Tak til skæbnen og s-toget!

St. St. Blichers ‘En landsbydegns dagbog’ har (længe) været på listenover #sortlitterærsamvittighed. Jeg underviser i dansk. Jeg elsker Blicher. Jeg har simpelthen ikke haft nogen undskyldning!

En-landsbydegns-dagbog-Med-forord-af-Ida-Jessen

Titel: ‘En landsbydegns dagbog’
Forfatter: St. St. Blicher


Nu ville skæbnen (og ja, det var det altså), at jeg skulle samle denne bog op. De næste to uger skal jeg hver dag pendle frem og tilbage til og fra Københavns Universitet for at starte efteruddannelse i latin. Og i dag nappede jeg Blichers lille (86 sider) fortælling med i tasken. Og sidste side var læst, inden jeg nåede helt hjem igen i eftermiddag. S-toget; det holder altså virkelig, når man gerne vil sidde i fred og læse! Headphones og stillezone ❤


Men hvorfor var det skæbnen, Frk. Borch, hører jeg mine tusinder af følgere spørge i kor. Jo, nu skal I høre; jeg kan afsløre, at der er mere end én grund til det (I er ved at revne af spænding – jeg ved det). Okay, lyt godt efter:

Blichers hovedperson og vores jeg-fortæller, den gode Morten Vinge, er egentlig ikke rigtig nogen, men han – og nu kommer det første skæbnebestemt – LÆRER LATIN ved præsten Hr. Søren, som også er far til Mortens ven Jens. Morten bliver hurtigt dygtig til latin, mens Jens er en sjuft, der spilder tiden med at gå på jagt efter både firbenede og tobenede – af hunkøn. Og det var altså en ekstra dimension at læse Mortens overvejelser om latin, når man selv terpede substantivernes 1. og 2. bøjning på De Syv Små Dværges ‘Hej ho, hej ho, til arbejde vi gå’ (I.KID.YOU.NOT: Terra, Terram, Terrae, Terrae, Terra!)

Det bliver fejl med Jens. – Hr- Søren var så vred på ham, at han talte dansk til ham hele dagen. Til mig talte han latin; jeg hørte engang, at han sagde som for sig selv: “Vellum hunc esse filium meum!”*

*(Og nu kan jeg jo latin, så det, den gode præst tænker, er: “Gid, det var ham, der var min søn” (Okay, det stod i fodnoterne …)

Jagt og kvindfolk interesserer ikke Morten, der drømmer om at blive præst. Men pludseligt dør Hr. Søren og kort efter også Mortens far, og Morten må tjene hos ‘det nådige herskab’ på Tjele herregård (Tjele er nøgleord for det næste, der gør min læsning af bogen skæbnebestemt – uuuuuuh, hæng i!). Og på Tjele er præstens Jens også blevet en tjenende ånd.

IMG_4076

Det går Morten godt, men ret hurtigt får han et godt øje til herrens datter, Sophie. Morten “har stor glæde af at se på hende”, som han selv ytrer det. Hun er smuk, og hun taler fransk, hvorfor Morten også lige lærer sig selv fransk ved at lytte lidt ved dørerne (for “fransk er slet ikke andet end latin’, som han så tørt bemærker). Han føler sig efterhånden mere og mere sikker på, at hun også har et godt øje til ham, og han bruger en del tid på at se og tænke på hende.

Jens spørger en dag, om ikke Morten vil bytte værelse med ham – noget med at Jens ikke bryder sig om sin udsigt – over kirkegården. Det vil den gode, empatiske, ordentlige Morten naturligvis gerne.

Og så sker det! En sen nattetime sniger smukke Sophie sig ind på Mortens værelse, og han er LYKKELIG. Altså lige indtil hun flygter?!

Jeg har sværget ved alle bog- og blogguder, jeg ikke vil plotspoile, men jeg vil sige, at det går smukke Sophie ilde. Morten drager ud i verden, bl.a. til Sibirien, og da han kommer hjem, ser han, hvordan Sophie er endt sin tilværelse; på samfundets bund sammen med ….(jeg siger det ikke!). Og nu kommer vi til det anden skæbnebestemte ved min læsning af bogen: Ida Jessen skriver i forordet af denne udgave, nemlig Gyldendals Klassikerserier, der alle er forsynet med forord, at Blicher har modelleret Sophie over Marie Grubbe, som jeg er mere end almindeligt optaget af. Marie Grubbe, den historiske person, datter på Tjele Hovedgård, som omgås med de kongelige som ung, men ender sine dage på et færgeleje på Falster. Holberg har skrevet om hende, H.C. Andersen har skrevet om hende, I.P. Jacobsen har skrevet om hende og senest har en forfatter, jeg sætter virkelig højt, nemlig Lone Hørslev også skrevet om hende i romanen ‘Dyrets år’. Alle bør læse alt om Marie Grubbe – hun er en virkelig interessant karakter og kvinde! Start med I.P. Jacobsens ‘Marie Grubbe’ og tag derefter Hørslevs.

IMG_4078


NÅ, MEN: Morten tåler ikke at se the woman formerly known as Smukke Sophie, som han har brugt hele sit liv på at fantasere om, på den måde, og han får arrangeret, at han kan vende tilbage til Tjele, hvor han bliver – ikke præst – men degn. Suk!


Det, jeg æææææælsker ved Blicher, er hans fortællere. Denne fortælling kommer til syne gennem dagbogsnoter (ja, titlen) fra Mortens egen hånd, fra han er 15, til han er omkring 60, og Blicher gør en dyd ud af at få dem til at fremstå autentiske. Se for eksempel her fra det sidste blad i dagbogen:

Alle mine ungdomsvenner er for længst gangne til hvile; jeg er endnu tilbage som et skaldet træ på heden; men om føje tid skal jeg samles til dem og være den sidste af min slægt. Disse blade skulle være det eneste mærke om mig. Om nogen – engang, når jeg er død og borte – læser dem, da skal han sukke (…) 

Man skal være lidt påpasseligt over for Blichers fortællere – som med alle jeg-fortællere – for det kan jo være, de ikke fortæller sandheden. Og Morten Vinge er da også et påfaldende ordentligt menneske … hvad gemmer der sig under overfladen?!


Blicher får svært ved at gøre noget forkert i mine øjne:

‘En landsbydegns dagbog’ får
5 Borch’er

Skærmbillede 2017-10-01 kl. 22.39.15

Frk. Borch

 

One thought on “Tak til skæbnen og s-toget!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s