Skribleri :: I tidsnød? Vansmægtende læseheste – HEADS UP!

Antallet af længselsfyldte øjne, dybe suk og skamfulde blikke ned i jorden,  når jeg fortæller om bøger, jeg har læst : 1000! Fortvivl ej!

Det er ganske skrækkeligt at tænke på alle jer vansmægtende læseheste, der går rundt derude med hængemuler og fuldtidsarbejde, indkøbslister, børn i hobetal, hjem, der skal rengøres, og græsplæner, der skal slås. Det kan jeg ganske enkelt ikke bære, så jeg har her samlet nogle forslag til gode bøger og genrer, der er oplagte at kaste sig over, når tiden er knap, OG nogle fifs til, hvordan man altid lige kan få klemt lidt læsning ind i den der hverdag, der galoperer afsted (fanger I den gennemgående hestetematik?!)

FullSizeRender 2.jpg

Regel #1 i projekt “jeg vil læse mere”

(okay, det er den eneste regel, men altså …):

Vær realistisk! Gå laaaaangt uden om “Ulysses”, “Game of Thrones”-serien (af bøger) og samtlige bind af Lademanns Leksikon, hvis du, ligesom jeg, har en hverdag, der minder om den, jeg skitserede ovenfor. Det giver måske sig selv, men man kan blive fristet, når alle sociale medier og diverse bogtillæg lovpriser bøger som f.eks. ‘Et stille liv’ af Hanya Yanagihara – på 800 sider! Og den er helt sikkert lige så fantastisk, som alle skriver, men hvis man er der, hvor man ikke engang får læst sine mails til ende, før nogen eller noget kræver ens opmærksomhed, er det måske det gale sted at starte.


I stedet vil jeg anbefale, at du kaster
dig over følgende genrer:

LYRIK

“Lyrik,” tænker du, “jamen, milde skaber (eller noget mere hipt), det er jo drønsvært at forstå og noget med metafysik og billedsprog fra nu af og til verdens ende.” Ja, men nej! Jeg lover, at især den nyeste lyrik er til at gå til. Også selvom man ikke er en eller anden irriterende dansklærertype (ahem …). De unge nye lyrikere har vendt blikket tilbage til virkeligheden og skriver om emner som miljø, sociale medier, naturkatastrofer, krig, politik, sex, at blive forældre, you name it! Emner, som de fleste vil kende til, forstå og interessere sig for umiddelbart. Sprogligt og formmæssigt adskiller de nye lyrikere sig også fra dem, man blev trukket igennem i folkeskolen (og som jeg trækker mine elever igennem i gymnasiet). Der er virkelig langt fra Staffeldt til Caspar Eric!

Start f.eks. med Christina Hagens ‘White Girl’ og ‘White girl 2’ – de er virkelig morsomme og giver noget at tænke over!
Hagen skriver ud fra  ‘hvide menneskers’ synsvinkel og påtagede politiske korrekthed, fordomme og hverdagsracisme på et ubehjælpsomt dansk, som understreger, at hun synes, at vi hvide frikadelledanskere er i-d-i-o-t-e-r:

Fil_003

White girl snart blive vanvittig. Alle den mennesker i land ikke spise frikadelle og dame gå og gemme sig i burkatelt i Føtex og Netto og have 59 kroner og 867 barn og barnebrud og spise alle ulækker fremmed ting og halal den ko inde i en rigtig beskidt carport de kalde slagteri.

(Fra: White girl 2)

De fleste nyere digtsamlinger kan onduleres på et par timer og de er tynde og lette, så de passer lige i tasken!


ESSAYISTIK

En genre, jeg først rigtigt har fået øjnene op for fornyligt. Essays er jo typisk kortere tekster (jæs, regel #1 i hus), hvor forfatteren afsøger et emne, som kan være alt mellem himmel og jord og egentlig også større end det. Forfatteren skriver i et litterært sprog og vil ofte inddrage sin egen person. Som sagt har jeg kun dyrket det ganske lidt, men jeg vil virkelig anbefale, at man orienterer sig i David Foster Wallaces forfatterskab – og ham som person. Meget interessant! Essayet ‘Dette er vand’ er i virkeligheden et foredrag, som Wallace holdt for nogle dimittender på et amerikansk college.

Fil_000Her skriver han om, hvordan man udholder at være menneske og leve et langt liv fyldt med gentagelser. Det vil man gerne vide ikk’? Og det er SINDSSYGT sjovt skrevet, selvom det har en kulsort klangbund (selvmord er den eneste udvej – og den ender Wallace selv med at tage – damn!) Han har en længere sekvens, hvor han bruger det at købe ind som et eksempel på, hvordan man hele tiden er nødt til at zoome ud for at undgå at eksplodere:

Og det er jo tåbeligt og irriterende, men man kan ikke lade sin irritation gå ud over den hektisk arbejdende kassedame, som er stresset, og som hver dag må leve med en kedsomhed og meningsløshed, der overstiger vores fatteevne her på dette anerkendte college … nå, men til sidst når man da frem forrest i køen og betaler for sine fødevarer og venter på, at kreditkortbetalingen skal blive godkendt, og så siger kassedamen “Hav en god dag” i et tonefald, der er værre en dødens stemme. 

Udgivelsen ‘Dette er vand’ indeholder et udvalg af Wallaces essays, som alle er meget læseværdige! Nogle er længere end andre, men de er generelt hurtige at komme igennem.


GRAPHIC NOVELS/TEGNESERIER

Jeg er i lang tid gået uden om denne genre, fordi jeg ligesom ikke rigtig kan se mig selv som del af tegneseriesegmentet – no offense! Men det viser sig, at man går glip af meget, når man skal være så snobbet.

Fil_005

Dem, jeg har tygget mig igennem, har alle været virkelig gode og fuldt på højde med en god roman – bare hurtigere at læse – WIN! Og formatet kan noget, som den rene tekst ikke kan. I ‘Asterios Polyp’ (den opppe i venstre hjørne) er personerne tegnet på en måde, der er med til at karakterisere dem. Hovedpersonen Asterios er en kantet gut, mens den pige, han forelsker sig i, er tegnet med en blød streg i runde former, og der giver en enormt interessant dybde i historierne.

Det kræver lidt tilvænning at læse graphic novels og tegneserier, men det kommer hurtigt!


ROMANER

Dem kender du! De kan være alenlange og i mange bind, og det kan være fantastisk at få sådan en mursten i hånden og kæmpe sig igennem den … (især når man er færdig med den!) Jeg har virkelig svært ved at komme igennem de der store bøger. Jeg bliver afskrækket på forhånd, og jeg tænker altid: Mon ikke der godt kunne undvære 100 sider og stadig stå en lige så god historie tilbage? Og så bliver jeg nøjeregnende. Så vil jeg hellere flere korte gode bøger end én lang, der skulle have været kortere. Jeg har, gennem års research, fundet ud af, at 300 sider +/- er det magiske sideantal for mig. Det kan jeg overskue og nå at læse inden for en periode, hvor jeg ikke når at glemme det hele igen, inden jeg er færdig.

Nogle gode hurtiglæste romaner under 300 sider kunne være:

fil_002.jpeg

Her vil jeg særligt fremhæve ‘Døden kører Audi’ (230 sider), fordi det er noget så sjældent som en åndssvagt sjov bog. Jeg grinte flere gange undervejs, og det sker ellers ALDRIG! Og så har jeg en tendens til at læse bøger, hvor det starter dårligt, og så bliver det værre og ender helt af h……. til! Og så er der altså rart engang i mellem at læse en bog, som gør, at folk tror, man er underfrankeret, når man læser den i S-toget.


NOVELLESAMLINGER

De er smarte af flere årsager!
– De er korte – og vi har etableret, at det er et succeskriterium i denne kontekst.
– Der er få personer = færre navne, du skal huske, når man står og læser, mens du rører i kødsovsen, og junior flår i dit bukseben og skriger: ‘Mere ostehapper, moar!!’ (tænkt eksempel – det sker aldrig herhjemme …)
– Der er bare ét handlingsforløb, du skal forholde dit til – piece of cake!

fil_001.jpeg

Af dem, jeg har med her, er Peter Adolphsen nok i virkeligheden ikke noveller. De har genren ‘Små historier’, og nogle af dem er virkelig små. Som f.eks. denne:

Sten fra himlen

Det skete pludseligt en dag at det af uforklarlige årsager regnede med sten. Støv, grus, klipper og hele bjerge faldt fra den blå himmel. Hvor skyer dækkede jorden faldt de ikke, skyerne slugte stenene, men alle andre steder var katastrofen total. Den halve klode dækkedes af sten i et lag på mellem en og tusind meter, landmasserne voksede, øer opstod, floder blokeredes. Takket være skyerne gik livet videre stort set som før. 

Den kan du godt nå over kødsovsen!


DRAMA

… er den sidste genre, som jeg vil anbefale til de travle. Dramagenren er spændende og en ret overset genre i den brede befolkning – efter min mening.

fil_004.jpegEn klassiker, og en af mine absolutte favoritter, er Henrik Ibsens ‘Et Dukkehjem’ fra 1879. Historien om lærkefuglen Nora, der lever op til alle tidens idealer for kvinden, men som ender med at forlade mand og børn for at ‘opdrage sig selv’ – altså finde sig selv med andre ord. I samtiden var det så uhørt, at en kvinde forlod familien på den måde, at man i den tyske opsætning af stykket krævede en alternativ slutning fra Ibsen, så Nora ikke forlod sine børn.

Dramaets form med replikker og scener gør, at man meget hurtigt kan læse det, og det, at personernes udsagn er det eneste, vi får serveret, gør, at vi kommer meget tæt på personerne, og det kan jeg virkelig godt lide!


Og så lidt fifs her til sidst i verdens længste blogindlæg:

  • Hav gang i flere bøger på samme tid. Helst forskellige genrer og tykkelser! Jeg har typisk gang i en digtsamling, en større roman (eller flere) og en lille sjov graphic novel på samme tid – mindst!
  • Læg bøger på steder i din bolig, hvor du opholder dig meget og ofte i længere tid: ved sofaen, i køkkenet, på sengebordet, på børnenes legeværelse … okay, og på toilettet, hvis vi endelig skal gå derhen. (jeg gør det ikke … noget med bakterier og OCD …)
  • Tal med folk om bøger! Læs bogblogs *hint hint* og bogtillæg/-magasiner/-tidsskrifter, så du hele tiden bliver fodret med lidt nyt og spændende, der kan få gang i læseriet!

GOD FORNØJELSE 
Skriv endelig en kommentar, hvis du har andre gode fifs eller anbefalinger til bøger, der falder under projekt ‘jeg vil læse mere’ 🙂

Frk. Borch

One thought on “Skribleri :: I tidsnød? Vansmægtende læseheste – HEADS UP!

  1. Jeg indrømmer gerne at mit eget eget personlige fif til at få læst mere, er at have en aktuel bog liggende handy ved toilettet. Hvis man har en lille blære som mig, så kan man godt få læst en del på den måde 🙂 Deler jeg for meget her? 🙂
    Ellers så læser jeg stort set altid 10 til 20 minutter i sengen før sengetid. Og før tv og kæreste blev en fast del af mine måltider, så læste jeg altid imens jeg spiste.

    Lidt har også ret, selvom det aldrig føles som nok…

    Hyggeligt at følge din blog Pernille!

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s