, men det har også fået stor opmærksomhed, fordi forfatternavnet ‘Elena Ferrante’ er et pseudonym, og det er endnu uvidst, hvem der gemmer sig bag pseudonymet. MEN! Igen og igen er den italienske og NAPOLITANSKE forfatter Domenico Starnone og dennes hustru Anita Raja blevet koblet sammen med Napoli-romanerne som de mulige genier bag Ferrante-feberen. Og netop Domenico Starnone gæster årets Louisiana Literature .. og hvem ved, om hans hustru også deltager på sidelinjen?
Starnone har udgivet en række bøger i hjemlandet Italien og vundet flere priser, men romanen ‘Drilleri’ er den første, der er oversat til og udkommet på dansk i maj måned i år.
Bogen handler om den aldrende kunstner Daniele Mallarico, der modvilligt går med til at se efter sit 4 årige barnebarn, Mario, mens forældrene er på konference. Og sammen med den lille dreng bliver Daniele klogere på sig selv. For samværet med Mario fremtvinger erkendelser, som er nye og ubehagelige for Daniele, og som får ham til at vakle; for har han nu levet det liv, han ønskede sig? Er han overhovedet den, han troede? Du kan læse min fulde anmeldelse her.
Både Starnone og hustruen har indtil videre nægtet at tale om, hvorvidt de står bag Elena Ferrante, så jeg kan ikke forestille mig, at der kommer nye udtalelser på den front. Men Starnones værk er interessant i sig selv, så jeg ville bestemt satse på at opleve ham på i Koncertsalen d. 23.08. kl. 19.30 eller på Parkscenen d. 25.08. kl. 16.00.
Og d. 23.08. udkommer endnu en roman af forfatteren på dansk – “Bånd”.
3. VITA ANDERSEN
Vita Andersen er nok især kendt for digtsamlingen “Tryghedsnarkomaner”, som udkom i 1977 og var Andersens debut. Siden har hun udgivet mange digtsamlinger og romaner, senest den selvbiografiske “Indigo” om Andersens egen barndom med en mor, der mildest talt ikke magter at være mor … eller menneske i det hele taget.
“Indigo” er en helt afsindigt barsk roman at læse. Vi følger barnet Vita gennem en barndom med modhager, og den voksne Vita Andersen blander sig ikke. Vi får alt serveret gennem barnets øjne og logik eller mangel på samme, og det er meget effektfuldt. Du kan læse min anmeldelse i mit tema om onde mødre i litteraturen.
Siden jeg læste “Indigo”, har jeg hørt og læst flere interviews med Vita Andersen, og det er lige så gribende og hjerteskærende som selve romanen. For det er tydeligt, at forfatterinden er meget påvirket af sin barndom, og hendes betragtninger over, hvordan og hvad et barn husker og glemmer, og hvordan hun har omformet dette til litteratur, er virkelig interessante. Du kan opleve Vita Andersen i samtale med Nanna Mogensen d. 26.08. kl. 15.45 i Koncertsalen.
… OG NU TIL DET LØSE
I virkeligheden kan man vandre rundt på Louisiana hele weekenden og suge til sig, men jeg ville planlægge min vandring på denne måde:
23.08.
Kl. 19.00 læser irske Sally Rooney op på Vestscenen. Jeg har læst hendes debutroman “Samtaler med venner”, som igen og igen bliver sammenlignet med kultromanen “Bonjour tristesse” af Francoise Sagan. Jeg var ikke helt solgt, men jeg ville alligevel lige hoppe forbi og se giraffen! Og oplæsninger af forfatteren selv er som regel fantastiske.
24.08
Kl. 13.30 læser Leonora Christina Skov op på Villascenen. Hun er i den grad slået bredt igennem med sin seneste selvbiografiske roman “Den, der lever stille”, som du kan læse min anmeldelse af her. Jeg har hørt LCS tale om og læse op fra romanen ved flere lejligheder, og det er altid med samme nerve og engagement, så det ville jeg ikke gå glip af.
Kl. 20.00 kan man opleve Kim Leine i samtale med Jesper Wung-Sung på Vestscenen. Jeg må med skam melde, at jeg endnu har Wung-Sungs seneste roman “En anden gren” tilgode, men jeg har læst “Kalak” af Kim Leine med stor fornøjelse. Desuden har jeg oplevet Wung-Sung på Litt fest Rudersdal, og det var meget interessant at høre, hvor meget af romanen der faktisk har grobund i virkeligheden.
25.08
Kl. 15.15 læser Thomas Korsgaard op på Villascenen. Korsgaards debutroman “Hvis der skulle komme et menneske forbi” udkom i foråret 2017 og i år kom efterfølgeren “En dag vil vi grine af det”. Jeg har slugt begge romaner på én dag, og jeg har hørt Korsgaard fortælle om romanerne på Litt fest Rudersdal, og jeg ville ikke snyde mig selv for at opleve ham igen!
26.08
Kl. 13.30 læser Katrine Marie Guldager op på Villascenen. Jeg har læst en stor del af Guldagers ret omfangsrige værk – senest hendes fremragende lille roman “Bjørnen”, som du kan læse min anmeldelse af her. Jeg har endnu tilgode at se Guldager live in action, så jeg er pænt ærgerligt over at gå glip af hende endnu engang.
Det kan kun blive en fabelagtig weekend i Humlebæk.