Titel: ‘Drilleri’
Forfatter: Domenico Starnone
Grif Forlag
Bogen kan købes her
2018 – 212 sider
I 2017 var et af årets absolutte læsehøjdepunkter for mig Elena Ferrantes Napoli-romaner; et digert romanværk bestående af fire bind om veninderne Elena og Lilas liv opvækst sammen i Napolis slum, og om deres forbundne livsforløb til de er aldrende kvinder.
I april i år havde jeg den store fornøjelse at være til foredrag med forlægger Charlotte Jørgensen, der ‘opdagede’ Ferrante og fik romanerne oversat og udgivet Danmark, og det var her, hun fortalte om den italienske forfatter Domenico Starnone. Starnone har udgivet en række bøger i hjemlandet Italien og vundet flere priser, men romanen ‘Drilleri’ er den første, der er oversat til og udkommet på dansk – i øvrigt på Charlotte Jørgensens nystartede forlag Grif. Og hvad har Domenico Starnone så med Elena Ferrante at gøre? Jaaah, måske ingenting – måske en helt masse!
Kunstneren Daniele Mallarico er træt. Han er 75 år, enkemand, bosat Milano og netop ved at komme sig ovenpå et mindre kirurgisk indgreb. Han føler sig kun tilpas i sin egen seng, på sit eget badeværelse, i sine egne cirkler. Du kender ham godt; sådan en lidt mavesur gammel mand, der er fuldstændig indgroet i sine egne vaner, og som ikke hverken kan eller vil ændre på dem. Ham, som nede i Netto klager over, at de har ændret emballagen på Lurpak. Kan du se ham for dig? Godt!
Gode, gamle Daniele bliver imidlertid i den grad udfordret til at ændre på mere end bare sine vaner, da datteren Betta, der bor i Danieles barndomshjem i Napoli, ringer og beder ham komme og passe sønnen Mario, mens hun og hendes mand deltager i en matematikkonference.
“Hvor længe er I væk?”
“Fra 20. til 23. november.”
“Så skal jeg altså være hos drengen, alene, i fire dage?”
“Salli kommer hver morgen, hun gør rent og laver mad til jer. I øvrigt er Mario helt selvstændig.”
“Ingen treårige er selvstændige.”
“Mario er fire.”
” Det er fireårige heller ikke. Men lad nu det hvile: Sagen er at jeg har et presserende arbejde der skal gøres færdigt, og jeg er ikke engang begyndt.”
“Hvad er det du skal?”
“Illustrere en af Henry James’ historie.”
“Hvad er det for en historie?”
” En mand vender tilbage til et af sine gamle huse i New York og finder et genfærd. Nærmere bestemt: Han finder den han ville have været, hvis han var blevet forretningsmand.”
Herfra udvikler historien sig netop til en form for afviklingsroman om Daniele, der, meget modvilligt, rejser tilbage barndommens land og møder ikke bare ét, men en hel by befolket af genfærd. For lejligheden bringer minder frem, og samværet med Mario fremtvinger erkendelser, som er nye og ubehagelige for Daniele, og som får ham til at vakle; for har han nu levet det liv, han ønskede sig? Er han overhovedet den, han troede?
Den fireårige Mario er en mere end almindelig godt begavet lille dreng. Han er livlig og lærenem og lidt af et praktisk vidunder også, der er fuldstændig i stand til at dække et komplet morgenbord til hele familien. Daniele beskriver sig selv som helt modsat barnebarnet:
Selv havde jeg, så vidt jeg huskede fra det min mor og min mormor havde fortalt mig, været nærmest stum og altid distræt i hans alder. Fantasien vandt over virkeligheden, heller ikke som voksen havde jeg evnet at deltage i det praktiske liv. Det eneste jeg virkelig kunne, var at tegne og male, sammensætte kulørte malerier af alle arter.
Men men men … Mario anfægter dette eneste, Daniele mener at kunne; at tegne. Og da Mario efterligner sin morfar og frembringer en tegning, der får Daniele til at tabe kæben og gøre ham fuldstændig grøn af misundelse, slår det revner i Danieles selvopfattelse og ideen om det det liv, han har levet.
Starnones sammenstilling af det umage par, børnehavedrengen Mario og den mavesure kunstner Daniele er særdeles effektfuld og virkelig sjov. Det er det dynamiske over for det statiske, vitalitet over for passivitet, det fremadskuende over for det bagudskuende og den kontrast tydeliggør på fineste vis, hvad Daniele har fortrængt og mistet. Men Starnone gør det diskret; uden at forklare eller fordømme. Erkendelsen kommer langsomt til Daniele og derfor også til os læsere.
‘Drilleri’ er en klog, sjov og tankevækkende roman om, hvordan det, vi får fortalt i barndommen kan komme til at forme os, og hvordan vi som voksne får skruet os fast i den form på en måde, så ikke engang lidt Lurpak (i ny emballage) kan få os til at smutte fri af formen. Og måske er bogen netop en drillende kommentar, et drilleri; VÅGN OP – VRID JER FRI – PRØV LURPAK I NY EMBALLAGE (der er intet sponsorat fra Lurpak til frk. Borch – jeg er bare ikke bedre med billedsprog …)
Og nu til Ferrante-konspirationerne!
Meget af det følgende vil nok kun give mening, hvis du har læst Ferrantes Napoli-romaner – sorry!
Domenico Starnone er flere gange blevet udpeget som manden bag den mystiske, ukendte forfatte med pseudonymet Elena Ferrante. Angiveligt skulle han have skrevet romanerne sammen med hustruen Anita Raja, men begge nægter pure. Lad os se på beviserne:
- Starnone er født i Napoli i 1943 – okay, det beviser måske ikke det store …
- I ‘Drilleri’ får vi nogle beskrivelser af Napoli, som i den grad lugter af Ferrante – bedøm selv:
Achilleus’ og de andres vrede hørte til i bøgernes verden. Vi kendte kun ´a raggia, raseriet. Folk fra denne by, tænkte jeg, fra disse kvarterer og pladser og gader og gyder og boder i havnen, pulserende af hårdt arbejde og illegale transaktioner, blev rasende, ikke vrede. De rasede i hjemmet, de rasede på gaden, først og fremmest når de strejfede rundt efter penge uden af finde nogen. Og ofte skulle der ikke meget til for at slå andre rasende til spillemænd. La raggia, raseriet, ja, til helvede med ira. Var du vred? Var han, hun den? Var vi, i, de? Årh, hold nu op! Lærere og professorer gav os et ordforråd som var ubrugeligt i de gader. Det var en by fuld af hunde, og ira havde intet at gøre med mine blodskudte øjen når jeg strejfede rundt i gader som den vi var på vej ind i nu, og som første til corso Garibaldi.
3. Ikke kun i beskrivelserne af byen Napoli, men også i Starnones beskrivelser af en hovedperson, et jeg, der ikke hører til i byen, men som alligevel ikke kan undslippe ser jeg Ferrantes genfærd. For ligesom Elena er Daniele et barn, der har evner, der peger ud af den rasende napolitanske støv. Daniele kan tegne, hans lærer siger igen og igen, at han er noget særligt, at han vil blive til noget stort. Og hele sin barndom forsøger Daniele at lægge afstand til sin spilleglade far, som han hader.
“Jeg ville finde min egen vej, min alene, en vej der tillod mig at forkaste hans blod”
Her ser jeg en parallel til Elenas fuldstændig sygelige besættelse af ikke at arve sin mors haltende gang og i det hele taget forsøge at lægge afstand til sit ophav. Men alligevel er de, Daniele og Elena, forbundne til Napoli. De har kvalt raseriet, men det spøger stadig i dem begge.
Og så til den sidste konspirationsteori;
4. Titlen på Starnones bog: ‘Drilleri’. Driller han os med mere end bare det, og vi sidder fast i vores ideer om, hvem vi er? Driller han os i virkeligheden med at skrive lidt med Ferrantes pen, låne hendes motiver bl.a. dukkemotivet, så vi kan skimte Ferrantes genfærd, men ikke slå det fast med syvtommersøm? Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at kigge efter hendes bag Starnones historie. Du kan læse mere om Ferrante her.
Én ting er imidlertid sikkert, Ferrante eller ej: Starnones roman fortjener at blive læst i sin egen ret som en original og interessant roman – og så lækker italiensk!
Og så lidt serviceinfo her på falderebet: Til september udkommer endnu en Starnone roman på dansk – ‘Bånd’ hedder den, og den udkommer på Politikens Forlag. Og hvis man ikke kan vente så længe, kan man dulme længslen og læse Ferrantes ‘Frantumaglia – mit liv i ordene’, der kommer til august – også på Politikens Forlag.
God læselyst!
Frk. Borch anbefaler 
2 thoughts on “Anmeldelse :: Domenico Starnone ‘Drilleri’”