Anmeldelse :: Amalie Smith’I civil’

Titel: ‘I civil’
Forfatter: Amalie Smith
Gyldendal

Bogen kan købes her

2012 – 93 sider

Amalie Smiths ‘I civil’ er en smuk lille bog med en sort stoflig overflade og et blodrødt indre. Som undertitel eller paratekst er bogen stemplet ‘Samling’. Men hvad skal det nu betyde? Samling kan være så mange ting. I forbindelse med litteratur bruges det om poesi, der udgives i digtsamlinger. Så det var, hvad jeg forventede. En samling af digte. Men Amalie Smiths bog er ikke en digtsamling. Faktisk består størstedelen af bogen af små prosastykker og de lyriske elementer med enjambementer fremkommer kun i mindre grad. Bogen består af en samling af kortere og længere prosastykker, lyriske elementer og billeder, der alle behandler temaerne samling og opløsning.

Bogens indhold fremkommer ikke gennem en kronologisk narrativ beretning, som man kender det fra de fleste romaner. I stedet får man som læser brudstykker af en fortælling om to navnløse elskende, ‘jeg’ og ‘du’, ud fra hvilke man kan sammenstykke historien om, hvordan en alvorlig sygdom hos den ene part ender med at opløse kærlighedsbåndet mellem dem. Men opløsning skaber nye samlinger. For da du’et bliver rask og samlet, opdager jeg’et, at noget har ændret sig i hende. Hun kan ikke længere være i vi-samlingen, og bryder med du’et. Hun er nu samlet om sig selv som subjekt, selvom hun er angst for at være i sig selv. Hun opdager dog at det er muligt: (s. 88) ‘Det bliver ikke mørkt: Jeg ser gennem mine egne øjne.’
Opløsningen af det vi, som du’et og jeg’et udgjorde gør dem til hver deres samling. Ordet samling bliver bogens faste samlingspunkt.

Bogen adskiller sig også i sit udtryk fra den gængse roman. Teksten er inddelt i kapitler, og kapitelovergange illustreres med ringe, der bliver flere og flere og spreder sig, som ringe i vandet. Ringene kan symbolisere flere ting. De kan symbolisere den celledeling, der sker i du’et, men det kan også illustrere den bevægelse indad i dybden, der sker i jeg’et. Ydermere er bogen udstyret med en mængde sort/hvid-billeder.

I sproget er der fine kontraster. Det nære og hverdagsagtige sættes i samme sætninger som abstrakte udredninger og medicinske udtryk, og de forventninger, man som læser kan have til bestemte steder eller følelser gøres til skamme:

Jeg bor på middelhavskysten et par uge i august. Der hersker en post-apokalyptisk stemning. Havet stinker af turisternes pis.

Til trods for, at jeg endte med at læse bogen tre gange, blev jeg ved med at opdage nye ting. Og jeg blev meget påvirket af de stemninger, der skildres. Selvom der i mange af beskrivelserne hersker sorg og melankoli, er man alligevel opløftet og samlet ved endt læsning.