Av av av…

… lige i hjertekuglen!

_9788702125931

Titel: ‘Ingen åbner’
ForfatterChristel Wiinbladn

2012 – 175 sider

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er netop blevet færdig med Christel Wiinblads bog ‘Ingen åbner’. Og selvom det på mange måder var en meget stor fornøjelse at læse den, sidder jeg nu med en klump i halsen og en knude i maven.


Romanen er en selvstændig fortsættelse af Wiinblads første roman ‘Prolog’, som jeg ikke har læst. Dog har jeg læst hendes digtsamlinger ‘Min lillebror’ og ’49 forelskelser’, og især den første var jeg virkelig betaget af. I den kredser hun om de følelser og handlinger, der fremkommer som følge af hendes lillebrors psykiske sygdom. Det dunkle emne beskriver hun i et fantastisk smukt og formfuldendt sprog. Og det er det samme, der gør sig gældende i ‘Ingen åbner’.
Læser man bogens bagsidetekst, får man ikke meget foræret. Et teksteksempel fra bogens første side og beskrivelsen: ‘Ingen åbner’ er en roman om en mand og en kvinde. Og skal man beskrive handlingen konkret, kommer romanen da også til at virke noget flad. Kvinde og mand mødes på nettet (?), de mødes i virkeligheden, de flytter sammen, hun flytter ud. Den konkrete handling er ikke det væsentlige. Det væsentlige er derimod i spillet mellem romanens to personer. Og det er her, man begynder at få ondt i hjertet.
Kvinden er romanens hovedperson, og det er gennem hendes rodede, selvdestruktive tanker om sig selv og sin fortid og om manden, at læseren får handlingen serveret. Gennem hende finder man ud af, at hun er incestoffer og at hun er i dyb sorg over sin lillesøsters selvmord for et år tilbage. Hvordan hun er stødt på manden, får man ikke at vide. De har e-mailet til hinanden, men ved romanens begyndelse sker deres første egentlige møde. Og allerede her kan læseren være beskuer til, hvordan hendes tankemønstre er. Hun kan ikke aflæse sine egne følelser, men lytter i stedet til, hvad hun får fortalt af manden. Hun gør alt, hvad hun kan for ikke at irritere ham og det i en grad, så hun til sidst slet ikke er i stand til at handle af frygt for at gøre noget forkert. Og manden fodrer hende med ideer om, hvad hun gør galt, hvordan hun skal opføre sig, og hvordan man er et godt og sandt menneske. Og den handlingslammelse, som rammer hende, håndterer han med vold.

Wiinblad skriver fantastisk. Hun økonomiserer med sproget, og ordvalget er rigtigt hver gang. I romanen er der en helt enorm overvægt af meget korte hovedsætninger, og i nogle passager er det endda blot enkeltord, der står mellem et punktum og det næste:

Her er stadig ingenting sket. Åbenbart. Ingenting. Andet end at hun har sovet igen. Hun føler sig stærkere nu.

Ved at bruge sproget på denne måde, får man som læsere et stærkere billede af den kvindelige hovedperson; hovedsætning afløser hovedsætning og på denne måde bombarderes læseren med hendes tanker og vi kommer til at stå i hendes fodspor, føle det, hun føler. Form og indhold smelter fuldstændig sammen, og det gør, at man som læser føler sig helt tromlet ned, ligesom den kvindelig hovedperson. Og man sidder tilbage med et ømt hjerte.

‘Ingen åbner’ får
4 Borch’er
Skærmbillede 2017-10-01 kl. 22.45.03
Frk. Borch

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s