Anden er fortæret, træet er kørt på genbrugspladsen og konfettien fra bordbomberne med de nøgne mænd ligger som et spraglet tæppe på dine tømmermænd. Nu er det tid til at se tilbage på det gamle år – 2017. Åh ja. Tag en cola mere, læn dig tilbage, og læs med her om mit læseår.
2017 blev året, hvor jeg for alvor satte skub i min søde lille blog. Det har været en fornøjelse at blive en del af bogbloggerskaren, og jeg nyder at læse og skrive om bøger og at følge med hos andre bogbloggere særligt på Instagram. Bookstagram-land er et dejligt sted.
Her får I mit læseår i overskrifter – kommentér meget gerne;
hvordan har jeres læseår været?
Årets bøger
Ved årets begyndelse havde jeg et ganske konservativt bud på, hvor mange bøger jeg ville kunne nå at læse, så jeg satte min Goodreads Reading Challenge på 12 bøger – én om måneden, det burde være realistisk. MEN! Jeg har nået at læse 37 bøger i år, så jeg er ved at revne af glæde. Jeg er blevet bedre til at finde tid i hamsterhjulet , og det er heller ikke helt uvæsentligt, at jeg er blevet grebet af at skrive om bøger og gøre bloggen så god og omfattende som muligt.
Årets korteste bog
Jeg har læst en del korte bøger i år – jeg kan ret godt lide korte bøger, og med det mener jeg bøger på omkring 300 sider. I år har jeg dog læst flere, der er under 100 sider.
Jeg har blandt andre læst Cia Rinnes ‘L’usage du mot‘ (40 siders poesi). Rinne blander det franske og det engelske sprog og undersøger sprogets grænser og former. Det er poesi, men det er svært/umuligt at tale om et egentligt indhold eller et plot, så Rinnes bog må nok mest af alt karakteriseres som et formeksperiment.
Blandt de helt korte bøger finder vi også Christina Hagens ‘White Girl’ og ‘White Girl 2’ (hhv. 41 og 58 sider – igen poesi). Hagen har virkelig noget på hjerte, og hun spidder den dobbelt så gode danske dobbeltmoral, og det er simpelthen så sjovt og så skrækkeligt på samme tid. Jeg genlæste i år den første og spurtede gennem to’eren, der udkom i maj.
Den korteste bog var imidlertid Paul Austers ‘Auggie Wrens julefortælling’ på sølle 26 sider. Hvert år læser jeg et juleeventyr for mine danskklasser, og efter at have brændt nallerne på ‘Den lille pige med svovlstikkerne’ (okay, jeg hyler, og det er ikke kønt), tænkte jeg, at det måtte være tid til noget andet end fattige børn, der dør op til jul. Austers julefortælling er en fornøjelse at læse, og den fungerer godt til højtlæsning også. Og jeg kom igennem uden knækket stemme og mascara på flugt – det andet er så uværdigt.
Årets længste bog
Den længste bog var Elena Ferrantes ‘Historien om et nyt navn’ (557 sider), nummer to i hendes fremragende serie på fire om veninderne Elena og Lilas liv fra de er ganske små til de er ved enden på livet. I år læste/hørte jeg hele serien, og jeg kan virkelig anbefale den. Jeg er ellers ikke den store seriebogslæser, og jeg var da også skeptisk efter at have læst den første bog ‘Min geniale veninde’. Fortælletempoet er m e g e t langsomt, persongalleriet ret omfattende, og det skal man vænne sig til. Da jeg gik i gang med at høre anden bog i bilen til og fra arbejde, og veninderne nu var blevet teenagere, begyndte handlingen at fange mig, og personerne at sidde fast. Og nu må jeg bare indrømme, at serieformatet kan noget – i hvert fald hos Ferrante. Det er helt særligt at følge de to piger hele deres liv, at være vidne til (for sådan føles det virkelig) udviklingen og mere end én gang afviklingen af deres venskab, skilsmisser, fødsler, affærer, sociale og karrieremæssige op- og nedture, men også til italiensk politisk historie fra 1940’erne til i dag. Min hjerne har lagret Elena og Lilas liv som et minde, så jeg går rundt og tror, at jeg kender dem og har levet sideløbende med dem, og der er ikke mange bøger, jeg har det sådan med. Serien arbejder med et helt arsenal af temaer, men det bliver aldrig uoverskueligt eller uvedkommende. Den handler blandt andet om forfatterdrømme og om at skrive, og det er altid en sikker vinder hos mig.
Den samlede serie er på knap 2000 sider.
Årets pæneste bog
Jeg går op i den slags. Jeg er en omslagssnob, og et dårligt omslag kan gøre, at jeg 
ikke læser bogen. Men det giver altså bagslag af og til, og det er derfor perfekt, at jeg nu har mulighed for at rette op på et sår, jeg pådrog mig selv i året, der gik. Jeg kom for skade at skrive noget ret grimt om omslaget på Delphine de Vigans ‘Alt må vige for natten’, og så var der flere af jer, der var så søde at gøre mig opmærksom på, at det er forfatterindens mor – omdrejningspunktet for hele romanen – der figurerer på omslaget, og det har revideret min opfattelse total. For jeg ELSKER den bog, og jeg har planer om at genlæse den snarest muligt. Så nu vil jeg, som en fin lille krølle på året, sige, at ‘Alt må vige for natten’ er den pæneste bog, jeg har læst i år. Undskyld, Delphine og Delphines mor – undskyld!
Jeg vil dog sige, at ‘Alt må vige for natten’ er i skarp konkurrence med Leonora Christina Skovs ‘Den, der lever stille’, som udkommer d. 11. januar 2018. Her er tale om et afsindig flot stykke boghåndværk. Bogen har et smudsomslag med et sløret billede af en person – Leonoras mor vil nu være mit oplagte bud? Selve bogen er mørkeblå og med en struktur, der minder om et træs årer. Læg så lige til, at titlen både på smudsomslaget og bogen er med lakerede guldbogstaver. SÅ FLOT! 
Årets yndlingsforfatter
Delphine de Vigan; ingen over og ingen ved siden af. Skriver hun snart noget nyt?
Årets dimseri
Okay. Jeg har et øgenavn … som en venlig kollega har givet mig. Dimse-Lis. There, I said it. Omtalte kollega mener, at jeg dimser på ting, og omtalte kollega har ret. Så der måtte være en kategori med ‘Årets dimseri’ – noget, jeg har nørdet med, er blevet særligt grebet af og læst meget af, og i år må det absolut være genren autofiktion. Når jeg ser på den bunke bøger, jeg har læst i år, udkonkurrerer den genre alt andet. Genrebetegnelsen er ikke ny længere, og den dækker over det fænomen, at forfattere, kort sagt, skriver på ‘hovedstolen’ – noget, Per Højholt angiveligt skal have sagt, man ikke bør gøre. Jeg er imidlertid glad for, at mange forfattere trodser dette, for jeg er pjattet med de bøger, hvor forfatterne skriver på selvoplevet stof. Inden for genren kan romanerne ligge på et spektrum fra, at der er sammenfald mellem en jeg-fortællers navn og forfatteren , og man kan finde frem til, at oplevelser i bogen stemmer overens med reelle oplevelser forfatteren har haft, til en helt almindelig 3. personsfortæller med et andet navn end forfatterens. Det særlige ved autofiktion er, at man altid funderer over: Hvor meget er ‘sandhed’ her, og hvad er overhovedet ‘sandheden’, når man skriver om hændelser i fortiden. Vil der ikke altid være tale om en oplevet virkelighed?
I den ene ende af spektret finder vi Thomas Korsgaards ‘Hvis der skulle komme et menneske forbi’, der handler om drengen Tues opvækst i en familie, hvor faren kæmper med at holde tvangsauktionen fra døren, og moren synker dybere og dybere ned i en depression. Romanen skulle være delvist selvbiografisk, og Korsgaard skriver her fra en 3. personsfortæller bundet til Tue.
I Ferrantes Napoli-romaner er der sammenfald mellem jeg-fortælleren Elena Greco og forfatterens/forfatterindens navn. Nu er det bare sådan med Elena Ferrante, at der ikke er nogen, der ved, hvem der gemmer sig bag det navn. Der er masser af teorier, men ingen ved, så vidt jeg har kunnet læse mig til, hvem hun/han/de er. Så hvor meget der er selvoplevet her, er vanskeligt at vide, men jeg læser absolut bøgerne som autofiktion.
En af de sidste bøger, jeg læste i 2017, var Leonora Christina Skovs ‘Den, der lever stille’. Leonora Christina Skov skriver i den modsatte ende af spektret end Korsgaard. Jeg har fuldt Leonora på Instagram, hvor hun har delt tanker, minder og billeder i processen med at skrive bogen, så jeg kan genkende mange af de personer, situationer og dialoger, jeg møder i bogen. Kompositorisk er det tydeligt, at situationer er byttet rundt for at skabe en formfuldendt roman. Romanen begynder og slutter med moderens død.
Årets yndlingsbøger
Følgende bøger har alle fået fuldt hus på Borch-skalaen i år: 
- St. St. Blicher ‘En landsbydegns dagbog’
- Delphine de Vigan ‘Alt må vige for natten’
- Delphine de Vigan ‘Baseret på en sand historie’
- Elena Ferrante ‘Historien om et nyt navn’
- Elena Ferrante ‘Det forsvundne barn’
Her vil jeg bare gentage, at Vigan og Ferrante er den absolutte top. Så hvis du vil starte dit læseår 2018 et godt sted, og du endnu ikke har læst Vigan eller Ferrante, vil jeg på det varmeste anbefale dig at starte her. Så bliver det et godt år.
Planer for læseåret 2018
Næste år sætter jeg barren højere – jeg vil forsøge at få læst 50 bøger, og jeg tror virkelig, det kan lykkes. Den første, jeg vil kaste mig over, er Nobelprisvinderen Kazuo Ishiguros ‘The Remains of the Day’; jeg kender slet ikke forfatteren, så jeg glæder mig til at kravle ind i et for mig nyt forfatterskab 🙂
Må 2018 bringe et fantastisk
læseår for jer allesammen!
Frk. Borch anbefaler 
3 thoughts on “Skribleri :: Frk. Borchs læseår – 2017”