Anmeldelse :: Judith Hermann ‘Sommerhus, senere’

Titel: ‘Sommerhus, senere’
Forfatter: Judith Hermann
Batzer & co.

Bogen kan købes her

1998 – 192 sider
(Noveller)

---

Da jeg tilbage i september oplevede Judith Hermann på Verdenslitteratur på Møn, blev jeg vildt optaget af hende, en lille bitte undseelig kvinde, og hendes historier, som på fineste vis blev læst op eller nærmere opvist. Jeg havde på det tidspunkt ikke læst et ord af Hermann, men jeg købte samtlige af hendes novellesamlinger, og nu har jeg netop færdiggjort den første. Jeg sikrede mig fluks billet til hendes nu udsolgte foredrag på Gentofte Bibliotek i morgen d. 21. november 2017, spidsede signeringsblyanten og  havde store planer om at nå at læse hele forfatterskabet inden foredraget. Men så var det, jeg havde fuldtidsarbejde, indbrud og sygt barn = nul Hermann til Borch. SUK!
Den gode nyhed er imidlertid, at der stadig ligger tre novellesamlinger fra Hermanns hånd og venter på mig. For Hermann kan altså noget virkelig særligt, som jeg ikke rigtig har fundet hos andre forfattere … 

…. sådan har man det, når man har læst denne novellesamling. Ret blå. Og det er derfor, jeg lander på 4 og ikke 5 Borch’er. For av av av lige dér midt i meningsløsheden. Den tager lige pusten fra dig et stykke tid. Det er lidt svært at forklare, hvorfor det er sådan, men lad mig forsøge:

‘Sommmerhus, senere’ består af i alt 9 noveller af varierende længde – fra 13 til 32 sider. Personerne er ikke gennemgående, men de har nu alligevel meget til fælles. Hermanns personer er i denne novellesamling karakteriseret ved det, de ikke er og det, de ikke gør. Og de gør ikke rigtig noget; livet sker ligesom bare for dem, uden de stritter imod eller aktivt lægger planer. De er bare.

---

I ‘Bali-kvinde’ møder vi et jeg, der…

ville kunne stille mig på tæer i den mørke opgang … Jeg ville kunne gå gennem entreen ind i din stue … jeg kunne blive stående ved siden af din seng … jeg kunne lægge mig ned til dig …

…men hun gør ingenting. Hun er bare og lader sig lede. Personerne lover ikke hinanden noget, de er ikke trætte, de siger ingenting, de er ubeslutsomme, de har ingen interesser og der er stole til gæster, der aldrig kommer og telefoner, der aldrig ringer. Og det efterlader læseren med en tomhed, en apati og den der helt kølige blå følelse, der giver et sug i maven og lyst til at se HELE ‘Cirkusrevyen’ fra 2005 bare for adspredelsens skyld. Og det er slet ikke rart, men det er sindssygt effektfuldt, og følelsen slipper ikke lige med det samme – pyh altså.

---

Desuden er Hermann ekstremt dygtig til at anvende ledemotiver i form af mere eller mindre besynderlige ting så som koralarmbånd og hatteæsker, der enten er omdrejningspunkt for handlingen, bidrager til karakteristikken af personerne eller som ganske enkelt er blindgyder. Og disse blindgyder er også med til at prikke til den der følelse af noget uforløst og meningsløst.

I samlingens første novelle, min favorit, ‘Røde koraller’ er det et koralarmbånd, der fungerer som ledemotiv, og allerede fra anslaget er man fanget:

Mit første og eneste besøg hos en terapeut kostede mig det røde koralarmbånd og min kæreste.

Alene det, at koralarmbåndet omtales i bestemt form gør, at vi ved, at det har en betydning. Og hvordan faaaaa’n kan sådan et koralarmbånd have noget med en terapeut  at gøre?!

I samme tråd gør hun flittigt brug af gentagelser i novellerne, og de gentagelser skaber stemninger, der kryber helt ind under huden. Som i ‘Sonja’, hvor det er farver, der går igen. Eller som når jeg’et i ‘Røde koraler’ igen og igen vender tilbage til oldemoderens kolde hænder, og når hun igen og igen laver sammenligninger med havet som billedskabende element:

… det var et lys som på havets bund.

….stuer så mørke, bløde og kølige som havet.

Kan I se det?! BLÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ!

Også Hermanns sprog, i Niels Brunses fremragende oversættelse, er med til at skubbe os ned i apatien og i ‘Cirkusrevy’-fælden. Hun ynder at koble banaliteter med eksistentielle emner, og det virker igen som en kæmpe fed streg under meningsløsheden. Som her, igen fra ‘Røde koraller’:

Det røde koralarmbånd kom fra Rusland. Det kom, nærmere bestemt, fra Petersborg, det var over hundrede år gammel, min oldemor havde båret det om venstre håndled, og det havde taget livet af min oldefar.

Det er så fint og elegant og hjerteskærende; betragningen over, hvordan oldemoren bar armbåndet og oldfarens død. Bare sådan. I én og samme sætning. Det er altså noget særligt!

---

Det eneste, jeg kan komme i tanke om, der minder en lille bitte smule om Hermanns noveller, som de fremstår i denne novellesamling, er Katrine Marie Guldagers ‘København’ fra 2004. Guldager er også flittig bruger af ledemotiver, og hos hende løber de gennem hele novellesamlingen. Et af temaerne hos Guldager er ensomheden i en storby, og ensomheden findes også hos Hermann.

Men jeg ville nu først kaste mig over Hermann , så nu går jeg fluks i gang med næste novellesamling: ‘Spøgelser, overalt’  – meningsløshed? COUNT ME IN!

 

God læselyst!