Tema :: Mor i mørket

tumblr_me6nck50ni1ry10fwo1_500.gif
Other-mother fra filmatiseringen af Neil Gaimans bog ‘Coraline’. Other-Mother er sød og sjov og laver altid din yndlingsmad … lige indtil hun bliver træt af dig, giver dig knapper i stedet for øjne og æder din sjæl … !

Værs’go – et indlæg lige til lørdagskaffen.

Et indlæg om bøger, der handler om mødre. Men ikke om den der slags mødre, der kilder dig nænsomt, aer dig på håret og hos hvem hjemmet altid dufter af hjemmebag. Næh nej, den anden slags. Dem, der giver mareridt, dårlig samvittighed og evige ar på sjælen. For de seneste år har det vrimlet med bøger om mødre, der af den ene eller anden årsag har svært ved at kapere deres børn, og som ender med at skade deres børn – fysisk, psykisk eller begge dele. Træd varsomt, mit barn, ellers … (nej, det er bare noget, vi leger! Ae ae!)


 

Medea.jpegEuripides ‘Medea”
Oversat af Marcel Lysgaard Lech
125 sider – 2016
Hans Reitzels Forlag

Bogen kan købes her

Skærmbillede 2017-10-01 kl. 22.39.15

Lad os starte med begyndelsen – med alle onde mødres moder: Medea.

Forhistorien:
I Grækenland har helten Jason problemer med en onkel, der har tiltusket sig magten i et område, der egentlig burde være Jasons. Onklen går med til, at Jason må få magten, men så skal han drage til Kolkis helt ovre ved Sortehavet og hente det famøse gyldne skind. Et lille problem: det skind bevogtes af en drage, der aldrig sover.

Jason er heldigvis ikke en mand, der sådan lader sig slå ud, så han drager afsted og ender da også hos Kong Aietes i Kolkis. Aietes er imidlertid ikke helt vildt med at skulle af med skindet, så han sætter Jason på en række prøver – på helt klassisk eventyrfacon. Kongens datter, Medea, er i mellem tiden blevet forelsket i den flotte, brune græker (who can blame her?!), og det gode er, at Medea ikke er helt uduelig, når det kommer til trolddomskunst. Så hun hjælper Jason med alle prøverne og med at dysse den evigt vågne drage i søvn. Sammen napper de det gyldne skind og flygter til til Grækenland med Aietes i hælene. Igen er Medea smart: hun griber sin bror i kraven under flugten, parterer ham over åbent hav, så Aietes må standse op, samle resterne af sin søn og opgive jagten på Jason og Medea. Man begynder at kunne ane konturerne af en kvinde, der er lidt ud over det sædvanlige.

Tilbage i Grækenland hjælper Medea Jason med at få hævn over onklen ved at narre onklens døtre til at partere deres far. Det betyder dog, at Jason og Medea må flygte til en anden græsk by, hvor Jason takker Medea for al det, hun har ofret for ham, ved at indgå ægteskab med datteren af kongen i den nye by. Han forlader altså Medea, efter hun har ofret ALT for ham. Og så kan man næste se for sig, hvordan Medea får tics ved øjnene. Hun planlægger en grusom hævn: at dræbe kongen i byen, kongens datter, som Jason vil gifte sig med, men også Jason og Medeas to drengebørn for at få den ultimative hævn over deres far. Og hun fuldfører planen og flygter til Athen. Gisp!

Euripides’ tragedie er virkelig gribende læsning selv idag godt 2500 år efter tragediens tilblivelse. Noget af det særligt interessante ved den er, at Medea faktisk ikke er entydigt ond (selvom det måske er lidt svært at ane af mit referat). Man kan ikke undgå at sympatisere med hende, ligesom en del af personerne internt i tragedien også gør. For hun er fremmed i Grækenland, kvinde og tilmed svigtet af ham, som hun har ofret alt for. Og da hun skal dræbe børnene vakler hun. Hendes moderhjerte kan ikke bære at dræbe de kære små, men hævnfølelsen ender alligevel med at vinde til sidst.

Denne ret moderne og meget sammensatte og komplekse persontegning kendetegner også de moderne romaner om mødre, jeg vil nævne i det følgende. Mødrene er jo ikke entydigt onde. De gemmer på historier og psykiske lidelser, der gør dem ude af stand til at handle på en omsorgsfuld og ordentlig måde over for deres børn. Og det kendetegner da også de moderne romaner, at børnene, som skriver historien om deres mor, har et ømt punkt for deres mor og lyst til at hjælpe og forstå hende.


Ingigo frk borch.jpeg

Vita Andersen ‘Indigo
349 sider -2017
Rosinante

Bogen kan købes her
Skærmbillede 2017-10-01 kl. 22.44.56

Vita Andersen – et navn, der for mange sikkert klinger af 70’erne, hår under armene og kvindefrigørelse. I sin nyeste udgivelse, en selvbiografisk roman, skildrer Andersen imidlertid sin egen kaotiske og traumatiske opvækst med en mor med store forfatterdrømme, men med begrænsede moderevner.  Ved Vitas fødsel proklamerer hun: ‘Put hende op igen, jeg vil hellere have en dreng.”

Det var det filter, jeg kom til at se verden igennem. En mor som ville være forfatter og slog mig, og en far som ikke ville have noget med mig at gøre. Det er et sår. Man kan ikke skaffe sig af med en ulykkelig barndom. Den bliver ved med at være der. Ved at skrive om den troede jeg, såret ville heles.

Bogen tager sit udgangspunkt i nutiden, hvor forfatterinden Vita Andersen modtager en kasse med sit eget gamle legetøj, som en af moderens bekendte har overtaget. Kassen med legetøjet sætter gang i erindringen, selvom hun ikke åbner den, og romanen er derfra et sansende blik på den barndom, hun gennemlevede og overlevede – på trods. Enkelte gange i løbet af romanen reflekterer den voksne Vita Andersen over sine erindringer og sin barndom, men vi befinder os hovedsageligt sammen med barnet Vita, hendes oplevelser og sansninger. Og jeg lover dig, at du har lyst til at kramme hende og tage hende i hånden og med dig hjem.

Gennem barnet Vitas blik møder vi moren med forfatterdrømme, og mange af barnets erindringer om moren er da også, at moren sidder i sengen og skriver løs på gule ark. Hun er totalt opslugt af forfatterdrømmen og det i en grad, så hvert afslag fra forlag sender hende i et stort mørkt hul.

Forlag lavede bøger. Forlag var onde. De havde noget med guderne at gøre. For hver gang hun sendte et manuskript af sted, snakkede hun om guderne. De sendte min mors manuskripter tilbage i store kuverter. Om natten vækkede hun mig.
– Tag tøj på, sagde hun, – vi skal ud at gå.
Vi gik og fik. Mens vi gik, snakkede hun igen om guderne.
– Guderne vil det ikke.
Vi fik ned til vandet. Jeg kan ikke huske, om det var kanalen eller Langelinie. Vi stod ved en kant, foran os var vandet. Hun tog min hånd. Vi skulle kaste os i vandet sammen. Jeg var fire eller fem år. Jeg begyndte at græde.
– Jeg fryser, sagde jeg, – jeg vil hjem. 

Citatet her tydeliggør, at moderen ikke bare er sådan mere end almindeligt ambitiøs. Hun er neurotisk, depressiv, manisk og kæmper med mere end det og indlægges da også på Sct. Hans.

Der er ingen kronologi i bogen, hvilket er en pointe. Barnet Vita kan ikke huske, hvad hun oplever hvornår, og den voksne forfatterinde Vita Andersen gør intet forsøg på at lægge en efterrationaliseret kronologi og struktur hen over fortællingen. Bogen er inddelt i kapitler styret af, hvor barnet Vita befinder sig: ‘Mor’, ‘Børnehjem’, ‘Anbragt af staten’, og der er kun ganske få steder, hvor hun er tryg. Særligt hos sin moster og onkel, men den lykke varer ikke ved. Moren vil have Vita hjem igen, og da politiet henter hende hos onklen og mosteren, fortæller de, at der er en sød lillebror hos moren. Da Vita kommer hjem, fortæller naboen hende imidlertid, at moren har holdt den skrigende lillebror ud af et åbent vindue … Vita finder ikke ro, før moren indlægges igen, og derefter ser hun hende stort set ikke igen.

‘Indigo’ er virkelig en fuldstændig rædselsfuld bog at læse. Det gør så ondt at læse om, hvordan man såvel i plejefamilier, på børnehjem og fra politiets og kommunens side har taget så lidt hånd om et barn, der har haft så stor brug for det. Og moren er, selvom man virkelig skal hæve sig i helikopterperspektiv for at se og huske det, også en stakkel ud over alle grænser. Det er svært at forstå, hvordan et barn kan komme igennem sådan en opvækst.

Hør Vita Andersen fortælle om sin barndom og om romanen ‘Indigo’ i “Skønlitteratur på P1′.


Den der lever stille frk. borch anbefaler

Leonora Christina Skov ‘Den, der lever stille’
384 sider -2018
Politikens Forlag

Bogen kan købes her

(Læs min fulde anmeldelse her)
Skærmbillede 2017-10-01 kl. 22.45.03

Leonora Christina Skovs bog ‘Den, der lever stille’ er, ligesom Vita Andersens ‘Indigo’, en selvbiografisk roman. I romanen beskriver LCS sin opvækst.

Romanens jeg-fortæller er den voksne Leonora Christina Skov, født Christina Skov, der umiddelbart efter moderens kræftsygdom og død giver sig til at skrive sin historie. Historien om at blive sig selv; Leonora. Det er historien om den stille, ensomme og dygtige pige, der vokser op på Bymosevej i Helsinge, og om det, der sker bag parcelhusets fire vægge. Om en meget skrøbelig mor, der har social angst (og nok også mere end det) og en far, der laver succesberegninger på, hvem det bedste kan betale sig ‘skal holde med’ – sin hustru eller sin datter. Han vælger sin hustru, og Leonora ender som 21-årig med at stå alene, udskammet af sine forældre for at vælge et markant anderledes liv end det, hun kommer fra. Vi følger Leonora og den vrede, hun føler, der giver hende kraft til at leve på trods og genopfinde sig selv som forfatteren Leonora Christina Skov.

Heller ikke Leonoras mor er ond, men hendes egne dæmoner har store konsekvenser for datteren. Løbende gennem romanen tydeliggøres det, at moren med al sandsynlig har haft en voldsom efterfødselsreaktion efter Leonoras fødsel, og moren er da heller ikke sen til at fortælle Leonora om den skrækkelige fødsel, om hvordan Leonora selv er skyld i, at hun ikke har søskende, fordi hun skreg så meget som barn og ultimativt til at give sin datter skylden for sin egen kræftsygdom. Den slags er ikke fordrende for et blomstrende mor-datter-forhold, kan I måske godt se. Ikke desto mindre læser jeg hele romanen som forfatterindens forsøg på at finde en forklaring på den mor, hun aldrig føler, hun lærer at kende eller at forstå. Til trods for, at moren gennem hele Leonoras liv udskammer hende.


erindring om kærligheden frk borch anbefaler.jpg

Kirsten Thorup ‘Erindring om kærligheden’
461 sider – 2016
Gyldendal

Bogen kan købes her

Skærmbillede 2017-10-01 kl. 22.44.42

I Kirsten Thorups ‘Erindring om kærligheden’ møder vi hovedpersonen Tara. Vi følger Tara, fra hun er barn, og vi får tidligt forklaret, at Tara hele sit liv leder efter en forklaring på sin egen mor … noget vi efterhånden kan kende fra de andre børn af ‘onde’ mødre.

Som voksen lever Tara et omflakkende liv, hvor hun aldrig selv tager styringen, men lader sig føre mere eller mindre tilfældigt. Hun møder en mand, Tore, bliver gravid og får, efter litteraturhistoriens mest FORFÆRDELIGE beskrivelse af en fødsel, datteren Siri. Tara formår ikke at skabe et stabilt liv for Siri, hvilket bevirker, at Siri af flere omgange ender i pleje, men da Siri er teenager lykkes det Tara at få og beholde en lejlighed, hvor de to bor sammen. Men det er ikke fryd og gammen – selvfølgelig.

Siri er VRED på sin mor, og hun bebrejder hende for alle de omvæltninger og svigt hun har udsat hende for. Tara på sin side er handlingslammet – hun forsøger at skabe et bånd til sin datter, men forbliver på en eller anden måde mærkeligt passiv og tilbageholdende …

Og nu må jeg komme med en indrømmelse: Jeg har ikke færdiggjort denne roman. Den fanger mig ganske enkelt ikke, og når det er mere kamp end fornøjelse at læse en bog, så er det ikke det værd for mig. Jeg tror, årsagen til, at jeg har kæmpet så meget med denne roman, er persontegningen. Særligt Tara forbliver for mig en fuldstændig flad person, og jeg er helt sikker på, at det er overlagt fra Thorups side. Fordi Tara er en person, der ikke kan finde sin plads i hverken moderrollen endsige faktisk i livet. Hun er en underligt karakter, der falder lidt i med tapetet, og det fungerer sikkert som en litterær og kunstnerisk pointe, men det bremser det min læsning så meget, at jeg gav op på side 213. Jeg vil meget gerne høre om andres oplevelser med denne roman – er jeg helt galt afmarcheret?


Og hva’ så?

Altså summa summarum. Den nyere og mere skyggefulde litteratur om mødres mørke, omsorgssvigt og især fraværet af moderkærlighed er interessant (og benhård) læsning, både fordi den netop beskriver de tabuer og sider af moren, man ellers helst vil lukke ude, men også fordi moren igen for lov at blive et menneske, der kan og vil fejle. Men okay – man skal måske nok lige modere sine fejl en anelse i forhold til de mødre, jeg har skitseret i det foregående …!


Andre bøger om ‘onde’ mødre:

Delphine de Vigan ‘Alt må vige for natten’ (læs min anmeldelse her)

Maja Lucas ‘Mor’

Niels Frederik Dahl ‘Mor om natten’

Har du læst bøger om ‘onde’ mødre, så giv dit fif videre i kommentarfeltet herunder 🙂


Frk. Borch

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s