Anmeldelse :: Christian Jungersen ‘Du forsvinder’

Skærmbillede 2018-06-29 kl. 10.27.57.png

Du forsvinder’ – nu også med Trine Dyrholm i hovedrollen!

Titel: ‘Du forsvinder’
Forfatter: Christian Jungersen
Gyldendal

Bogen kan købes her

2012 – 464 sider

Skærmbillede 2017-10-01 kl. 22.44.50Jeg må straks gå til bekendelse og indrømme, at jeg er en af dem, der aldrig fik læst Christian Jungersens kæmpesucces ‘Undtagelsen’. Jeg læste de mange positive anmeldelser af den, og jeg købte den med en klar intention om, at den skulle jeg også læse. Men det skete aldrig, og bøgen står stadig i reolen og skuler olmt til mig.
Så jeg blev utroligt glad, da jeg på Gyldendals Facebookside var så heldig at få lov til at modtage og anmelde Jungersens tredje roman Du forsvinder, før den overhovedet var udkommet. Så var det tid til at vinde terræn på Jungersen-fronten. Og dog.

Romanens fortællerstemme og hovedperson er skolelæreren Mia, der med sin mand Frederik, der er skoleleder, har sønnen Niklas. Det viser sig, at Frederik har en svulst i hjernen, der bevirker, at han ændrer karakter. Han er ikke længere i stand til at føle empati, han bliver egoistisk og insisterende, og da det pludselig kommer for dagen, at Frederik har overført store summer af skolens penge til sin egen konto, begynder Mia for alvor at sætte sig ind i neurologi og undre sig over, hvornår Frederik egentlig først blev syg. Mias intense læsning af bøger og artikler om neurologi og filosofi bevirker, at hun mener sig i stand til at læse alt og alle. Frederiks tilstand forbedres, men Mia tolker stadig ganske små ting som udtryk for, at han stadig er syg:

Hvis han har brugt det sidste stykke toiletpapir, glemmer han enten at erstatte rullen, eller også taget han ikke bare en enkelt rulle ned fra skabet, han tager tre ruller ned og stabler de to på gulvet ved siden af toilettet (selvom jeg har sagt at jeg ikke kan lide det).

Men er det nu også Frederiks sygdom, der gør det? Som handlingen skrider frem, bliver man som læser mere og mere i tvivl om, om det ikke i højere grad er Mia, der forsvinder. Hun tolker de mindste afvigelser hos de mennesker, hun omgiver sig med, som udtryk for neurologiske fejl, og på den måde forsvinder alt og alle for hende.

Det er tydeligt, at det er en behandling af dette emne, der er Jungersens projekt. Og det er da også interessant at fundere over, hvor mange af menneskets handlinger, der sker af egen fri vilje, og hvor mange der skyldes neurologiske processer.

Indpakningen af emnet er dog mindre interessant. Jeg blev på intet tidspunkt rigtig grebet af bogen (måske har jeg en svulst?), og det tog mig et par uger at komme igennem den. Jeg kom ikke under huden på personerne, og selv Mia, som fungerer som læserens øjne, forbliver ukendt. Formen er for mig den største anke. Sproget virker fladt. Der gøres i lille grad brug af sproglige billeder, så udtrykket er særdeles prosaisk. De indlagte indscanninger af billeder, artikler, mails og andet virker for mig ofte en smule malplaceret, og jeg er i tvivl om, hvorfor det eksempelvis er nødvendigt med et billede af salgsopstillingen af familiens hus, da de skal flytte. Er det for at gøre personerne og handlingen mere realistisk og autentisk? For mig virker det overflødigt. Dog er de artikler, der er indlagt, interessante og relevante, for de giver en dybere forståelse af Mia og de briller, hun begynder at se verden med efter Frederiks sygdom.


Jungersens projekt tromler hen over handlingen, personerne og sproget, så de efterlades flade og uinteressant. For mig er det generende, selvom projektet er interessant.

 

Frk. Borch

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s