Anmeldelse :: Leonora Christina Skov ‘Den, der lever stille’

Skærmbillede 2018-06-29 kl. 09.33.05.png

Titel: ‘Den, der lever stille’
Forfatter: Leonora Christina Skov

Køb bogen her

2018 – 375 sider

Skærmbillede 2017-10-01 kl. 22.45.03


Okay. Alting omkring læsningen af denne bog har været helt særligt …

For det første; en kold og regnvåd januarsøndag i 2017 begav jeg mig mod biblioteket på Rentemestervej i København NV for at høre Leonora Christina Skov læse op fra manuskriptet til en bog, hun var i gang med at skrive. Jeg kan ikke huske, om hun havde en arbejdstitel til bogen på det tidspunkt, men det var en stor oplevelse at få lov at komme med ind i en forfatters proces på den måde. Og jeg blev total grebet af det, hun læste op; det, der skulle blive bogens første kapitel.

Midt i december 2017 var jeg så heldig, at Politikens Forlag sendte mig den nu færdige bog, ‘Den, der lever stille’, der udkommer i dag d. 11. januar, og jeg havde ventet på den udgivelse siden den dag på Rentemestervej, så jeg var så spændt på at læse mere – og jeg læste den på et par dage.

Og som icing on the top; i tirsdags, d. 9. januar 2018, var jeg inviteret hjem til LCS sammen med en række andre bogbloggere. Her fortalte LCS mere om bogen, sit liv og forholdet til forældrene og processen med at skrive bogen. Så denne bog har været så meget mere end en læst bog, og jeg føler mig meget investeret i udgivelsen og enormt spændt på, hvordan der bliver taget i mod den!

Frk. Borch Leonora Christina Skov Den der lever stille
Frk. Borch, uden højt hår, men med høj Leonora Christina Skov og et af Instagrams måske mest fotograferede skriveborde i baggrunden.

Det, at konteksten for læsningen af denne roman har været så anderledes, gør, at jeg faktisk har haft temmeligt svært ved at anmelde den. Jeg ved fra LCS selv, at alt, hvad hun har skrevet i bogen, er begivenheder og samtaler, der har fundet sted. Hun har kun ændret to navne – det er det hele. Det bevirker, at jeg nærmest har berøringsangst over at skulle gå ind i og anmelde noget så privat som f.eks. en scene med Leonoras mor, Ingelises, død.  Eller de frygtelige ord hendes forældre siger til hende, da hun springer ud som lesbisk, og de helt urimelige handlinger, de gør mod hende. Så jeg zoomer ud og anmelder bogen som den roman, den også er genretag’et som.

IMG_4948

Romanen er fortalt af jeg-fortælleren Leonora, tidligere Christina. Vi kommer ind i handlingen, hvor Leonora netop har udgivet romanen ‘Hvor intet bryder vinden’. Hun er taget til et hospice for at tage afsked med sin mor, der ligger på sit dødsleje efter to år som terminal kræftpatient. På stuen er hendes far og hendes faster Kirsten, og allerede her bliver det tydeligt, at familieforholdet ikke er af de mest velfungerende:

– Jeg sagde til mor, at hun ikke måtte dø på din udgivelsesdag, og det gjorde hun heller ikke, sagde han. – Er det ikke rigtigt, Kirsten? Vi sagde til hende, at hun måtte vente, til Christina kom.
Jeg havde udskiftet Christina med Leonora for femten år siden, og Christina føltes ikke længere som mit navn, ikke længere som mig. På den måde passede det ene til det andet, for jeg følte mig heller ikke som mig selv. Jeg hviskede til ham, at min nye roman aldrig havde været vigtigere end min  mor, han skulle have ladet mig komme på besøg i går eller i weekenden, som jeg havde foreslået, eller også skulle jeg være kommet alligevel, selvom jeg ikke var velkommen. Jeg var trods alt deres eneste barn. 

Det at være hos moren på dødslejet og morens død kickstarter Leonoras hukommelse, og hele samtaler hun har haft med sin mor dukker op.

– Vil du ligge lidt højere? spurgte jeg og arrangerede puderne under hende, mens jeg hørte mig selv sige, at jeg burde have læst medicin i stedet for litteraurvidenskab. Hvad havde jeg dog tænkt på? Litteraturvidenskab måtte være verdens mest ubrugelige fag. Min mor havde sagt nogenlunde det samme, da jeg blev optaget. “Sikke et luksusfag! Nede i Afrika uddanner de næppe folk i den slags”
– Er det bedre sådan her? spurgte jeg. – Vil du have flere puder?
Min mor stirrede på mig, og jeg lod mig falde tilbage på stolen.
– Hvad du kan bruge det til, sagde hun i mit hoved. – Dig, dig, dig. Det er det eneste, du tænker på. Først mig selv og så mig selv og så mig selv igen, er det ikke rigtigt? 

Morens død bevirker, at Leonora nu for alvor begynder at overveje de tanker, hun har haft, siden forældrene, da hun sprang ud som 21-årig, slog hånden af hende. At skrive sin egen historie; slut med romaner, der handler om mødre, der ikke elsker sine børn og om forældreløse piger, der må skabe deres eget liv.

Og romanen belyser netop Christinas vej til at blive sig selv; Leonora. Det er historien om den stille, lidt ensomme og dygtige pige Christina Skov, der vokser op på Bymosevej i Helsinge, og om det, der sker bag parcelhusets fire vægge. Om en meget skrøbelig mor, der har social angst og en far, der laver succesberegninger på, hvem det bedste kan betale sig ‘skal holde med’ – sin hustru eller sin datter. Han vælger sin hustru, og Leonora ender som 21-årig med at stå alene, udskammet af sine forældre for at vælge et markant anderledes liv end det, hun kommer fra. Vi følger Leonora og den vrede, hun føler, der giver hende kraft til at leve på trods og genopfinde sig selv som forfatteren Leonora Christina Skov.


I romanen er der løbende et metalag, hvor Leonora gør sig overvejelser over det at skrive på selvoplevet stof, og især i samtaler med hendes hustru Annette udfolder dette sig:

– Jeg vil skrive om min mor og vores forhold, sagde jeg med langt større overbevisning, end jeg følte det øjeblik. – Alt det forfærdelige, der skete, dengang jeg sprang ud, og de år, hvor jeg blev til mig selv. Måske vil jeg så holde op med at skrive bøger om onde mødre og traumatiserede 21-årige, eller også bliver det her den sidste bog, jeg skriver.
Mit 21-årige jeg smilede med hånden for munden. Annette kastede et hurtigt blik på mig.
– Du vil simpelthen skrive en selvbiografisk bog?
Jeg blev nødt til at rulle vinduet ned. Det lød frygteligt, når hun sagde det på den måde. En selvbiografisk bog. Direkte af hovedstolen. Når jeg læste den slags bøger, og det gjorde jeg ofte, så endte jeg med at sidde og bekymre mig for forfatteren, der umuligt ville kunne skrive sådan en bog igen, båret at den samme indre nødvendighed. Dette hjerteslag, der i foruroligende grad ligner forfatterens eget. 

Det lag er virkelig fængede for alle os forfatter-wannabe’s og litteratur-junkies, og det var interessant at høre LCS’s egne betragtniger over det, at hun skriver på sit eget brændstof, som hun også kaldet det i romanen. For hvordan skriver man om fortidige og nutidige hændelser med navn nævnelse af de personer, der har deltaget i hændelserne? Og hvordan skriver man på en sober og ordentlig måde om forældre, der ikke har været i stand til at rumme et barn, der var anderledes end dem selv? Leonora Christina Skov formår virkelig at gøre dette; selvom man som læser sidder med snehvide knoer og kæber spændt i raseri over, hvordan de fortæller hende, at hun er skyld i en frygtelig fødsel, hvor hendes mor blev sprættet op, hvordan hun var en umulig lille skrigballon af et spædbarn og desuden giver hende og hendes livsførelse skylden for morens kræftsygdom, så er der aldrig et gran af had, bitterhed eller “Se, hvor latterlige de var mod mig” i den måde, romanen er skrevet på. LCS lægger handlinger og dialogerne, mange af hvilke er direkte afskrifter fra LCS’s dagbøger, frem for os læsere og lader os selv dømme og rammes – for ramt bliver man.

Ligesom Leonora, bekymrede jeg mig også gennem bog for, at LCS var i gang med at skrive sig selv ud af forfattergerningen, men hendes egen fornemmelse nu efter at have skrevet bogen er, at hun faktisk har endnu mere, hun gerne vil skrive om – godt for os!

Det er tydeligt, at LCS’s skrivedrift er styret af en trang til at forstå særligt sin mor; hvem hun er og hvorfor hun handler (eller ikke handler), som hun gør, og på samme måde drives læsningen af det samme ønske om at forstå; hvorfor gør hendes forældre de der helt himmelråbende sindssyge ting såsom at brænde alle hendes ting? Hvorfor har de så svært ved at vise omsorg og kærlighed? Ja, jeg afslører naturligvis ingenting her …


Denne roman tematiserer det at stå ved sig selv, men også et barns evige higen efter forældres kærligt, respekt og forståelse. Det var de temaer, der sprang i øjnene på mig. Men der er mange flere lag, man kan fordybe sig; den handler også om at være homoseksuel, at skille sig ud og at finde fred med hårde oplevelser. Og så handler den om for alt i verden…

… AT LEVE LARMENDE! 


 

Leonora Christina Skov Annette hustru frk borch anbefaler
Leonora Christina Skov omringet af hendes Annette og BØGER

Hvis du kan lide at læse bøger, der handler om forældre og børn, om at finde sig selv og stå ved sig selv og om at skrive, vil du helt sikkert også kunne lide Delphine de Vigans ‘Alt må vige for natten’ og Elena Ferrantes Napoli-romaner.

God læselyst!

Frk. Borch

 

One thought on “Anmeldelse :: Leonora Christina Skov ‘Den, der lever stille’

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s