”Lige så snart en sandhed fylder mere end fem linjer, er det romankunst”

FullSizeRender 4.jpg

Titel: ‘No og mig’, ‘Dage uden sult’, ‘Alt må vige for natten’, Baseret på en sand historie’
Forfatter: Delphine de Vigan



Den sidste måned har jeg været mere eller mindre åndsfraværende ude i mit virkelige liv. Jeg har været forsvundet ind i et forfatterskab (no pun intended); Delphine de Vigans. I give to you:

Delphine de Vigan TRIBUTE


Det hele startede med bogen ‘Alt må vige for natten’, som hverken er den første eller seneste fra hendes hånd, men den er i høj grad den af hendes bøger, der virkelig har slået hendes navn fast med syvtommersøm både i Frankrig og internationalt. Jeg har tidligere skrevet om og anmeldt bogen her (5 Borch’er!), så jeg vil her bare kort skitsere temaet og formen.

IMG_4345

Bogens har egentlig et tvedelt fokus; Delphines mor og hendes historie oprulles, men undervejs indlemmes vi i Delphines refleksioner over at skrive om moderen og overhovedet at skulle forestille at skrive DEN SANDE HISTORIE om fortiden:

Det at skrive kan højst give mulighed for at stille spørgsmål og udforske erindringen.

Hun kæmper hele vejen igennem romanen (!) med dette faktum, men det til trods tegner hun samtidigt med klar streg et billede af moderen og dennes liv. Og hun gør det, så historien printes ind i ens erindring.


Derfor var jeg heller ikke sen til at kaste mig over ‘Baseret på en sand historie‘. Alene bagsideteksten er nok til, at jeg er fanget:

Delphine de Vigan slog igennem internationalt med den selvbiografiske roman “Alt må vige for natten”, der solgte over 1 million eksemplarer i hendes hjemland og blev udgivet over hele verden. Nu skal hun i gang med en ny roman. Men hvad skriver man efter den succes? Hvordan kommer man videre? 

Igen en roman hvor det at skrive og været forfatter tematiseres – yes! På med de løse gevandter og så fyrer vi op under en Mistral – aaaaaaah ….

I Baseret på en sand historie er Delphine (måske?) selv hovedpersonen. Hun har litterære tømmermænd efter udgivelsen af og især den enorme opmærksomhed efter ‘Alt må vige for natten’. Tømmermændene sætter sig kronisk i hende, og hun bliver ude at stand til at skrive noget som helst; ikke så meget som en indkøbsliste.

Tilfældigt støder hun til en fest ind i L*, en tiltalende kvinde, der arbejder som ghostwriter for store politikere og forfattere, der ønsker at skrive deres livshistorie. L* og Delphine bliver gennem handlingen tætte veninder og fortrolige, og L* overtager løbende mere og mere af Delphine liv, eftersom Delphine synker dybere og dybere ned i skriveblokader og præstationsangst. Det når endda dertil, at L* udgiver sig for at være Delphine – med Delphines samtykke.

Det kunne lyde som om, at L* virkelig er en ven i nøden – en engel, sendt fra himlen. Men! Mange ting ved L* er ret besynderlige: Hun kommer aldrig på besøg, når Delphines børn eller kæreste er hjemme. Hendes lejlighed er fuld af helt nye møbler. Hun har stærke holdninger til, hvad Delphine bør skrive og især IKKE bør skrive. Og så opdager Delphine ved en tilfældighed, at L* har skrevet mails til Delphines venner og bedt dem om ikke at kontakte hende … meget mærkeligt hva’? Samtidigt modtager Delphine trusselsbreve fra en anonym, der nedgør hende for det, hun har skrevet i ‘Alt må vige for natten’.

Igen skriver Delphine – sideløbende med en handling, der kunne fungere som en helt ‘almindelig’ roman, – nærmest noget, man kunne karakterisere som en essayistisk dialog mellem to karakterer. L* og Delphine diskuterer løbende i romanen (!), hvad Delphine skal skrive om i sin næste bog, og L* giver udtryk for, at de eneste bøger, der er værd at læse, er bøger, der er baseret på en sand historie (ja, titlen nemlig).

– “(…) litteraturen er et våben, Delphine, et fucking masseødelæggelsesvåben. Litteraturen er endda meget mere effektiv end noget andet, du kan forestille dig. Litteraturen er et forsvarsvåben, et skydevåben og et våben med løst krudt; litteraturen er en granat, et missil, en flammekaster og et krigsvåben. Den kan ødelægge alt, men den kan også bygge alt op igen.”
– “Jeg vil ikke have noget med den slags litteratur at gøre”
– L. så på mig. Hendes ansigt lukkede sig brat. (…)
– “Jeg er ikke sikker på, du har noget valg.”

FullSizeRender 5.jpg

Romanen udvikler sig langsomt, men sikkert til lidt af en thriller, og det ekspliceres da også i parateksten, at Delphine trækker på Stephen Kings ‘Misery’, hvor en MEGAFAN holder sin yndlingsforfatter lænket til en seng og nægter at lade ham gå, før han skriver lige det, hun ønsker.

‘Baseret på en sand historie’ får
5 Borch’er

Skærmbillede 2017-10-01 kl. 22.39.15


Debutromanen ‘Dage uden sult’ og den senere ‘No og mig’ adskiller sig fra de øvrige to bøger ved, at deres jeg-fortællere ikke (eksplicit) er Delphine selv.

‘Dage uden sult’, der oprindeligt blev udgivet under pseudonymet Lou Delvig i 2001, handler om den 19 årige Laure, der ved bogens begyndelse indlægges på en afdeling for personer med spiseforstyrrelse. Laure er anorektiker, og vi følger gennem bogen hendes kamp mod sygdommen og hendes hverdag på et hospital, hvor det unormale er normalt. Laures forældre er stort set usynlige, og det er kun faren, der besøger hende på hospitalet.

Hun husker følelsen af kontrol, der konstant skubbede faste- og smertegrænsen længere ud. Knæene, der slog mod hinanden. Hele dage uden at sætte sig ned. Når kroppen er udsultet, svæver den hen over fortovet. (…) Og så trængte kulden ind i hende, en ubegribelig stærk kulde. Den kulde fortalte hende, at hun var nået til vejs ende, og at hun måtte vælge mellem at leve og dø.

Jeg blev ikke i samme grad som af de første to suget ind i denne bog. Jeg ved ikke, om det skyldes, at jeg håbede på noget andet efter at jeg var blevet forvænt med Delphines litterære metarefleksioner, eller om det skyldes temaet, der ikke – for mig – er lige så interessant.

‘Dage uden sult’ får
3 Borch’er

Skærmbillede 2017-10-01 kl. 22.44.56


Den sidste af Delphines bøger, jeg læste var ‘No og mig’. Jeg er lige blevet færdig med den, og selvom den heller ikke handler om forfattergerningen eller har lækre betragtninger over, hvad litteraturen kan, skal eller må, så nød jeg den virkelig!

 

IMG_4348.JPGEt mønster begynder at tegne sig: Jeg kan ikke afgøre, om der for denne bogs vedkommende er tale om 100% fiktion – hvis det findes? Eller måske skulle jeg nærmere sige, at jeg ikke kan afgøre, om her er tale om tilsløret autofiktion. Jeg-fortælleren er den 13 årige Lou Bertignac … (HOV! Hvilket pseudonym blev ‘Dage uden sult’ udgivet under …? LOU! Bum bum, Delphine … hvad er det, du ikke fortæller os?)

Lou er en meget intelligent ung pige, så trods sin alder går hun i 1.g, og ved romanens (!) begyndelse sidder hun og dagdrømmer, men vækkes af sin modbydelige lærer:

Mademoiselle Bertignac, jeg ser ikke Deres navn på listen over dem, der skal holde foredrag.

Lou, der hader at stå foran hele klassen og tale, må lynhurtigt finde på et emne; hjemløse unge kvinder, og skæbnen vil, at hun kort tid efter løber ind i No, en ung kvinde, der lever på gaden. Lou finder i No en, hun kan betro sig til – den eneste, hun har. Lous mor er blevet syg efter en frygtelig tragedie i den lille familie, og faren forsøger med det yderste af neglene at holde sammen på familien, men Lou føler sig ensom, anderledes og desuden forelsket i klassens seje dreng, Lucas.

Lou er empatisk og en virkelig charmerende fortæller, som har nogle skæve, sjove og uhyggelige  betragtninger:

I bøger har man kapitler for at holde tingene adskil og vise, at tiden går, eller at situationen udvikler sig, og af og til er de også inddelt efter større afsnit med løfterige titler som ‘Mødet’, ‘Håbet’, ‘Syndefaldet’, lige ligesom tableauer eller akter i teaterstykker. Men i det virkelige liv er det ingenting, ingen skilte, ingen tavler, intet, der siger pas på, fare! risiko for jordskred eller skuffelser forude. I livet står man helt alene på scene, og så er det bare ærgerligt, hvis kostumet er revnet. 

No bærer en grusom barndom med en mor, der ikke vil vide af hende, og selvom Lou ihærdigt forsøger at skubbe No i retningen af et roligt og harmonisk liv, vil fortiden ikke forsvinde.  ‘No og mig’ handler om, når livet ikke helt passer i størrelsen, at opdage at virkeligheden er en kompliceret størrelse – og om den første forelskelse.

… nu ved jeg, at livet bare består af en uendelig række af rolige og urolige øjeblikke, som ikke er underlagt nogen som helt orden. 

Som i de øvrige af Delphines romaner møder vi her forældre og især en mor, der ikke kan udfylde sin rolle. Jeg kan ikke lade være med at koble det til historien om Delphines egen mor, som hun fremskriver den i ‘Alt må vige for natten’, og det er yderligere brænde på det bål, at jeg-fortælleren hedder det samme, som Delphine anvender som pseudonym for debutromanen ‘Dage uden sult’.

‘No og mig’ får
4 Borch’er

Skærmbillede 2017-10-01 kl. 22.45.03


Efter læsningen af Delphines forfatterskab er der gået noget ubehageligt op for mig: jeg er enig med L* … hun havde ret hele tiden! De af Delphines bøger, hvor jeg uden at knibe øjnene ret meget sammen kan skimme en reel oplevet begivenhed, et rigtig levet liv bag handlingen, er dem, jeg har slubret i mig. Det er en ubehagelig erkendelse, fordi jeg helst ikke vil ende som hverken L* eller Annie Wilkes – selvom jeg godt tør bekende kulør som Delphines MEGAFAN!


Har du fået lyst til at give dig i kast med Delphine de Vigan, vil jeg anbefale at starte med ‘Alt må vige for natten’ og ‘Baseret på en sand historie’ – de vil bære dig gennem resten af forfatterskabet.

God fornøjelse!

Frk. Borch

One thought on “”Lige så snart en sandhed fylder mere end fem linjer, er det romankunst”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s