Titel: ‘Bjørnen’
Forfatter: Katrine Marie Guldager
Gyldendal
Bogen kan købes her
2018 – 173 sider
Døden er ikke at elske
En af de der dage … barnet skriger dig ind i hovedet, fra han slår øjnene op, mælken er sur (fordi du har glemt den på køkkenbordet aftenen før), du har kun én kontaktlinse tilbage (og den passer selvfølgelig til det gode øje), og lige som du endelig er klar til at gå ud ad døren, HAMRER du din lilletå ind i bordbenet … bild mig ikke ind, at du ikke har lyst til at flygte/slå nogen ihjel?
Sådan en uge (!) har Vibse – bare værre.
Ved første øjekast ligner Katrine Marie Guldagers nyeste roman ‘Bjørnen’ en lille let sag: 173 sider, lækkert lille lommeformat, softcover og en bagsidetekst, der afslører, at det handler om den midaldrende Vibses flugt til familiens svenske ødegård, da datteren Laura flytter hjemmefra – ja, og så var bogen ovenikøbet ret billig (hilsen vestjyden). Og ‘Bjørnen’ er da også læst på en eftermiddag, men det er på ingen måde en lille bog! Bogen handler om døden, sorg, skam, VREDE, tvivl, angst og om at turde at stirre selv sig lige ind i fjæset, selvom det ikke nødvendigvis er et kønt syn. Og så er det, trods de tunge temaer, en virkelig sjov bog!
Jeg har læst en del af Katrine Marie Guldager, særligt hendes noveller; jeg er dansklærer i gymnasieskolen – det står stort set i jobbeskrivelsen. MEN: jeg gør det også gerne, for Guldager kan altså noget særligt, som også gør hende velegnet som pensum i danskundervisningen. For Guldager fremskriver de kæmpe store eksistentielle grundvilkår i et hverdagsligt sprog, i ret korte handlingsforløb og på en måde, så man kan få helt store diskussioner med de helt små, søde 1.g’ere – og det er altså en bedrift!
Og med ‘Bjørnen’ skuffer Guldager ikke.
Handlingen strækker sig over sølle 11 dage, hvor vi følger jeg-fortælleren Vibse, som er skide pissehamrende out of this world V R E D! Mandag er Vibse blevet fyret fra sit job som gymnasielærer (jeg forestiller mig, hun også er dansklærer, men det kommer jeg tilbage til). Om torsdagen flytter hendes datter Laura hjemmefra, hvilket Vibse har det meget svært med, og da hendes mand Bent forsøger at trøste hende, ender det i et kæmpe skænderi. Fredag kører Vibse til Sverige mod famliens ødegård i Värmland.
Det er vigtigt ikke at lade Laura mærke noget, Hun gør jo ikke noget forkert. Det er ikke hendes skyld, at mit hjerte ter sig sådan. Bent kom ud og dunkede mig på skulderen, som om jeg var en gammel militærkammerat. En fucking fiskemakker. Jeg kunne have slået ham.
Dagen efter havde vi så skænderiet. Jeg snuppede bilnøglen fra krogen, det var dråben.
Vibse er et par dage i ødegården, indtil en storm efterlader hende uden strøm. Vibse begiver sig herefter ud i den svenske skov for at gå til nærmeste nabo og låne telefonen. Hun farer imidlertid vild i skoven, og som dansklærer ved man godt, hvad klokken er slået, når man farer vild i en skov. Lur mig, om ikke Vibse indser en ting eller to om sig selv, men hun står også ansigt til ansigt med en vaskeægte skandinavisk brunbjørn.
Vreden anslås som tema allerede i ovenstående citat fra bogens anden side, men hvad er hun så vred over? Først skal det nævnes, at Bent slet ikke hedder Bent:
Bent hedder i virkeligheden ikke Bent, han hedder Lars. Taxa-Bent er noget, jeg kalder ham, når hans hår er blevet for langt. Så ligner det bonghår. Fra et discoshow i 70’erne. Lars er ingeniør. Han er på alle måder en god mand. Han er. På alle måder. Men det sker, at håret blivet for langt. Bent er noget, jeg kalder ham. Som straf.
Men hvorfor er Vibse så vred på Bent, at hun må straffe ham? Det er Vibse faktisk også selv lidt tvivl om, og Vibses egne betragtninger over forholdet til Bent og Bents forbrydelse er kostelige. Jeg tillader mig at liste op:
- Bent har ikke noget imod, at hun vejer fem kilo for meget = IKKE TIL AT HOLDE UD!
- Bent skriver beskeder som: ‘Jeg tager mig af hjemmefronten – tænk ikke på det!’ = KÆMPE IDIOT!
- Bent forsøger at få Vibse til at fokusere på det positive = IKKE TIL AT HOLDE UD!
- Bent er ingeniør = DØD. Vibse overvejer at skrive en håndbog: ‘Hvordan man elsker en ingeniør’ eller ’10 grunde til at elske en ingeniør’ med indledningen: “Hvis du har været så heldig at finde dig en ingeniør, så fortvivl ikke, hvis du af og til tænker, at han er en slags træmand eller slet og ret: en levende død.’
Jeg vil virkelig gerne være venner med Vibse, for jeg morede mig simpelthen sådan sammen med hende, men Vibse har det svært med veninder og med kvinder i det hele taget, fordi de altså oplever og føler så utrolig meget, så det bliver nok ikke til noget …
Og som man måske kan ane, er Vibse en kvinde, der har det ret så svært med følelser. For hvordan håndterer man, at ens datter, ens ét og alt, har forladt reden, og man er over halvvejs i livet – man har ‘fuldbyrdet sit liv’, som Vibse beskriver det? Vibse regerer ved at pakke alle følelser væk, bortset fra vreden, som hun lader løbe vildt og ramme bredt – men særligt stakkels Bent.
Laura var fem år dengang, det lille siv, altid blå læber og glasagtigt hud. Jeg kan næsten høre hende nu, høre hende komme løbende over mod laden. Skal vi lege? Vil du med ned til søen? Har du set min frø? Som overbelyst billede. Rød kjole. Sommerfuglevinger.
Men jeg må ikke tænke på den slags nu. Jeg må tage det i små bidder. Jeg må ikke blive sentimental. Ikke blive sentimental.
Vreden bliver imidlertid en katalysator for Vibse, der gør, at hun kommer ud af den svenske skov med mere end bare vrede og en helveds masse myggestik.
Det er ingen hemmelighed, at jeg er stor fan af jeg-fortællere, og jeg har ganske enkelt forelsket mig i Vibse. Hun er så kompliceret og alligevel til at se lige igennem, og så er hun så eddikesur, at man kun har lyst til at kramme hende og vente på lussingen.
Desuden er romanen spækket med litterære henvisninger, hvilket er årsagen til, at jeg er sikker på, at Vibse må være dansklærer. Hun læser Selma Lagerlöf, Tomas Tranströmer, og hun citerer Blicher.
Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kjer, siger Blicher. Jeg tror, den største sorg er, når ungen flyver hjemmefra. Ingen mand vil nogensinde kunne gøre én så ondt. Det er derfor, jeg hader Bent. Fucking Bent. Han burde samle mig op, burde han. Han burde været kommet for lang tid siden. Altså bortset fra at jeg har bedt ham om at blive væk.
Undervejs kom jeg også til at tænke på Johannes V. Jensens digt ‘Interferens’ (1906) og på Søren Ulrik Thomsens digt ‘Ikke døden’ fra City Slang (1981), som jeg har tyvstålet dette indlægs overskrift fra. For Vibse reflekterer meget over døden:
Den, som ingen kan elske, må dø, skriver Selma Lagerlöf. Men jeg er elsket, siger jeg til mig selv. Jeg er så elsket. Bare ikke af mig selv.
Så måske er Bents forbrydelse, at han elsker hende. Hvad fanden bilder han sig ind?!
Der er rigtig mange spor, man kan forfølge i denne roman. Guldager bruger en del genkommende motiver, fuglene, særligt rødhalsen, og skoven, som igen og igen besjæles, men også bjørnen er naturligvis et symbol, man kan tolke en helt masse på. Jeg kunne aldrig komme i tanke om at spolere læsningen og fortolkningen for nogen, så jeg vil nøjes med at sige, at der er et meget dybere lag under den umiddelbare fortælling om Vibse, der måske når et stykke tættere på sig selv et sted i de svenske skove og i mødet med bjørnen.
Dette er ingen lille bog!
Frk. Borch anbefaler 
2 thoughts on “Anmeldelse :: Katrine Marie Guldager ‘Bjørnen’”