Titel: ‘Blækhat’
Forfatter: Sissel-Jo Gazan
Lindhardt og Ringhof
Bogen kan købes her
2017 – 541 sider
Hjem til Aarhus … uuhwåååh!
I 2008 boede jeg i Aarhus – dengang det var smilets by. Jeg var i gang med at læse Oldgræsk og begyndt på sidefag i Nordisk på Aarhus Universitet og lige flyttet ind på et kollegieværelse i Universitetsparken. På dét tidspunkt var det, at jeg, under et af mine utallige rov i boghandlen Kristian F. Møller på Store Torv, faldt over bogen ‘Dinosaurens fjer’ af Sissel-Jo Gazan . Jeg læste den bog i ét stræk. I starten muligvis (læs: helt sikkert) som en overspringshandling fra studierne, men jo mere jeg læste, jeg mere opslugt blev jeg, og efter et par dage var jeg igennem bogen og meget begejstret. Så jeg ventede med længsel på mere fra forfatteren og minsandten; på min 30 års fødselsdag fem år senere udkom ‘Svalens graf’, som på ingen måde stod tilbage for ‘Dinosaurens fjer’. Og nu har jeg binge-læst Gazans seneste roman ‘Blækhat’. Jeg havde forudbestilt den, så jeg kunne få den på udgivelsesdagen, og allerede samme aften var jeg halvvejs og helt blød om hjertet.
Hvad handler ‘Blækhat’ af Sissel-Jo Gazan om?
Okay, denne bog handler om virkelig meget; om overgangen fra barn til voksen, om forældre, om barndom, om street art, om Aarhus, om 80’erne, om svampe (!), om misbrug, om frisind, om BZ’ere, konservative, nazister, kommunister … og mere end det.
Hæng i, venner:
Læseren bliver først indlemmet i en ramme, som giver lidt mindelser om ‘Dinosaurens fjer’ og ‘Svalens graf’ – man kunne tro, man havde fået en krimi i hænderne. Jeg vil ikke skrive så meget mere om rammens indhold af frygt for at spoile. Og jeg er ikke pjattet med den ramme … Nå:
Romanens jeg-fortæller og hovedperson Rosa er 12 år, da vi første gang møder hende i Øgaderne i Aarhus i det herrens år 1983. Hun bor sammen med sin mor Helle, der er biolog, svampeforsker, antikapitalist og anti en del andet også, og desuden øjensynligt ret meget i tvivl om, hvem Rosas far er. I huset bor Krudt også. Han har været kæreste med Helle, men nu kæreste med Peter, og Krudt er Rosas ‘slags far’.
Lidt af omveje ender Rosa med at lave tags og street art. Hendes første tag er Bølle, som I kan se herunder. Sammen med veninden Sevim, der laver perleplader som street art, bliver Rosa en del af et spirrende street art-miljø. I starten er det ganske harmløst, men det udvikler sig, og Rosa kommer snart til at stå midt i et opgør mellem BZ’ere i et hus i Mindegade, politiet og hendes første kæreste, der er medlem af Konservative Gymnasiaster. (Jøsses, det er vanskeligt at referere den bog – er I med endnu?)
Anyways. Rosa når at blive 15 år, før vi springer i tid til 2008, hvor Rosa er 37 og nu forsker i street art. Hun følger angiveligt især artisten ‘Blækhat’, og jagten på ham fører hende rundt i hele verden. Hun ledes mod slutningen til Berlin, hvor hun opdager nyt om den far, hun faktisk havde afskrevet. Og læseren opdager til sidst også, hvem det ‘du’ er, som jeg-fortælleren Rosa løbende henvender sig direkte til – for det er ikke dig, min kære læser … uh, cliffhanger!
-
Trine, min veninde og bloggens korrespondent i Aarhus, har været på fotoekspedition i Øgaderne, og hun fandt Rosas første tag ….hedder det måske. En Bølle-bamse (kan I huske dem?) med en F***-finger. I forbindelse med lanceringen af bogen er der blevet hængt diverse street art-dimser op i kvarteret, hvor Rosa vokser op.
Jeg var SOLGT fra første side af denne roman; den aede min Aarhus-nostalgi så kærligt og inderligt over håret og kildede den lige det dér allerbedste sted på maven (… jeg tog mig selv i at sidde og lave små hjertet med blyant i margin, I kid you not. Shh, det siger vi ikke til nogen). Men altså, side op og side ned om Stakladen, hvor jeg købte min frokost for mine sidste SU-penge; Åen, som jeg mangt en gang har krydset i slingrende gangarter stærk påvirket af Snake Bites fra Sherlock Holmes Pub i Frederiksgade og om Øgaderne, som jeg har slentret igennem på vej til Midtbyen sammen med min veninde Øl-Grethe for at købe bøger (eller til Sherlock Holmes Pub). Åh, Aarhus, du er savnet!
Så et langt stykke gennem bogen blevet jeg båret af mine Aarhus-cravings og af personerne, som er virkelig elskelige.
De første to dele, ca. 360 sider, fungerer virkelig godt. Gazan er en mester til at skrive om barndommen og barndommens særlige logik
Da Sevim og jeg gik på sommerferie efter sjette klasse i 1983, samlede Sevim på alt, det var muligt at samle på. Firkløvere, døde biller, servietter, gummidyr, udklip med lady Diana og små souvenirs fra Østjylland, man kunne hæfte på tøjet med en sikkerhedsnål, for bare at nævne et par ting. Det ærgrede hende mere og mere, at jeg ikke også samlede på noget, og hun kunne heller ikke forstå det. (…) Kunne jeg ikke samle på kastanjer, foreslog hun? Dukker? Sugerør? Dufteviskelædere? Mønter? Flaske-etiketter? Kapsler?
Desuden er karaktertegningen imponerende. Man får lyst til at lære dem at kende i virkeligheden, særligt Krudt og Sevim, men også Rosas mor og mormor, selvom der ikke altid hersker fred og fordragelighed mellem de to. Personerne er interessante og helstøbte, og de handler og taler på måder, der gør dem troværdige. Gazan er ekstremt dygtigt til at fremskrive deres personligheder på en subtil måde, så man får et meget klart indtryk af, hvem der er. Her om Helle, da hun opdager, at hendes datter er blevet veninde med tyrkiske Sevim:
Helle glædede sig over venskabet og opfordrede mig ofte til at invitere Sevim hjem, hvor hun trakterede os med te og grovboller og spurgte Sevim om alt muligt, selvom vi hellere ville ind og lege. Hvilken indstilling havde Sevims far OG mor til premierminister Ecevits invasion af det nordlige Cypern? (Det vidste Sevim ikke). Hvad var Sevims far OG mors holdning til militærkuppet i 1980? (Det vidste Sevim ikke). Hvad hedder din mor igen? “Aygül”, svarede Sevim, “men jeg siger bare mor”, og så ville Helle vide, om Aygül arbejdede fuld tid på kiksefabrikken, og om hun var organiseret i en fagforening.
Jeg ved præcis, hvem Helle er, og jeg vil vildt gerne mødes med hende og drikke en kop urtete og tale om, at kapitalismen er skyld i alt.
Men …
…desværre må jeg sige, at romanen for mig taber pusten i tredje og sidste del. Den særlige stemning omkring Rosas barndom, hendes venskab med Sevim og overgangen fra stort barn til lille voksen med alt, hvad der følger med af frihed og ubehagelige indsigter, fænger mere. Da Rosa er voksen, fylder relationerne mindre og street art’en som kunstform mere, og det er så ærgerligt, fordi man savner hendes dagligdag med Krudt, Helle, Sevim og alle de andre, som er hendes venner og fjender. Desuden bliver sidste del en anelse rodet og hektisk, fordi der er virkelig mange ender, der skal nå sammen, og historien ender med næsten at føles uvedkommende. Og det er sådan en skam, at man har mistet interessen, når plottet afsløres. Desuden er jeg sur på formålet med rammen. Jeg er ikke sikker på, jeg synes, den giver historien noget som helst.
Så alt i alt en temmelig forvirrende læseoplevelse. Jeg følte mig helt varm og glad indeni en langt stykke ind i bogen. Og Aarhus fremskrives så fint, at man kan høre Kongen af Aarhus, Mr. Helmig, hviske: ‘Jeg lukker mine øjne i Aarhus …’, men det er, forstå det, hvem der kan, bare ikke helt nok til at bære hele historien hjem. Jeg er stadig Gazan-fan, for man må altså tage hatten af for, at hun kan holde styr på så mange handlingstråde, personer, autentiske historiske begivenheder, alt hvad der kendetegner 80’erne og særtræk for street art, men lige denne gang må jeg tilslutte mig parolen Less is more.
Hvis jeg kunne, ville jeg give ‘Blækhat’ 3,5 Borch’er, men det bliver noget rod med halve hoveder, så jeg ender på at give bogen 3 Borch’er – med pil op 🙂
Hvis du har fået lyst til at læse andre bøger, der handler om at blive voksen, om forældre og at opdage livets pigtrådsbefængte gramsehænder, vil du måske kunne lide ‘No og mig’ af den franske forfatterinde Delphine de Vigan. Den handler også om at blive voksen – blandt andet. Læs mere om bogen her: Delphine de Vigan tribute
Frk. Borch anbefaler 