Marts 2018
Kazuo Ishiguro
RESTEN AF DAGEN
242 sider – 2017
Da den japansk-engelske forfatter Kazuo Ishiguro sidste år vandt Nobelprisen i litteratur, anede jeg ikke, hvem han var. Så jeg læste løs om ham og faldt blandt andet over en artikel af Jakob Holm på forsiden af Weekendavisens BØGER.
Holms beskrivelse af Ishiguro lød:
Mennesket eroderer nemt. Det har Isiguro et enestående blik for, og det viser han (…) ved at præsentere førstepersonsfortællere, der i større eller mindre grad udviser en af de mest klassisk egenskaber ved at være menneske: Vores helt utrolige evne til selvbedrag, et selvbedrag, vi som læsere bliver bevidste om grundet kløften mellem det, der fortælles, og den måde, fortælleren handler på.
Dén beskrivelse fik mig til at tænke på St. St. Blicher, som jeg knuselsker, og jeg er nu endelig kommet i gang med ‘Resten af dagen’.
Bogens jeg-fortæller er den aldrende butler på Darlington Hall, Stevens, der er ud af en stolt butlerfamilie, der tager deres hverv meget alvorligt. Da herskabet på Darlington Hall er bortrejst en længere periode, foreslår herren i huset Stevens at låne deres bil, tage en ferie og køre på en roadtrip. Stevens er i første omgang ikke overbevist. Han holder stort set aldrig ferie og har nærmest ikke været uden for godsets grund, men han lader sig overbevise – ifølge ham selv af saglige og ordentlige årsager, meeeeen der er en særlig Miss Kenton, der lurer i Stevens’ tanker.
Det mest interessante ved bogen, indtil videre, er absolut fortællerstemmen. Helt som hos Blicher er det tydeligt, at vores fortæller ikke giver os hele sandheden. For lur mig om ikke Stevens’ tanker om Miss Kenton er helt så puritanske, som han lader os tro.
Hvis du er til upålidelige jeg-fortællere, kan jeg anbefaler dig at læse St. St. Blichers “En landsbydegns dagbog” – læs min anmeldelse her. Generelt kan jeg anbefale alt af Blicher!
Daniel Mendelsohn
AN ODYSSEY – A FATHER, A SON AND AN EPIC
304 sider – 2017
Da jeg i gymnasiet blev introduceret til Homers Odyssé var jeg solgt. Nu underviser jeg selv i oldtidskundskab og forsøger med næb og klør at få de søde unge mennesker til at se lyset; Odysséen er et fantastisk værk og et hovedværk i europæisk litteraturhistorie. Hvis du endnu ikke har haft fingere i værket, kan du sagtens starte med at læse Mendelsohns bog, som en let vej ind i værket, dets genre, form og temaer.
Da sønnen Daniel indleder en forelæsningsrække på Bard University i New York om netop Odysséen, indskriver hans 81 årige matematiker-far sig, og det bliver begyndelsen på en både følelsesmæssig og intellektuel rejse for de to.
Mendelsohn bygger bogen op rent formmæssigt som et epos. Indtil videre har jeg læst prooimion, indledningen, hvilket henviser til de første vers i Odysséen (og Iliaden, det andet af de homeriske eper), hvor vi får præsenteret konflikten og hovedpersonen. Det samme er tilfældet hos Mendelsohn. Han præsenterer sig selv, sin far og resten af sin familie, samt den spæde begyndelse på den rejse, både i konkret og overført betydning, som han og faren skal ud på. Undervejs blander Mendelsohn sin egen historie og forholdet til faren med historien om Odysseus’ rejse hjem fra Troja, om Odysseus´søn Telemachos’ søgen efter sin far, om eposgenren, men også etymologiske betragtninger; hvorfor hedder Odysseus overhovedet Odysseus? Jeg er VILD med det!
Stephen King
ON WRITING – A MEMOIR OF THE CRAFT
291 sider – 2010
Det er næppe nogen hemmelighed, at jeg går med en “lille” skrivespire i maven. Jeg har en TOTAL idylliseret forestilling om, hvordan det må være at leve af at skrive. (…forestillingen indeholder blandt andet velour, cigaretholder og udsigt over havet, kan jeg afsløre … ), så jeg suger til mig, hver gang en forfatter siger noget om at skrive.
Lige nu læser jeg Stephen Kings erindringer om at skrive, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg kommer igennem den.
Som undertitlen også siger, bygger King bogen op som et erindringsværk med fokus på hans liv med pen og papir/skrivemaskine/Macbook, og selvom det ér interessant at høre om, hvad der fik ham i gang med at skrive, så er jeg bare ikke synderligt interesseret i, hvor hans mor boede, hvor lidt hun tjente, eller at hans storebror var lidt af en rod. Måske er det noget andet, hvis man er fan af Stephen King, men jeg går altså lidt død i det.
Jeg har til gengæld lige færdiggjort læsningen af Kirsten Hammans “Ofte stillede spørgsmål”, der også handler om forfattergerningen. Hammann skriver om hele cirkusset omkring bogudgivelse, møder med forlag og læsere, interviews, Bogforum osv., og det, der gør, at jeg hellere anbefaler Hammanns bog end Kings, er, at Hammann ikke skriver sit eget levnedsforløb fra fødsel til nu, men at hun fokuserer skarpt, satirisk og ærligt (?!) på, hvordan det er at være forfatter. Og det er skide morsomt, selvom hun smadrer både velour, cigaretholder og havudsigt med en stor fed muggert. King derimod er mere ophøjet og alvorlig – måske bare amerikansk? Jeg tror ikke, den overlever placeringen på natbordet …
Stephen Fry
MYTHOS
400 sider – 2017
Frys bog ligger stadig solidt på natbordet, men jeg er ikke kommet videre med den – som forudset. Se ‘Noter fra natbordet #2’ for at læse om fantastiske Fry og hans tilgang til at gøre os klogere på de græske myter.
Hvilke bøger finder man på dit natbord lige nu?
Frk. Borch anbefaler 