Sorgens gave

Velsignelser Caroline Albertine Minor Frk. Borch anbefaler.png

Titel: ‘Velsignelser’
Forfatter: Caroline Albertine Minor
Rosinante

2017 – 238 sider

Skærmbillede 2017-10-01 kl. 22.39.15


Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.

af: Thomas Kingos salme ‘Sorrig og glæde de vandre til hobe’ (1681)

Sorg er en uundgåelig del af det at leve og være menneske. Derfor beskæftiger litteraturen sig, ligesom Kingos salme herover, også med sorgen. I de senere år er der kommet flere værker med sorgen som omdrejningspunkt.

I digtsamlingen ‘Min lillebror’ af Christel Wiinblad gransker forfatteren den sorg, der opstår, da hendes skizofrene lillebror tager sit eget liv. Anne-Lise Marstrand Jørgensen udgav sidste år den store roman ‘Sorgens grundstof’, en fortælling om menneskers sorger og længsler. Naja Marie Aidts ‘Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage’, også fra 2017, er en udforskning og undersøgelse af alle kroge af den bundløse sorg over at miste et barn. Også Judith Hermann, som jeg tidligere har anmeldt i floromvundne sætninger her, skriver særligt i novellesamlingen ‘Alice’ fra 2009 om det at miste – om de liv, der må gå videre på trods af enorm sorg. Og jeg ser flere ligheder mellem netop Hermanns noveller og Caroline Albertine Minors noveller, som jeg har læst med dybe, medfølende suk og med melankolien drivende ned ad kinderne. Hold k***, en bog altså. 

‘Velsignelser’ indholder syv noveller, og fælles for dem er, at en eller flere af personerne i novellerne bærer på en sorg.

Vi møder Helena, hvis far aldrig har været nærværende, men hun rejser alligevel til Frankrig for at være hos ham, da han er bliver syg og siden døende. Vi møder Caroline (ja, forfatterens navn – det kommer jeg tilbage til), hvis kæreste er ude for en ulykke.  Therese sørger over at have mistet sin elskede, som ikke er hendes mand, faren til hendes barn, som hun i øvrigt også sørger over ikke at være i stand til at amme. Ingeborgs mor er blevet forladt af sin kæreste og er blevet alene med deres to årige – et særdeles levende barn og livskraftigt barn. Og så er der Anso:

Caroline Albertine Minor Velsignelser anmeldelse Frk Borch

Tre af novellerne kredser om den samme historie, men fra forskellige perspektiver, nemlig historien om den unge pige Anne-Sofie, kaldet Anso, der tager til Australien som au pair, og sidenhen begår selvmord ved at hænge sig i et træ i værtsfamiliens have (- ingen spoiler her – det står på bagsiden!) Den historie får vi fra Anne-Sofies mors perspektiv, fra barndomsveninden Franciskas, fra konen til den mand, Anso har haft en affære med og til sidst ganske kort fra Anso selv (den sidste novelle i samlingen hedder simpelthen ‘Anso får det sidste ord’). Skildringerne af, hvordan henholdsvis Franciska og Gedske, Ansos mor, lever med sorgen og overlever den er så hjertegribende, autentisk, pinefuld og livsbekræftende på samme tid. De viser – ikke forklarer – hvordan sorgen udmønter sig forskelligt afhængigt af, hvem der føler den. Og de minder os om, at der går sørgende rundt blandt os – vi kan bare ikke pege dem ud i mængden.

Klokken fem går Solveig i bad, og Gedske stiller sig foran det hellange spejl i Franciskas soveværelse og ligner sig selv. Man kan ikke se på hende, at hun har mistet en datter.

Frk Borch Caroline Albertine Minor Velsignelser anmeldelse
Caroline Albertine Minor læser op fra ‘Velsignelser’ på “Sommerens bogmesse” i Boghallen

Ud over novellerne om Anso, er jeg særligt glad for novellen ‘Sorgens have’. Da jeg læste den satte jeg en stor fed cirkel omkring jeg-fortællerens navn – Caroline. I disse autofiktionstider lyser den slags op som pink neon en novembernat. Og denne novelle ér Caroline Albertine Minors egen historie, hendes egen sorg, og det rørte mig virkelig at finde ud af. For hvor er det VILDT, at hun kan skrive så nænsomt, upatetisk og ordentligt om den dybeste, mørkeste sorg i hende selv.

Novellen beskriver nemlig den sorg, der rammer, da M., Carolines kæreste og faren til hendes lille søn, er ude for en voldsom ulykke, der gør, at han oplever et længerevarende hukommelsestab, der i sidste ende fører til parrets brud. Mit dansklærer-/Blicher-befængte blik tænkte med det samme, at det, at kæresten kun nævnes ved forbogstav, måtte være en reference til Blicher, som også nævnes i novellen. Han anvendte nemlig også dette stiltræk i bl.a. ‘Sildig opvågnen’, men Minor fortalte selv til ‘Sommerens bogmesse’ i Politikens Boghal, at det altså er skrevet sådan for at skåne hendes ekskæreste.

I novellens nu er det to år og syv dage siden, deres søn blev født, og et år og fire dage siden ulykken, så sorgen er groet godt ind i hende. Minor fremskriver så smukt ikke kun tabet af den kærlighed, der var, men også frygten for at tabe sig selv:

Når jeg i de følgende dage sad og betragtede M. ligge blandt maskinerne, frygtede jeg ikke kun at miste ham. I løbet af årene havde jeg lige så diskret hægtet mit kredsløb på hans, som de siamesiske tvillinger, man hører om, og i hans ubevægelige krop så jeg min egen undergang. Jeg tvivlede ikke et sekund på, at de vitale organer var placeret i ham. Jeg var den parasitiske tvilling, genvækst-mennesket. Hvis han forlod mig, ville der ikke gå lang tid, før jeg tørrede ind som barnets navlestump og faldt af verden. 

Netop dette med at ‘falde af verden’ er et gennemgående tema i alle novellerne. For hvordan undgår man at falde af verden og ind i sig selv og de dybeste afkroge af ens sind, når man oplever en stor sorg?


Neuropsykologen på afdeling 123 afsluttede et af vores korte ubrugelige møder med at citere et kinesisk ordsprog for mig: “Du forlader sorgens have bærende på en gave,” sagde han, men han svarede ikke, da jeg spurgte, hvad der ville ske, i fald man nægtede. I fald man foretrak at blive. 

Hvad er sorgens gave? Hvad er velsignelserne? Måske er det, at sorgen, det næsten at falde af verden, gør, at vi, når vi forlader sorgens have, er endnu stærkere hægtet fast til livet?


Noget, som er særligt fint ved Minors noveller er, at sorgen aldrig udbasuneres, forklares eller gøres til objekt for den store filosofiske udlægning – den vises ‘bare’. Der er ikke noget ‘Hun er i sorg over…’ eller ‘Sorgen føles som…”. Det er ikke plotbårne noveller, men derimod går det kun langsomt op for os som læsere, hvad sorgen er udløst af, og hvordan den kommer til udtryk hos personerne. Og det kræver, at man læser novellerne langsomt – det betaler sig virkelig. Det er så fint og så respektfuldt skrevet, og det er særdeles effektfuldt. Og det er her, jeg synes, at Minor og Hermann minder om hinanden. I deres små diskrete fremskrivninger af de største sorger.

Jeg er fuldstændig solgt – alle skal læse ‘Velsignelser’ – I rest my case.


 

Frk. Borch

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s