Anmeldelse :: Delphine de Vigan ‘Alt må vige for natten’

Skærmbillede 2018-06-29 kl. 10.13.11.png

Titel: ‘Alt må vige for natten’
Forfatter: Delphine de Vigan
People’s Press

2015 – 366 sider

Bogen kan købes her


Når livet sætter barren for højt

Kender I det, at man læser de første linjer af en bog og tænker:

HVAD-HAR-HUN/HAN-ELLERS-SKREVET? 

HVOR-ER-DER-EN-DØGNÅBEN-BOGHANDEL-SÅ-JEG-KAN-KØBE-DE-ANDRE?

KAN-JEG-MELDE-MIG-SYG-HELE-NÆSTE-UGE-SÅ-JEG-KAN-BLIVE-HJEMME-OG-LÆSE?

HVORNÅR-KOMMER-DEN-NÆSTE-BOG?

ER-HAN/HUN-GIFT?!??!?!

Nå ikke? Så læs lige her:

Min mor var blå, en blegblå og askefarvet nuance, hænderne underligt mørkere end ansigtet, da jeg fandt hende hjemme hos sig selv den januarmorgen. Hænderne som plettet af blæk ved fingerleddene.

Min mor havde været død i flere dage.

Og læg så lige til, at vi taler om autofiktion og ikke en krimi – jeg’et er Delphine de Vigan! Shizzle altså!


Jeg har i en del måneder haft Vigans anden bog ‘Baseret på en sand historie’ liggende i min TBR-stak, men igen må jeg bare indrømme, at jeg er en overfladisk, hul og helt igennem usympatisk person, der dømmer en bog på omslaget, og ligesom det er gældende for ‘Alt må vige for natten’ er omslaget himmelråbende kedsommeligt!!

IMG_4116

Det irriterer mig, at jeg ikke kan regne ud, hvem det er på omslaget – måske er det forfatterinden som ung? Måske er det et modelfoto? Sig det, hvis I ved det -please! I hvert fald får det ikke mig til at kaste mig frådende over bogen.

‘Hvorfor køber du den så lissom hva’ nå måske?”,

kan jeg høre nogen tænke, og det er fordi, jeg er så heldig, at jeg i min omgangskreds har mennesker, der er ordentlige og rummelige, og som anbefaler mig bøger, der er fantastiske indeni! Lige som ‘Alt må vige for natten’ ❤


Romanen (for det er det, og det er interessant – det kommer jeg tilbage til) kredser om Vigans mor, Lucile og det er hende, livet har sat en høj barre for (jeg har tyvstjålet Vigans egne ord her). Romanens anslag er: moderens død, og romanen slutter ved samme situation – Delphine* finder sin mor død; for egen hånd.

(*jeg nedkalder altid død og ødelæggelse over de elever i min fold, der nævner forfattere ved fornavn, men jeg k e n d e r hende, man… I feel her, you know?)

Mellem de to punkter udspiller romanens egentlige handling sig, og vi får rullet historien om Luciles familie ud. Om hendes mor, Delphines mormor, Liane, som er gravid i ét væk, og om faderen Georges, der gemmer på flere ubehagelige hemmeligheder. Vi hører om Luciles otte (!) søskende, hvoraf den ene er et plejebarn, der kommer til efter en tragisk ulykke!

Men Lucile er omdrejningspunkter; det er hende, Delphine forsøger at forstå på alle tænkelige måder. Hun opsøger moderens søskende og interviewer dem om Lucile. Hun bruger dage, uger og måneder på at transskribere samtalerne og høre og læse dem igen og igen for at nå til en dybere forståelse af sin mor, som vi finder ud af ender på psykiatriske afdelinger mere end én gang. På samme måde er fortællingen om Luciles forældre, søskende og barndomshjem en del af forsøget på at få portrætteret moderen og tegne et fuldkomment og sandt billede af hende.

Og dét er interessant læsning, for Delphines familie er en karismatisk, levende, højtråbende fransk familie, der skjuler dunkle hemmeligheder lige under overfladen, og selvmordene står i kø blandt familiens medlemmer. Og man bliver grebet af historien om moderen og af den varme, Delphine tydeligt fremskriver hende med, selvom moderens skrøbelige sind også er en enorm byrde for Delphine og hendes søster.


Bogen er velskrevet, og forfatteren er ekstremt dygtig til cliffhangers; små bitte hentydninger, der fortæller os, at det senere bliver endnu værre, og det katapulterer læsningen fremad – jeg slugte bogen i S-toget på turen frem og tilbage til universitetet i løbet af fem dage (og jeg havde lyst til at køre med helt til Køge eller Hillerød hver dag!)

Døden som en mulighed (eller snarere bevidstheden om, at døden kunne komme når som helst) blev en del af Luciles liv sommeren 1954, dagen før hun fyldte otte år. Fra den dag blev tanken om døden en del af hendes person, en brist eller snarere et uudsletteligt spor på samme måde som det runde ur, hun senere i kraftig streg fik tatoveret om håndleddet.

Det er de første linjer i et kapitel. Her lægger man ikke lige bogen igen vel? Hvorfor bliver døden en så påtrængende del af en otte årig piges liv hva’ hva’ hva’ hva’ hva’?!?


Overordnet set er den side af romanen, der handler om Luciles liv og Delphines forhold til hende ikke stort anderledes end andre eksempler på autofiktion, vi har set så rigeligt af de seneste år. Knud Romers ‘Den der blinker er bange for døden’ er f.eks. også et stykke litteratur, der handler om Romers egen barndom og også om forholdet til  en moder.

Men dét, der virkelig griber mig ved bogen, er forfatterens løbende refleksioner over det at skrive generelt og mere specifikt at skrive sandheden. For hvad fanden er sandheden? Og her bliver det interessant, at bogen har genretag’et “Roman”. Som en skabsforfatter, der i virkeligheden drømmer om at bo i en lille træhytte ved vandet ved verdens ende, at gå i løse fløjsgevandter og sandaler dagen lang, at drikke urtete, dreje keramik, ryge Mistral Gold og skrive stor litteratur, så er de passager et himmelsk blik ind i julemandens værksted. Det er en gave, hvis man har bare den mindste lille sultne forfatter i maven:

Jeg fik nu indrettet mit arbejdsværelse anderledes, købte mig en ny stol, tændte sterinlys og røgelse, gik ud og rundt i byen, genlæste de noter, jeg havde skrevet over de sidste måneder. Billederne af Lucile havde jeg fortsat liggende på bordet foran mig …

Aaaaarh, jeg kan simpelthen dufte havet og Mistral’erne! Og hendes refleksioner over at fremskrive en objektiv sandhed er virkelig tankevækkende; der findes ikke en objektiv sandhed, og hun ender da også med at omtale begivenheder som ‘familiens mytologi’.

Hvad havde jeg egentlig forestillet mig? At jeg skulle kunne gengive Luciles barndom med en objektiv, alvidende og almægtig fortæller? At det var tilstrækkeligt bare at øse af det materiale, jeg var blevet betroet, bare vælge og vrage, selvbetjening med andre ord? Men hvorfor skulle jeg have ret til det? Jeg håbede, at mit besynderlige materiale ville afdække en sandhed. Men sandheden eksisterede ikke. 

Det at skrive kan højest give en mulighed for at stille spørgsmål og udforske erindringen.

Det ér sgu da interessant, og muligvis banalt, men stadig. Der ér ikke en sandhed om en families historie. Det er en mytologi, hvor familiens personer hver især tolker begivenheder, udtalelser og situationer på hver deres måde i et forsøg på at forklare og forstå. Og der ét ikke én sandhed om Lucile, selvom Delphine sætter moderens liv under lup og graver i alle hjørner for at skrive SANDHEDEN om sin mor.  Derfor får bogen genretag’et “Roman”. Det er et stykke fiktion; Delphines fiktion om sin mor.; hendes mytologi, hendes forklaringer.

IMG_4118


Bogen er virkelig læseværdig og medrivende, og den har, som I måske kan fornemme, gjort et enormt indtryk på mig og min indre parisiske spleenramte bohemeforfatterinde. Jeg er faktisk klar til at læse den igen, men jeg tror, jeg kaster mig over resten af forfatterskabet først. Uh, se mig læse bøger med kedelige omslag!


‘Alt må vige for natten’ får
5 Borch’er

Skærmbillede 2017-10-01 kl. 22.39.15

Frk. Borch

5 thoughts on “Anmeldelse :: Delphine de Vigan ‘Alt må vige for natten’

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s