Titel: ‘Rynkekneppesygen’
Forfatter: Peter Adolphsen
Gyldendal

Bogen kan købes her

2017 – 246 sider

---

Som et nyt koncept på bloggen her introduceres ‘Frk. Borchs venner anbefaler’.

Under den overskrift vil jeg bringe anmeldelser, som jeg har lokket gode, kloge, litteraturinteresserede venner til at skrive om bøger, som ikke ligger lige til højreskøjten for mig. Bøger, der af den ene eller anden grund ikke fanger min opmærksomhed, eller som måske ligefrem får mig til demonstrativt at kigge væk. Det sidstnævnte er tilfældet for bogen her. Alene de to første linjer om bogen får mig til at tænke: “NO WAY, om jeg skal læse den!”. Se her:

Et rumvæsen kom svævende gennem universet, båret på titusindvis af stjerners solvinde, krummet sammen om sig selv og i kryptobiotisk dvale.

Alt i mig bremser! Mads, et menneske, der elsker bøger så højt, at han ikke går af vejen for at mobbe sine, påståede, venner for deres køb af billige paperbackudgaver. Et menneske, der elsker bøger så højt, at han pakker dem ind i fryseposer, når han transporterer dem rundt – han er imidlertid af en anden mening – læs med herunder!

God fornøjelse! 🙂

---

Rumparasitter & Stor Kunst

Peter Adolphsens nyeste udgivelse, romanen ”Rynkekneppesygen”, er en på alle måder forrykt og forrykkende læseoplevelse

Af Mads S.S. Jonasson

Der findes grundlæggende to slags mennesker i denne verden: Dem, der ser en romantitel som Peter Adolphsens nye ”Rynkekneppesygen” og helt instinktivt tænker ”Yes! Den MÅ jeg bare læse”, og så dem, der ser nøjagtigt samme titel og helt instinktivt tænker ”Fanma nej! Dét der lyder sgu for åndsvagt”. Uden at behøve at gå alt for meget i detaljer omkring vores indbyrdes relation kan man vist roligt sige, at denne blogs indehaver, frk. Borch herself, og så undertegnede på mange måder befinder sig på hver vores litterære planet. Men hey, gider man ikke selv, kan man jo altid invitere en gæsteblogger forbi og bede ham om at skrive lidt om de værker, som man ikke selv orker. Fair nok, det er jo vigtigt at kende sine begrænsninger.

Men hvad er det så, den gode frk. Borch går glip af, når hun nu så halsstarrigt nægter at lade sig indfange af Adolphsens ellers så besnærende titel? Det skal jeg såmænd sige jer: frk. Borch går glip af en af dette års bedste, vigtigste og allermest vanvittige danske udgivelser overhovedet. Hendes tab, naturligvis, men det kan jo være, hun ser lyset på et lidt senere tidspunkt i sit læseliv, hvem ved? Under alle omstændigheder er romanens titel på ingen måde det eneste mærkværdige ved Adolphsens seneste udgivelse, hvis handling helt kort fortalt drejer sig om en mikroskopisk rumparasits uforvarende men katastrofale initiering af en større epidemi af den frygtede ”MIWD”, Mite Induced Wrinkle Disease, eller ”Rynkekneppesyge” i folkemunde, i det indre København anno 2019. Navnet rynkekneppesygen skyldes, at sygdommens primære kendetegn er en stærkt forøget rynkeproduktion og ditto sexlyst, der uværgerligt ender med at tage de stakkels smittede af dage på grusom vis, idet sygdommens terminale fase brat afsluttes ved, at ofrene bogstaveligt talt eksploderer i et orgie af blod, slim og lavtflyvende knoglestumper. Lyder det åndsvagt? Det er det også. Men dét behøver jo ikke at betyde, at det ikke også samtidig er fedt, sjovt og gakket at læse om. Alene det at få lov til at følge en broget flok romankarakterer, der i takt med at de smittes af denne såkaldte rynkekneppesyge gradvist mister mere og mere af deres selvkontrol, indtil de til sidst er lallende liderlige rynkevrag, der kaster sig i grams i orgastisk rynkede bunkepul, er jo unægtelig ikke just hverdagskost i Danmarks finlitterære landskab. Måske ikke så mærkeligt, at det her er en bog, der har delt vandene i kritikerkredse. Hvor Weekend Avisens Lars Bukdahl i den positive ende af spektret ikke overraskende var svært glad for bogen, havde Politikens Lillian Munk Rösing som repræsentant for en noget mere behersket entusiasme blandt kritikerne endog meget svært ved at finde på noget positivt at sige. Som sagt, forskellige mennesker, forskellige præferencer. Men det er naturligvis også et spørgsmål om, hvor man vælger at lægge sit umiddelbare læsefokus. Hvor Bukdahl nærmest gik i selvsving over romanens indlejrede lister af systemdigterisk nonsenspoesi (f.eks. er der en ca. 4 sider lang oversigt over rumparasitternes oprindelige hjemplanets sproglige udtryksmuligheder, der starter således: ”aba, abe, abi, abo, abu, aby, ada, ade, adi, ado, adu, ady” osv. osv. ad absurdum) samt Adolphsens knastørre, naturvidenskabeligt inspirerede skrivestil, var Rösings primære anke imod bogen, at det indholdsmæssigt er helt umuligt at leve sig empatisk ind i de medvirkende romankarakterers udfordringer og sorger, fordi de alle som én igennem hele historien forbliver mærkeligt endimensionelle, flade karakterer. Begge synsvinkler giver mening, og alt efter hvad man vælger at fokusere mest på, får man to meget forskellige læseoplevelser ud af bogen. Spørgsmålet er bare om den ene læsestrategi er bedre eller nødvendigvis behøver at udelukke den anden? Naturligvis ikke. Rösings kritik af Adolphsens flade persongalleri (og hans lettere infantilt fortænkte form for humor) er naturligvis helt valid; hvis man læser ”Rynkekneppesygen” og forventer ”Madame Bovary”, kan man ikke blive andet end fælt skuffet. Det samme kan siges om Bukdahls pointe: ignorerer man alle de usandsynlige plottwists og romanens mangel på klassisk realistiske personskildringer samt dens gennemført åndssvage slutning, og i stedet koncentrerer sig om de mere sprogformalistiske julelege, fremstår bogen som et festfyrværkeri af blæret udført absurd vrøvl, der til hver en tid kan få ens indre dadaist op at køre.

Men hvad nu, hvis man er den type læser, der gerne vil have hele pakken – altså både den virtuose sproglige indpakning og det eksistentielt anfægtende indhold? Ja, så skal man altså holde tungen lige i munden under læsningen af ”Rynkekneppesygen”, for det her er et værk, der opererer på mange planer og niveauer på én gang. Èn vigtig ting at slå fast en gang for alle er naturligvis, at Adolphsen mere end noget andet tilhører den type forfattere for hvem kunstnerisk integritet betyder langt mere end salgstal og læserpopularitet. Det har han bevidst i udgivelse efter udgivelse lige siden hans debut med de af omfang diminutive men kunstnerisk voldsomt ambitiøse ”Små fortællinger” tilbage i 1996. I bog efter bog har Adolphsen siden eksperimenteret med en stil og et indhold, der igen og igen har vakt skiftevis respekt og afgrundsdyb undren hos kritikerne, men som aldrig har ramt et bredere dansk publikums smag. Til gengæld har en række af hans tidligere værker, især nok de to korte romaneksperimenter ”Brummstein” fra 2003 og ”Machine” fra 2006, fået en del opmærksomhed især i Tyskland og USA. Og med god grund. Min pointe med alt dette? Simpelt: hvis Adolphsen skriver som en knastør, naturvidenskabelig støvsugerpose og hvis Adolphsens nyeste roman kun indeholder endimensionelle persontegninger, så er det naturligvis fordi Adolphsen har valgt at sådan skulle det være i netop denne udgivelse. Det er en banal pointe, men ikke desto mindre vigtig, eftersom en del danske kritikere lader til at være af den opfattelse, at når en mand som Adolphsen skriver et eller andet, som de umiddelbart ikke forstår eller kan lide, så må det være tegn på manglende evner eller indsigt fra forfatterens side, ikke fra deres egen. Man mindes samtidens kritik af Herman Bang, hvis impressionistiske skrivestil flere kritikere umiddelbart tolkede som en manglende evne til at fortælle en historie via den gode gammeldaws alvidende fortællerstemme, som de alle var så vant til og trygge ved. Tænk at man kunne, tillade sig at, gøre det anderledes – og så oven i købet med vilje! Anyways, dét jeg ad alle disse omstændelige omveje forsøger at nå frem til, er at sige et eller andet begavet om Adolphsens meget ukonventionelle, eller måske skulle man hellere sige avantgardistiske, tilgang til romangenren. Adolphsen er nemlig på godt og ondt en meget postmoderne forfatter i forhold til måden, han bearbejder sit stof på. Den allestedsnærværende ironiske distance til alle de implicerede romankarakterers forskelligartede skæbner, samt alle de intertekstuelt funderede sætstykker, som Adolphsens altid benytter sig af (i dette tilfælde bl.a. lån fra klassikere inden for sci-fi-genren, som f.eks. Stanislav Lems ”Solaris” med dens organisk tænkende kæmpeplanet), samt inkorporeringen af alskens biologiske og kemiske fagtermer i skrivestilen, signalerer med al tydelighed, at vi her har med en kunstner at gøre, som foretager valg og fravalg på et refleksionsniveau, der om ikke andet så som minimum kræver en vis portion ydmyg tålmodighed fra sin læsers side. At affeje et Adolphsen-værk som uengagerende pga. den manglende leflen for empatiske personskildringer, er nogenlunde ligeså begavet som efter to minutters tom stirren at affeje et Kirkeby-maleri som dårligt håndværk, bare fordi man ikke umiddelbart kan se, hvad skidtet forestiller. En ældgammel pointe, men ikke desto mindre vigtig. Rindalister, synk spyttet og tænk jer om en ekstra gang, før i afskriver det, I ikke umiddelbart kan forstå.                          

Men jeg fortaber mig vist igen en smule i digressioner her, beklager. Vel nede fra den høje kæphest, kunne det nok være på tide at give en lille smagsprøve på det, jeg tidligere omtalte som Adolphsens naturvidenskabeligt inspirerede skrivestil. Prøv blot at se på følgende lille uddrag, hvori romanens epidemiske sygdom, ”Rynkekneppesygen”, beskrives:

”Denne voldsomme stigning i hendes libido var forårsaget af en (på jorden) hidtil ukendt psykokemisk substans, en hybridvariat af noradrenalin, acethylcholin, dopamin og testetoron, udskilt gennem de små rumvæseners stilettunger, der afstedkom en overaktivitet i de mange dele af nervesystemet, som indgår i det seksuelle reaktionssystem, helt fra mellemgulvet, hvor somatisk innervering skete via nervus pudendus fra motoriske forhormonneuroner i medulla spinalis’ sacrale del.”

Og sådan fortsætter det ellers over de næste små to sider. En litterært nysgerrig biologilærer i den danske gymnasieskole har fortalt mig, at ovennævnte citat angiveligt (i hvert fald et stykke af vejen) giver ganske glimrende mening for en opvakt fagmand. Selv fatter jeg intet af tekststykkets indholdsmæssige subtiliteter, men jeg nyder nu alligevel den blærede lydmusik, der fremkommer – lidt på samme måde, som jeg nyder Cia Rinnes nyeste ”L’usage du mot” med alle dens franske og tyske ordlege, hvis semantiske betydning, jeg heller ikke forstår synderligt meget af.

Så, altså, hvad stiller man egentligt op med ”Rynkekneppesygen” som menig lystlæser? Jo, først og fremmest så LÆSER man naturligvis bogen, frk. Borch, og man nyder visse dele og irriteres over andre, præcis som man altid gør det, når man læser stor litteratur. Men inden man efterfølgende hurtigt og idiosynkratisk fælder en eller anden mere eller mindre arbitrær dom over hvor mange hjerter, stjerner eller skalpe, man nu lige synes, man har lyst til at dele ud, så stop! Det handler jo ikke (kun) om at lade sig fornøje af en god bog; der er andet og mere på spil her – det er kunst, du sidder med mellem hænderne, for faen! Så gem den indre anmelderdom en smule af vejen og begynd i stedet at tænke lidt over, hvor forunderligt det egentligt er, at der i det hele taget findes en så vanvittigt mærkelig forfatter som Peter Adolphsen i dette lille ubetydelige solsystem. Tænk over, hvor sindssygt det er, at man overhovedet kan skrive litteratur på en sådan måde, som Adolphsen i bog efter bog så hårdnakket praktiserer – og glæd dig; over litteraturens mangfoldige udtryksmuligheder, over idiosynkratiske forfatteres idiosynkratiske valg – over det faktum, at DU endnu ikke er blevet smittet med rynkekneppesygen…