Oktober 2017
Geir Gulliksen
HISTORIE OM ET ÆGTESKAB
183 sider – 2017
Jeg læste for noget tid siden en anmeldelse af denne bog i Weekendavisen og tænkte, at det lød vældig interessant. Og skæbnen ville, at jeg i efterårsferien landede på Nærum biblioteket med drengebarnet, og mens han legede lystigt, kiggede jeg mig omkring, og så faldt jeg over den igen og begyndte at læse med det samme.
I bogen møder vi Timmy og Jon, der elsker hinanden, har to børn, gode jobs og desuden et velfungerende sexliv. Men allerede på bogens første side afsløres det, at bogen vil blive en kulegravning af, hvordan et ægteskab kuldsejler. Det kan man vidst ikke kalde en spoiler … (håber jeg). Det særlige er, at bogen fortælles af manden Jon, der forsøger at sætte sig ind i sin, nu, ekskones sted for at forstå, hvordan det kunne ende, som det gjorde.
Jeg er på side 56, og jeg er ret vild med den. Fordi jeg allerede ved, at det ender skidt, kan jeg lade mig suge ind af Jons undersøgelser af starten på enden af ægteskabet, og det er ikke kønt. Han piller i såret på en måde, der gør, at man laver den der lyd, hvor man suger luft ind mellem tænderne og tænker: ‘Stop så, der går betændelse i det!’ … og så læser man videre. Det er en temmelig original måde at tænke en skildring af et brud, fordi det faktisk ér et godt ægteskab og to mennesker, der virkelig elsker hinanden. Men det rækker alligevel ikke. Kærligheden er ikke nok, viser det sig.
Jane Austen
EMMA
496 sider – jeg læser den i Penguin English Library-udgaven fra 2012
Jeg er så heldig at arbejde et sted, der er spækket med litteratur- og bognørder, så jeg har det sidste halve års tid haft en lille læsekreds sammen med to kollegaer. Indtil videre har vi læst Athena Farrokhzads “Vitsvit’, Maria Gerhardts ‘Amagermesteren’ og Cia Rinnes ‘L’usage du mot’, og derefter besluttede vi, at det var på tide med noget epik, og valget faldt på Jane Austens ‘Emma’. Og jeg bestilte den fluks i The Penguin English Library-udgaven, fordi den er så urimelig smuk, og det ligner en million på mine bogreoler.
Okay, jeg indrømmer med det samme: jeg har været i gang med at læse denne bog i 400 år … eller i hvert fald en måned. Jeg tror langsommeligheden skyldes:
1) Den er på engelsk, og ikke bare sådan noget film-med-Hugh-Grant-engelsk, nej vi taler 1800-tals English with a cup of tea og stiff upper lip-agtigt – you get? Og det kræver lige, at jeg sætter læsetempoet ganske betragteligt ned, og at jeg ikke læser lige inden sengetid, for så rammer jeg puden HÅRDT.
2) I starten var jeg total begejstret især for miljøet og personskildringen, men nu, 177 sider inde i bogen, er der stadig ikke sket det helt store, og jeg kan mærke, at jeg næsten ikke kan rumme flere selskaber og modbydeligheder, der serveres med hvide tandsmil og ginger cookies. Mine læsemakkere siger, jeg skal læse videre, at det bliver bedre, at jeg må hanke op i mig selv og KÆMPE, og guderne skal vide, at jeg vil gøre mig bedste for dem og denne smukke, smukke bog.
Elena Ferrante
DEM DER FLYGTER OG DEM DER BLIVER
480 sider – 2017
Dette er den tredje af de famøse fire Napoli-romaner af den vist nok stadig temmelig ukendte italienske forfatterinde Elena Ferrante. Jeg læste den første, ‘Min geniale veninde’, og var egenligt mest af alt en anelse irriteret over det ekstremt langsomme fortælletempo og havde lidt problemer med at overskue det enorme persongalleri og deres indbyrdes relationer.
Så opdagede jeg, at man kvit og frit kan høre lydbøger på e-reolen, og jeg testede app’en med ‘Historien om et nyt navn’, som er nummer to i serien, mens jeg kørte til arbejde. Jeg er faktisk ikke særlig god til at høre lydbøger. Mine tanker vandrer lynhurtigt et andet sted hen, men når jeg sidder i bilen, skal jeg ikke så meget andet end at huske vejen, og det går for det meste ret fint. Og svups – på tre uger havde jeg hørt de 20 timer og var blevet afhængig af turen til Napoli alle hverdage mellem Birkerød og Stenløse.
Historien er fortalt af jeg-fortælleren Elena Greco, der i begyndelsen af første bog modtager en opringning fra sin barndomsveninde Lilas søn, som fortæller, at Lila er forsvundet. Det får Elena til at begynde at skrive om venskabet med Lila helt fra dets spæde begyndelse i et fattigt kvarter i Napoli, hvor begge piger fødes i august 1945. Undervejs springer Ferrante igen ud i rammen og ‘nuet’, hvor hun sidder og skriver historien, og jeg er virkelig til fals for de steder, hvor hun giver os sine metarefleksioner over skriveprocessen.
I ‘Min geniale veninde’ udfoldes pigernes barndom og i ‘Historien om et navn’ deres tidlige ungdom. Jeg er lige nu på side 136* af ‘Dem der flygter og dem der bliver’, og historien bliver kun mere gribende. Fortælletempoet er stadig enormt lavt – det kan ske meget lidt på mange sider – men det betyder ikke længere noget, for nu kender jeg personerne så godt, at jeg spiser det meste af det, der bliver serveret. Pigernes liv kobles sammen med vigtige politiske begivenheder i Italien og i Europa, og der tegnes et billede af, hvor vanskelige liv særligt kvinderne fra de fattige kvarterer måtte udholde. Desuden er der sammenfald i hovedpersonens livsforløb og mit, hvilket bevirker, at jeg føler en tæt forbindelse til hende, fordi jeg har mærket noget af det, hun oplever; Elena kæmper med oldgræske og romerske tekster, mens jeg læser latin ved siden af mit job.
Alle veje fører til Rom … og Napoli … og Stenløse. Jeg er glad for, at der er godt 350 sider og en hel bog mere af Ferrantes fortællekunst at se frem til.
Frk. Borch anbefaler 